En aften fik Carsten og kæresten en idé - nu har de 16.000 medlemmer

Carsten Larsen voksede op med vold og druk i hjemmet. Nu hjælper han selv dem, der står på kanten af samfundet - og han vil forandre samfundet.

Overalt i Danmark findes der mennesker, der har viet deres liv til at hjælpe andre.

Én af dem er Carsten Larsen, der har gjort det til sin mission at give en håndsrækning til dem, der lever på kanten af samfundet.

Sammen med sin kæreste startede han i sommeren 2016 Facebook-gruppen ”Næstehjælperne” – et netværk, hvor de folk, der har brug for hjælp, kan møde dem, der kan og vil give den.

I dag - næsten et år senere - har det vist sig at være en god idé. I dag har 16.000 mennesker sluttet sig til gruppen, og der findes nu 20 lokalgrupper spredt ud over hele Danmark, fortæller han i Go' morgen Danmark.

Ifølge Carsten Larsen er det alle mulige mennesker, der beder om hjælp - og selv dem, der næsten ikke har noget selv, er parate til at køre ud med mad og tøj.

Desperationen er blevet større og større.

Carsten Larsen, medstifter af Næstehjælperne

- Det kan konkret være hjælp til en reformramt enlig mor, som har ikke har råd til at holde børnefødselsdag, eller som ikke har råd til maden, fordi hun er nødt til at prioritere mellem mad og måske medicin, forklarer han.

- Og nogle af dem, der er allersejest til at give en hånd, er dem, der har det allersværest, siger han.

Flere bliver fattige i Danmark

Hvis man spørger Carsten Larsen er der brug for hjælp i Danmark.

Antallet af fattige danskere er mere end fordoblet fra 18.650 personer i 2002 til 44.141 i 2015, og fra 2014 til 2015 steg antallet med 10 procent, viser de seneste tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Og de seneste reformer af kontanthjælpen kan få antallet til at stige endnu mere i de kommende år.

Hver måned ser Carsten Larsen folks desperate råb om hjælp, når pengene slipper op i slutningen af måneden.

- Vi kan simpelthen mærke det de seneste par dage, at desperationen er blevet større og større – vi nærmer os den 20., siger han.

Et barn kom i skole med gaffatape på skoene.

Carsten Larsen, Medstifter af Næstehjælperne

Fik idéen en aften

Det var netop folks desperation, der fik Carsten Larsen og kæresten til at starte bevægelsen i sommeren 2016.

- Ideen var ikke langt tid undervejs - den kom på en enkelt aften, men forud for det lavede min kæreste et blogindlæg, som var baseret på hendes oplevelser som lærer på en skole, hvor en del af forældrene var hårdt stillede. Et barn kom i skole med gaffatape på skoene - og så var de begyndt at varsle et kontanthjælpsloft og 225 timers-reglen. Folk var desperate på Facebook, og det plantede ideen i hovedet på os, lyder det fra Carsten Larsen.

I dag bruger han al sin fritid på projektet, hvor meget af tiden går med at videreudvikle projektet og svare mange af de mennesker, der skriver ind.

For Carsten Larsen er det personligt – og en protest, fortæller han.

Jeg kan stadig genkalde mig knuden i maven, når jeg var på vej hjem fra fritidshjemmet.

Carsten Larsen, medstifter af Næstehjælperne

Voksede op med vold og alkohol

Carsten Larsen er selv vokset op i en dysfunktionel familie med en arbejdsløs mor, der ikke kunne finde vej ud af sine problemer.

- Det var utrygt og uforudsigeligt. Der var også kærlighed, men jeg vidste aldrig rigtig hvad jeg kom hjem til, og det var fordi min mor var alkoholiker og min stedfar drak også for meget og var voldelig. Jeg kan stadig genkalde mig knuden i maven, når jeg var på vej hjem fra fritidshjemmet. Angsten for hvad der mødte mig, husker han.

Dengang i 70’erne var man ikke så bevidste om, at man skulle hjælpe hinanden, så det fik han ikke. Dengang var det nærmest pinligt at være en del af en familie, som ikke fungerede, fortæller Carsten Larsen.

- Den følelse af at være udenfor er min drivkraft for at være en del af Næstehjælperne.

- Jeg synes ikke, at min mor havde et godt liv. Jeg synes måske, at hun blev svigtet lidt. Det har også været med til at gøre, at Næstehjælperne også er et protestprojekt og ikke bare et sted, hvor vi hjælper hinanden, forklarer han.

I weekenden protestede han og flere af gruppens medlemmer mod de reformer, som de mener, er med til at gøre tilstandene i Danmark værre.

- Vi tror ikke på, at reformerne gør, at folk kommer på arbejdsmarkedet og rejser sig igen, ved at man tager penge fra dem, siger Carsten Larsen.