Mange danske muslimer føler sig set ned på - men ikke Hamza og Yusuf

Trods en hård tone på de social medier og fra politikere, lader de to muslimer Hamza og Yusuf sig ikke slå ud. De er stadig lige så danske som andre.

- Mine forældre kommer fra Somalia, siger Yusuf.

- Og mine forældre er palæstinensere, siger Hamza.

TV 2 møder Yusuf Musa og Hamza Harbieh udenfor Stormoskeen på Rovsingsgade i København. Vi er der for at høre, om de som muslimer føler sig ekskluderet og set ned på, fordi de har en muslimsk baggrund.

Det viser sig, at de to unge fyre er en del af de 50 procent, der i en meningsmåling lavet af Megafon for Politiken og TV 2, svarer, at de ikke føler sig set ned på, fordi de er muslimer.

- Jeg har mange danske venner, og jeg har aldrig følt mig set ned på. Måske et tidspunkt eller to på arbejdspladsen, men ellers ikke. Det har ikke rigtig betydet noget for mig, hvis der havde været noget. For det meste så nej, jeg har aldrig følt mig set ned på, siger Hamza Harbieh.

- Jeg elsker Danmark

I meningsmålingen fremgår det, at 37 procent er helt eller delvist enige i, at de som muslimer bliver set ned på. Men det gælder altså ikke Yusuf Musa og Hamza Harbieh.

- Når jeg er i busserne eller i toget, så kan det godt være – når mig og mine venner laver lidt støj – at danskerne ser ned på os, fordi vi er muslimer, eller fordi vi har en anden etnisk baggrund. Men det er nok vores egen skyld, fordi vi larmer og støjer.

- De tænker måske, at jeg har en anden tilgang til, hvordan Danmark fungerer. At jeg har sådan en mentalitet om, at det bare handler om mig, mig, mig, siger Yusuf Musa.

Har du det?

- Nej. Jeg elsker Danmark!

- Det er ikke rigtig fedt

Selvom hverken Yusuf Musa eller Hamza Harbieh føler sig ekskluderet som muslimer i Danmark, kan tonen i debatten godt gøre ondt engang imellem. For eksempel da Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti for nyligt udtalte, at muslimer bør fejre kristne højtider.

- Det er svært, fordi jeg også prøver at bidrage til det danske samfund. Jeg prøver at arbejde her i Danmark og betale min danske skat og det ene og det andet, siger Hamza Harbieh og tilføjer:

- Så jeg arbejder alle de her år og prøver at kæmpe mig op i det her samfund, men alligevel bliver jeg slået ned igen på grund af, at man ikke bliver set som dansker alligevel. Og det er ikke rigtig fedt.

Får lyst til at fortsætte

Alligevel er det ikke noget, der slår drengene ud. De føler sig stadig som alle andre danskere.

- Jeg kan komme med tusind eksempler på, at jeg er dansker. Jeg går i dansk folkeskole, jeg snakker dansk, jeg har dansk pas, jeg er stolt af at være dansker. Jeg vil gøre næsten alt for Danmark. Det er mit hjem. Så på det punkt, så er det lige meget, hvad andre synes om mig, siger Yusuf Musa.

Hamza Harbieh er enig. Han lader sig ikke slå ud:

- Det kan godt være, der kommer nogle kommentarer, som slår én ned, men det giver bare en motivation til at ”nu må vi gøre det bedre”. Det har aldrig rigtig været sådan, at jeg ikke har haft lyst til det mere. Jeg har bare fået lysten til at fortsætte med det, jeg gør, fordi jeg ved, at det er noget, der kommer til at gavne det her land. Så det får mig ikke til at hoppe ned fra det, jeg er i gang med.