Advarer politiet før fest i aften: Hold jer på et stenkasts afstand!

Fredag aften er der fest på den tomme grund ved Jagtvej 69, og arrangørerne advarer politiet om ikke at komme tættere på end et stenkasts afstand.

Ni blev anholdt, banker blev smadret, og politiets hollændervogne blev angrebet ved en demonstration i onsdags i anledning af 10 års-dagen for rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69. I aften bliver der holdt fest på den tomme grund, og politiet forbereder sig.

Det er gruppen Party Rebels, der har arrangeret festen via en gruppe på Facebook. Efter onsdagens uroligheder har gruppen følgende budskab til politiet i Facebook-gruppen:

- Det bedste I kan gøre for at hjælpe os er, at holde jer mindst et stenkasts afstand fra grunden. Alt andet kan blive set som en endnu en unødig provokation fra jeres side, og vi hverken kan eller vil tage ansvar for følgerne.  

.
. Foto: TV 2

Københavns Politi har som udgangspunkt ingen kommentarer til det konkrete opslag.

- Vi tager det, der står på Facebook og sociale medier med et gran salt, men vi er selvfølgelig opmærksomme på det, siger vicepolitiinspektør Henrik Møller Jakobsen til TV 2.

- Det er en klar trussel mod politiet

I et blogindlæg på tv2.dk kalder Folketingets Formand Pia Kjærsgaard Party Rebels’ udtalelser for en klar trussel mod politiet.

- Jeg håber, at politiet sidder truslerne overhørig og som en selvfølge opretholder lov og orden – nøjagtig som de gjorde onsdag aften, hvor politiet leverede en modig og forbilledlig indsats. Fredelige borgere skal kunne færdes trygt overalt – også på Nørrebro. Det skal en lille gruppe voldelige unge ikke forhindre, skriver Pia Kjærsgaard

Til TV 2 skriver en talsmand fra Party Rebels, at gruppen ikke opfatter deres budskab som en trussel:

- Vi opfatter det som en hjælp til dem, at vi ærligt fortæller, hvor de kvajede sig i onsdags - samt hvad de skal gøre for at undgå at blive mere upopulære. Vi har tænkt os at opsøge dialog med dem, så snart vi ser dem, så der ikke sker unødige misforståelser, men vi kan ikke styre alt. Især ikke når situationen er så oppisket som efter i onsdags. Vi vil dog gøre, hvad vi kan for sikre en god og rar fest for alle!, skriver talsmanden.

Politiet er klar med ny politiaktion

Ifølge Henrik Møller Jakobsen har Københavns Politi kendt til festen i et stykke tid og har forberedt en politiaktion ud fra de efterretninger, de har.

- Vi har selvfølgelig taget onsdagens uroligheder med i vores overvejelser, siger han.

Københavns Politi kommenterer den kommende fest på den tomme grund på Jagtvej 69.

Politiet vil ikke sige, hvor mange betjente der er sat på opgaven.

Ifølge talsmanden for Party Rebels vil de gøre, hvad de kan for, at festen ikke udvikler sig til uroligheder.

- Vi håber og arbejder hårdt for det. Hvis politiet kan lære af deres fejl, respekterer os og holder sig på afstand øger det chancerne gevaldigt!".

Demonstrationen har udviklet sig til kampe mellem demonstranter og politi, der benytter både skub og knipler. Demonstranterne er samlet ved det nye Ungdomshus på Dortheavej i Københavns nordvestkvarter.

Festen har ifølge Party Rebels ingen relation til demonstrationen i onsdag og de efterfølgende uroligheder - og er heller ikke en modreaktion på Vendepunktets og PROCASAs planer for hjemløseboliger på grunden.

- Vi planlagde festen lang tid før de satte det i gang!, skriver gruppen på Facebook.

I skrivende stund har 117 tilmeldt sig festen på Facebook, og 406 er interesserede. Party Rebels skriver dog til TV 2, at de forventer, at der kommer langt flere.