"Spiselig" vandballon kan give plastikflasker dødsstødet

En kugle med vand i, der kan spises, håber på at kunne erstatte de mange millioner plastikflasker, som hvert år bliver kastet i skraldespanden.

En vandkugle, der kan sluges og slukker tørsten på samme måde, som hvis man drikker en tår af en vandflaske, har set dagens lys.

Det ligner et brystimplantat, men produktet, der hedder "Ooho!" er i virkeligheden en biologisk nedbrydelig membran lavet af tangekstrakt, som indeholder vand. 

Gennem en crowdfunding-kampagne er der blevet indsamlet mere end fire millioner kroner til projektet.

Det er firmaet Skipping Rocks Lab, der står bag det nye produkt, som er sat i søen med en miljømæssig drivkraft.

De tre engelske designstuderende, som har udviklet vandkuglen, håber, at den kan erstatte de mange millioner vandflasker, som hvert år bliver smidt ud i Storbritannien.

Det er planen, at "Ooho!" skal testes senere i år og introduceres ved blandt andet maratonløb og musikfestivaler. Hver 'vandballon' indeholder 250 ml vand.

Ooho! er navnet på den gummiagtige kugle, som indeholder 250 ml vand.
Ooho! er navnet på den gummiagtige kugle, som indeholder 250 ml vand. Foto: Skipping Rocks Lab

De tre designstuderende fortæller, at materialet er billigere at producere end vandflasker af plastik. 

Vandkuglerne bliver lavet ved, at man dypper en isblok i calciumklorid og brunalger, hvorefter membranen formes rundt om den. Et tyndt lag skrabes af til at danne vandkuglen.

De mange millioner vandflasker, som hvert år bliver smidt ud i Storbritannien, har tidligere fået de engelske politikere til at foreslå en ekstra afgift på køb af plastikflasker med vand for at forhindre, at de fylder på lossepladser eller ender i havet.