Ups! Begår Adidas en ordentlig terrorbrøler her?

16x9
Løbere sætter i gang i den 121. udgave af Boston Marathon i Hopkinton, Massachussetts, i USA. Foto: LISA HORNAK / Scanpix Denmark

Pepsi gjorde det. United Airlines gjorde det. Nu følger sportsmærket Adidas måske trop i dillen om at gøre kunderne tossede.

Det er de færreste, som ikke har opdaget, at to store globale virksomheder har sat sig selv i noget af et uvejr på det seneste - de såkaldte 'shitstorms'.

Senest fik det amerikanske flyselskab United Airlines verdens vrede at føle, da de med magt smed en mand ud af deres fly. En mand, som havde betalt for sin plads. I øvrigt skulle han ud, fordi United selv skulle bruge pladsen til personale.

Dansk ekspert kalder det "kluntet håndteret".

Nu kunne det se ud til, at sportstøjmærket Adidas også står med en rigtig øv-sag. Det sker, efter det traditionelle maraton i Boston fandt sted mandag for 121. gang.

Efterfølgende sendte Adidas en mail ud til alle deltagere, hvor der i emnefeltet stod skrevet: "Congrats, you survived the Boston Marathon" (Tillykke, du overlevede Boston Maraton, red.).

Knap så kvikt, da løbet blev ramt af to terrorbomber i 2013, som krævede tre liv og kvæstede hundredvis.

- Adidas har ikke læst ordentligt på tingene. Det er jo godt nok, at de følger op på begivenheden, men når det er sagt, skulle de have tjekket forhistorien. Det er jo kun fire år siden, terroristerne var efter sportsudøverne, siger brandingekspert Peter Horn, som blandt andet har skrevet bøgerne 'Personal Branding' og 'SAS – når tiden er vigtigst'.

Twitter-brugere er enige i, at det ikke var et supersmart træk.

Internettets vrede er nådesløs og altomfattende, så det tog ikke Adidas lang tid at udsende en formel undskyldning for den ufølsomme titel på den udsendte e-mail.

Flere shitstorme, færre undskyldninger

Peter Horn mener, at vi vil se selskaber havne i flere og flere shitstorme.

- Problemet med shitstorme er, at der kommer flere og flere. Men det dyk, som kommer i brandets værdi, vil forsvinde over tid.

Det vil være forskelligt, hvor hurtigt stormen vil drive over, da den nogle gange kan blive holdt kunstigt i live af konkurrenterne. Men ifølge Peter Horn vil de berømte undskyldninger efter en shitstorm også miste værdi.

- Skaden er jo sket. Man glemmer ret hurtigt de her shitstorme igen. Adidas lancerede for eksempel en sko i 2012, hvor de brandede den som en fodlænke. Ikke specielt smart for dem, som i virkeligheden går med fodlænke, siger Peter Horn.

Sodavanden, som blev lagt for had

Tidligere på måneden fik læskedrikgiganten Pepsi også kundernes vrede at føle, da de præsenterede deres seneste reklame, hvor Kendall Jenner udvandrer fra et photoshoot for at deltage i en form for demonstration.

Reklamen er blevet beskyldt for at prøve at profitere på Black Lives Matter-bevægelsen, som i 2013 blev meget tydelig i demonstrationer mod vold mod afroamerikanere. Det skete, efter politibetjenten George Zimmerman blev frikendt for at skyde og dræbe teenageren Trayvon Martin.

Der gik ikke længe, før Pepsi måtte krybe til tilgivelsens kors, undskylde og trække reklamen tilbage.