Engang var her megahajer og kæmpetræer: Sådan blev Danmark dannet

16x9
Megahajen megalodon kunne blive 17 meter lang og levede i havene omkring Danmark for 22 millioner år siden. Foto: Nordisk Film

Danmark, som vi kender det i dag, blev skabt af sand og mudder fra bjergene i Norge.

17 meter lange hajer, sumpområder med krokodiller og 10 meter høje træer. Det lyder usandsynligt på vores breddegrader, men for op mod 22 millioner siden kunne man støde på alle tre naturfænomener i Danmark.

Det viser resultater i en doktordisputats fra geolog Erik Skovbjerg Rasmussen. I ti år har han forsket i Danmarks oprindelse, og hvordan vores land, som vi kender det i dag, er blevet til.

- Vi ved at siden kridttiden – den som mange kender for dengang, hvor dinosaurerne levede, har vi været dækket af havet. Danmark lå under havets overflade i omkring 100 millioner år, siger Erik Skovbjerg Rasmussen i Go' morgen Danmark.

I forbindelse med dannelsen af alperne og andre bjergkæder blev der skabt bjergkæder i Norge, der fik floder, som førte sand og mudder fra bjergene i Norge ned til Danmark.

- Store flodsystemer fra Norge har trukket tråde ned til det, vi kender som Danmark. Vi er en forlængelse af Norge. Det er de store flodsletter og deltaer, der har bygget syd om Norge og skabt det, vi i dag kalder Danmark, siger Erik Skovbjerg Rasmussen.

Palmer og sumpområder

Ud fra et stykke fossilt træ, som er blevet fundet syd for Silkeborg, har man fundet ud af, at såkaldte sequoia træer har været til stede i Danmark. Træerne er bedst kendt for at vokse i Californien og kan blive over 100 meter høje.

- Vi har undersøgt årringene i fossilet, der viser, at træet er vokset i nærringsfattigt jord, som der er på flodsletter. Derfra ved vi, at det er vokset i et varmt tempereret-subtropisk klima, siger Erik Skovbjerg Rasmussen.

16x9
De store sequoia træer finde blandt andet i nationalparken Yosemite. Foto: Nordisk Film

Udover de høje sequoia træer har der også vokset palmer i Danmark samt sumpcypres, der er et løvfældende træ, som kan vokse i åbent vand langs floder og søer. Planten er kendt fra blandt andet Florida.

Påstanden om, at der var et tempereret-subtropisk klima i Danmark for flere millioner år siden underbygges af, at man i Tyskland har fundet et skelet af en pytonslange. Ifølge geologen kan de kun leve i et tempererede-subtropisk klima.

Heste med tre tæer

Perioden i Danmark for 22 millioner år siden kaldes for Miocæn og havde generelt et varmere klima end det, vi har i dag. Den årlige gennemsnitstemperatur var på mellem 17 og 19 grader.

Det betød også et væsentligt anderledes dyreliv. 

- Der var heste på størrelse med hunde, som havde tre tæer i stedet for de to, der udgør hovene i dag. Derudover har der været sabeltigere, krokodiller, elefanter og aber. Kæmpehajen megalodon var også i havet omkring Danmark. Det er en kæmpe haj, der kunne blive op til 17 meter. Man har fundet en ti centimeter lang hajtand ved Horsens og en ved Gram, siger Erik Skovbjerg Rasmussen.