Her checker to kvinder fra Brøndby ind på hotel - siden har ingen set dem

16x9
To kvinder checker ind på et hotel i Istanbul - to timer senere forlader de igen hotellet og forsvinder. Foto: Tyrkisk politi

To kvinder fra Brøndby Strand forsvandt i maj. Siden har deres familie ikke set dem. Sammen med faren sætter TV 2 jagten ind på at finde søstrene.

To unge danske kvinder står ved skranken i lobbyen på May Hotel i Istanbul. De venter på, at hotelbestyreren sætter sig i stolen foran dem.

Det er den ældste af kvinderne, der fører ordet. Hun spørger, hvad et værelse koster, imens hun roder i sin bæltetaske.

- 130 til 140 lira, svarer hotelbestyreren. Omkring 260 danske kroner.

Det er ikke noget problem, siger kvinden og rækker pas og kontanter ind over disken.

De får nøglen, tager deres rullekufferter og forlader lobbyen for at gå op på værelset.

To timer senere gør de noget, der får hotelbestyreren til at blive mistænksom.

Er de blevet slået ihjel?

Omkring to døgn tidligere – i en lejlighed i Ulsøparken i Brøndby Strand – er dansk-kurdiske Yasar Olgun og hans kone begyndt at undre sig.

Yasar driver sit eget rejsebureau på Vesterbro i København og er kommet lidt sent hjem fra arbejde. Han sætter sig ved bordet for at spise med sin kone.

- Hvor er døtrene? De er ikke kommet hjem endnu, siger hun pludselig.

- De skulle lave lektier.

Bekymringen rammer Yasar. Han ringer til Leyla og Hazal, men deres telefoner er slukket. Nu bliver han endnu mere bekymret. Deres telefoner er normalt altid tændte.

Efter flere forgæves opkald vælger Yasar ved midnat at køre hen til nogle af søstrenes veninder.

Men ingen ved, hvor de er.

Han beslutter sig for at vente med at gøre yderligere indtil næste morgen. Hazal skal op til eksamen klokken 9, så Yasar kører ud til skolen.

- Din datter er ikke mødt op, siger skoleinspektøren.

Yasar ringer til politiet, der lover at komme i løbet af dagen. Imens har hans kone været inde på søstrenes fællesværelse.

Både Leylas og Hazals rygsække mangler - det samme gør en del af deres tøj, deres pas og deres computere.

Yasar frygter det værste. Er de blevet slået ihjel?

Men i løbet af dagen finder hans kone et spor, der giver forældrene håb. I et skab, klemt ind mellem parfumer og cremer, ligger der et håndskrevet brev.

”Vi skal bare en weekend på hyggetur. Vi kommer hjem om et par dage.”

Samtidigt i Istanbuls lufthavn

Mens panikken breder sig i barndomshjemmet i Brøndby Strand, lander Leyla og Hazal i Atatürk-lufthavnen i Tyrkiets største by, Istanbul.

De er kommet smertefrit igennem paskontrollen og fortsætter igennem lufthavnshallen for at finde deres bagage. De hjælpes ad med at få de to rullekufferter af bagagebåndet og styrer derefter mod udgangen.

Leyla og Hazal Olgun kommer uden problemer igennem paskontrollen i Tyrkiet.
Leyla og Hazal Olgun kommer uden problemer igennem paskontrollen i Tyrkiet. Foto: Tyrkisk politi

Imens er en ukendt mand ankommet ude foran ankomsthallen. Han er iklædt en lys t-shirt med en mørk jakke udover og læner sig op ad en taxa.

Søstrene er begge iklædt lange, mørke frakker og tørklæder, der dækker deres hår. Leyla er lidt højere end Hazal - de går afslappet side om side og snakker. Imens bliver de filmet af overvågningskameraer.

Leyla (tv.) og Hazal Olgun har her hentet deres bagage i lufthavnen i Istanbul og er på vej ud til en taxa, der venter på dem.
Leyla (tv.) og Hazal Olgun har her hentet deres bagage i lufthavnen i Istanbul og er på vej ud til en taxa, der venter på dem. Foto: Tyrkisk politi

Da søstrene træder ud i mylderet af gule taxaer foran lufthavnen, hjælper den ukendte mand dem med at få kufferterne i taxaens bagagerum. Dørene smækker, og de kører af sted med manden.

Leyla og Hazal Olgun går ud af lufthavnen i Istanbul for at finde den taxa, der venter på dem.
Leyla og Hazal Olgun går ud af lufthavnen i Istanbul for at finde den taxa, der venter på dem. Foto: Tyrkisk politi

- Hun har en eller anden ting, der tiltrækker én

Leyla Olgun er 24 år og læser til dagligt til lærer i København. Hun har en studentereksamen fra Avedøre Gymnasium.

- Hun er altid glad. Hun har en eller anden ting, der tiltrækker én. Man vil gerne være sammen med hende.

Sådan beskriver Samira sin barndomsveninde Leyla. Samira er ikke venindens rigtige navn. Hun ønsker at være anonym, da hun er bekymret for reaktionen fra islamister.

- Man har ikke lyst til at være uvenner med Leyla. For alt det sjove sker hos Leyla, fortæller Samira om sin udadvendte veninde.

Leyla Olgun ses her på øverste række på et klassebillede, da hun gik i 3.g på Avedøre Gymnasium.
Leyla Olgun ses her på øverste række på et klassebillede, da hun gik i 3.g på Avedøre Gymnasium. Foto: Privatfoto

Leylas lillesøster Hazal Olgun er 18 år gammel. Hun går på HF og skal op til sine afsluttende eksaminer i juni.

Sila Safiye Karacan gik i gymnasiet med Hazal. Hun beskriver sin veninde som pligtopfyldende, rummelig og omsorgsfuld.

- Som veninde var hun rigtig sød og kærlig, og hun kunne enes med alle. Hun havde ikke nogen problemer som sådan. Hverken med hensyn til det faglige eller med hensyn til det sociale.

- Hun har ikke så let ved at falde i snak med fremmede, som hendes søster har. Hendes søster var også meget kærlig. Hun var meget hurtig til at hilse og falde i snak med os andre piger, altså Hazals veninder, fortæller Sila Safiye Karacan.

Hazal Olgun som barn. Veninder beskriver hende som en meget kærlig person.
Hazal Olgun som barn. Veninder beskriver hende som en meget kærlig person. Foto: Privatfoto

Søstrene er altså vellidt blandt deres venner. Men som TV 2s research skrider frem, viser det sig, at Leyla og Hazal også har en anden side.

Hotelbestyreren får mistanke

På May Hotel i Istanbul kommer Leyla og Hazal igen ned i lobbyen. De spørger hotelbestyreren, om han kender et sted i nærheden, hvor de kan spise.

- Der er masser af restauranter lige i området, siger han.

Søstrene forlader hotellet og er væk i en time. Da de kommer tilbage, gør de noget uventet.

De beder om at blive checket ud – kun to timer efter deres ankomst til hotellet.

May Hotel, Istanbul.
May Hotel, Istanbul. Foto: TV 2

Den forundrede hotelbestyrer spørger, om der er noget galt med værelset.

Det er der ikke, forsikrer søstrene.

- Vi har nogle venner, vi vil hen til, siger de.

I dokumentaren \"Er mine piger hellige krigere?\" følger TV 2 en fars kamp for at finde sine forsvundne døtre. I klippet ses søstrene checke ind på et hotel i Istanbul.

Hotelbestyreren får straks en mistanke. Han tror, de unge kvinder har talt med nogen, mens de kortvarigt forlod hotellet. Måske har de fået at vide, at der i Tyrkiet er et system, hvor alle hoteller indberetter gæstelister til politiet hver nat.

Søstrenes beslutning bliver afgørende.

Myndighederne bliver underrettet, og dagen efter er Leyla og Hazal Olgun eftersøgt i hele Tyrkiet. Men på det tidspunkt er søstrene for længst forsvundet.

Overvågningsvideoen fra hotellet er de sidste bekræftede billeder af Leyla og Hazal.

Faren kæmper ikke længere for sit liv, men for døtrenes

Den 28. maj - samme dag som hans døtre checker ud af hotellet - lander Yasar Olgun i selvsamme lufthavn i Istanbul. Han er lige blevet erklæret rask efter et langvarigt sygdomsforløb, men nu starter en ny kamp. Han skal finde sine døtre.

Dag efter dag går med at forfølge nye spor. Yasar spørger folk på gaden, om de har set hans børn, imens han fremviser portrætfotos af søstrene.

Han optræder i både danske og tyrkiske medier, hvor han efterlyser døtrene.

Håbet er, at Leyla og Hazal befinder sig i Istanbul, og at han kan overtale dem til komme med hjem til Danmark, hvis han finder dem.

Hans frygt er, at de er sluppet ind over grænsen til Syrien - at de har tilsluttet sig terrororganisationen Islamisk Stats kalifat.

Leder efter en hemmelig lejlighed

Da TV 2 møder Yasar Olgun i Istanbul, er der gået knap et halvt år, siden han tog til Tyrkiet.

Han har - stort set uafbrudt - ledt efter sine børn, siden de forlod Danmark den 26. maj 2016.

- Det går ikke særlig godt. Der er ikke noget nyt, siger han.

Han tænder en cigaret. Det grå skæg er langt og uplejet.

- Jeg er bange for mine døtres liv. Er de døde eller levende? Det kan jeg ikke være sikker på.

TV 2 vil forsøge at hjælpe Yasar med at finde nye spor, der måske kan føre ham tættere Leyla og Hazal. Undervejs filmes processen, som skal munde ud i en dokumentar.

Yasar fortæller, at han flere gange har henvendt sig til tyrkisk politi, der siger, at søstrene højst sandsynligt stadig er i Tyrkiet.

Derfor tror han, at døtrene er strandet et sted i Istanbul eller gemmer sig i en hemmelig lejlighed, der tilhører Islamisk Stat.

For at finde ud af, om der er nye oplysninger om Leyla og Hazal, tager TV 2 også kontakt til politiet. Politichefen for terrorafdelingen lover at give interview, men bliver ved med at udskyde det.

Det skal vise sig, at vi bliver meget klogere, da vi endelig møder politichefen.

- I har begået en fejl, men fejlen er ikke strafbar

Igennem flere måneder har Yasar optrådt i interviews med forskellige tyrkiske medier, og da han endnu en gang skal på skærmen, er han tydeligt påvirket.

Han går ind i studiet og sætter sig ved siden af studieværten ved et hvidt bord.

- Hr. Yasar, vi har nu fulgt denne sag i medierne, men jeg vil bede Dem om at fortælle den, siger værten på den landsdækkende tv-station ATV.

- Hende på 24 år hedder Leyla, siger Yasar

- Altså hende til højre? spørger værten.

- Ja, og hende til venstre hedder Hazal, svarer Yasar og peger på billederne.

Billederne af Leyla og Hazal toner frem og fylder hele skærmen, så seerne kan få et indtryk af deres ansigter. Måske er der nogen, der kan genkende dem.

I sin søgen efter søstrene Leyla og Hazal efterlyser deres far dem på landsdækkende tyrkisk tv.

Yasar støtter hovedet med sin hånd og kigger ned i bordet. Han har svært ved at begynde sin næste sætning.

- Jeg vil herfra sige til mine kære børn: Jeg beder jer komme tilbage.

Hans stemme knækker, da han på tyrkisk taler direkte til Leyla og Hazal. Han kigger ind i kameraet.

- Vi elsker jer meget højt og savner jer meget. I har begået en fejl. Fejlen er ikke strafbar. Jeg beder jer…

Interviewet er overstået. Yasar kommer ud gennem tv-bygningens skydedøre og tænder en cigaret.

- Det gik godt. Jeg håber, der er nogen, der ringer og giver nogle gode oplysninger.

Og der går ikke lang tid. Kort efter udsendelsen er slut, får Yasar en henvendelse fra tv-stationen. En seer har ringet. Han siger, han har set nogle piger, der ligner Leyla og Hazal.

Den mystiske kvinde fra bogklubben

For at finde ud af, hvad der skete, inden Leyla og Hazal tog af sted, begynder TV 2 også at henvende sig til familie, venner og andre, der har haft kontakt til søstrene i Danmark.

Flere kilder fortæller om en bogklub for muslimske kvinder, som Leyla deltog i tilbage i 2014. Klubben holdt blandt andet møder i Islamisk Trossamfunds (WAKF) lokaler på Dortheavej i København.

På Facebook ligger der stadig en invitation til bogklubben.

square to 16x9

”Ingen bogklub uden søstre! Hver lørdag 12:00 i WAKF, KBH”, står der på det grønne billede i opslaget.

Af kommentarsporet til opslaget fremgår det, at det tilsyneladende var en kvinde ved navn Umm Talhah, der arrangerede bogklubben. En kvinde, som før har gjort sig bemærket på Facebook.

square to 16x9

Khaterah Parwani er næstformand i Exitcirklen, der blandt andet arbejder med radikaliserede kvinder. Hun har aldrig mødt kvinden Umm Talhah, men begyndte for flere år siden at følge hende på Facebook.

- Jeg lagde mærke til hende, fordi jeg synes, hun havde en helt anden ekstrem facon i forhold til mange af de andre unge piger, siger Khaterah Parwani om første gang, hun stødte på Umm Talhah online.

- Hun havde en meget autoritær rolle. Hun var meget belærende.

I efteråret 2014 så Khaterah Parwani et Facebook-opslag fra Umm Talhah, som hun blev så overrasket over, at hun tog et screenshot af det på sin telefon.

square to 16x9

“Må Allah (‘azza wa jall) (mægtig og majestætisk, red.) acceptere dem, der har ofret sig for Allahs skyld. Amiin!,” skrev Umm Talhah i et opslag, hvor hun delte en Berlingske-artikel, der portrætterede danske syrienkrigere.

- Det siger jo, at hun ikke har et problem med, hvad de har gjort. Tværtimod synes hun, at de har støttet en hellig sag.

Denne Umm Talhah og Leyla har altså været i samme bogklub. Men det er ikke det eneste, de har til fælles, viser det sig.

Tør ikke ringe på dørklokken

Manden, der ringede ind efter Yasars efterlysning på tv, mener at have set Leyla og Hazal ved en bestemt lejlighed i Istanbul.

Med ny gejst drager Yasar endnu en gang ud i storbyen med håbet om, at det nye tip kan føre ham på rette spor. TV 2 tager med.

Yasar aftaler med manden at mødes senere på aftenen et stykke fra adressen, hvor søstrene skulle være set.

Vi går igennem de mørke, smalle gader indtil vi stopper op foran en boligblok, der er delvist oplyst af det gullige gadelys.

- Det er nummer 76. Han sagde, han fulgte efter dem. De kom herind, siger Yasar og peger mod opgangen, inden vi går hen til døren.

Med sin mobiltelefon lyser han på navneskiltene for at se, om han genkender et navn.

- Kan du se, hvad der står? spørger manden.

- Der står ikke noget, svarer Yasar.

Selvom Leyla og Hazal skulle være set gå ind i opgangen, tør Yasar ikke ringe på. Han frygter, at de skal blive alarmeret og flygte.

I stedet beslutter han at holde lejligheden under opsyn i nogle dage. Men konklusionen er nedslående.

Hans døtre er der ikke. Tippet var som mange gange før en blindgyde. Men Yasar giver ikke op.

Mødet med menneskesmugleren

I endnu et forsøg på at finde nye spor har TV 2 arrangeret et møde med en mand, der lever af at smugle mennesker over grænsen til Syrien.

Sammen med Yasar flyver vi til byen Gazientep og kører videre mod den tyrkiske grænseby Kilis, hvor flere smuglerruter til Syrien afgår fra. Det er muligt, at Leyla og Hazal er kommet denne vej, hvis de er nået ind i Syrien.

Vi har allieret os med en lokal journalist, Anwar, der fortæller, at smugleren har fragtet mange slags mennesker over grænsen.

- Han er ligeglad med, om de er IS-folk eller civile. Han smugler dem bare fra Syrien til Tyrkiet, forklarer Anwar i bilen på ved mod det sted, hvor smugleren venter på os.

- Måske har han hørt om mine to døtre, siger Yasar fra bagsædet.

Vi parkerer foran bygningen. Yasar går op ad trappen og ringer på. Menneskesmugleren, der er iført en hue og en mørkeblå Nike-trøje, åbner døren. Han byder Yasar velkommen.

I stuen er gulvet dækket med et stort tæppe, og i stedet for møbler ligger og står der store puder langs væggene. Yasar sætter sig først. Kort efter sætter menneskesmugleren sig ved siden af ham.

- Mine to døtre er forsvundet. De er rejst fra Danmark, starter Yasar samtalen.

- Er de med i Islamisk Stat eller oppositionen? spørger smugleren.

- Jeg tror, de er med i Islamisk Stat.

Yasar tager billederne af Leyla og Hazal frem. Menneskesmugleren kigger et øjeblik på dem.

Yasar Olgun mødes med en menneskesmugler tæt på grænsen til Syrien
Yasar Olgun mødes med en menneskesmugler tæt på grænsen til Syrien Foto: TV 2

Han har ikke set søstrene og heller ikke hørt om dem.

- Ruterne er lukket. Det er blevet svært at komme over. Især for udlændinge.

- Jeg tror ikke, de kan bevæge sig frit rundt overhovedet – med mindre de har et falsk pas eller id med falsk navn, siger han.

Endnu en gang må Yasar erkende, at sporet ender blindt. Men mødet giver fornyet håb om, at døtrene stadig kan være i Tyrkiet.

Faderens mistanke

Yasar kan stadig ikke forstå, hvad hans døtre vil i Syrien. Han fortæller, at Leyla var begyndt til koran-undervisning hos en kvinde, imens han var syg, og at det kan være denne kvinde, som har ledt Leylas tanker i retning mod Islamisk Stat.

- Hvis der gik noget galt, så kan det være sket sidste år, da jeg var på hospitalet. Fire-fem måneder før de rejste, siger Yasar.

Yasar fandt ud af, at kvinden, som Leyla gik til undervisning hos, selv var taget til Tyrkiet, men var blevet sendt tilbage til Danmark igen. Derefter forsvandt hun. Det gjorde ham nervøs, fortæller han.

TV 2 kender denne kvindes rigtige navn, men vælger her at kalde hende Fatima.

Yasar siger, at han - kort efter sin ankomst til Tyrkiet - hørte, at flere af Fatimas familiemedlemmer har været i konfliktområdet i Syrien.

- Hele familien er blandet ind i Daesh (et andet navn for Islamisk Stat, red.) … Hendes mand er også i Syrien, og broren var også.

Yasar mener, at Fatima fortolker Koranen forkert, og at hendes fortolkning har påvirket Leyla og Hazal.

Har hun radikaliseret dem?

- Fatima? Det har hun. Hun har fortolket [Koranen] forkert til dem.

Klip fra dokumentaren \"Er mine piger hellige krigere?\" Yasar fortæller, at han ikke lagde mærke til noget anderledes, inden hans døtre forlod Danmark - formentlig for at tage til Syrien.

Selv så han ingen tegn på, at hans døtre var på vej i den retning.

- Jeg har aldrig haft indtryk af, at de kunne finde på at gøre sådan noget.

- Det er ikke noget med, at hun (Leyla Olgun, red.) sad i 24 timer i døgnet og læste Koranen. Det var det ikke. Hvis det var sådan, så ville vi have lagt mærke til, at hun var på den gale vej.

Spørgsmålet er, om Yasar kender hele sandheden om sine døtre?

Leylas hemmelige identitet

Hjemme i Danmark fortsætter TV 2 med at undersøge, hvad der gik forud for søstrenes afrejse.

Der dukker flere ting op, der tegner et helt andet billede af Leyla.

Da Yasar i nyhederne efterlyste sin døtre henover sommeren 2016, var Khaterah Parwani hurtig til at skrive en statusopdatering med sympati for forældrene.

Men i næsten samme øjeblik gik det op for hende, at hun selv havde været i kontakt med Yasars datter.

- To minutter efter skrev en god veninde til mig: ”Hey Khaterah, du har faktisk kommunikeret ret meget med Leyla på Facebook, bare så du er klar over det.”

Leyla Olgun (th.) og Hazal Olgun ses her i den islamiske klædedragt khimar.
Leyla Olgun (th.) og Hazal Olgun ses her i den islamiske klædedragt khimar. Foto: Facebook

Khaterah havde troet, at hun havde fulgt en kvinde ved navn Umm Talhah på Facebook. Den kvinde, der stod bag bogklubben hos Islamisk Trossamfund. Men nu bliver hun klar over, at Umm Talhah i virkeligheden hedder Leyla Olgun.

Som Umm Talhah har Leyla i årevis givet udtryk for radikale holdninger. Ifølge Khaterah Parwani har hun også været med til at radikalisere og rekruttere andre muslimer i Danmark.

square to 16x9

I en lukket Facebook-gruppe skrev Leyla i oktober 2014 under navnet Umm Talhah blandt andet:

"Hvordan har I det, når I sidder tilbage i Danmark? Velvidende om, at jeres Ummah brænder? Velvidende om, at jeres søstre bliver voldtaget? Jeres søstre bliver dræbt? Jeres brødre bliver tortureret? Hvordan kan I blive her i DK og finde undskyldning efter undskyldning?"

- Altså, der skriver hun jo decideret, at de rent faktisk skal tilslutte sig krigen. Og hvordan de overhovedet har samvittigheden til at være her, siger Khaterah Parwani og tilføjer:

- Det siger jo én, at hun også har en rolle i forhold til rekruttering, ikke?

Bortvist af Islamisk Trossamfund

Leylas barndomsveninde Samira fortæller, at Leyla allerede i gymnasiet – fra 2008 til 2011 – begyndte at give udtryk for sine ekstreme holdninger.

- Altså, det er jo ikke nogen hemmelighed, at hun hader alle kufar (vantro, red.).

- Hun ønskede, at alle muslimer kunne opleve at blive en grøn fugl en dag. Det er, hvis man dør som martyr. Så er man en grøn fugl i paradiset, fortæller Samira, der også noterede sig Leylas had til shia-muslimer:

- Hun var ikke bleg for at sige, at shia-muslimer ikke er rigtige muslimer. Og hun sagde, at det er okay, at IS har slået mange af dem ihjel, fordi shia-muslimer ikke er rigtige muslimer.

Som barn deltog Leyla Olgun i eksempelvis julearrangementer, men da hun blev ældre, begyndte hun at tage afstand fra sådanne ting.
Som barn deltog Leyla Olgun i eksempelvis julearrangementer, men da hun blev ældre, begyndte hun at tage afstand fra sådanne ting. Foto: Privatfoto

Foruden de markante ytringer på Facebook påtog Leyla sig igennem længere tid også rollen som en slags vejleder for andre muslimske piger.

Ifølge Samira og andre kilder, TV 2 har talt med, sendte Leyla daglige påmindelser ud til en gruppe på op mod 200 piger.

Leyla Olgun
Den der møder Allah og har sat nogen ved siden af Ham vil gå til Helvede
Hvis Allah ønsker at gøre noget godt for en, sætter han vedkommende i prøvelser.
På Dommens dag vil hele jorden være i Allahs magt!

Men for Samira blev de mange beskeder for meget. Hun bad Leyla om at ikke at sende flere. Senere hørte Samira fra veninder, at Leyla begyndte at undervise i islam.

Hos Islamisk Trossamfund – hvor Leyla altså stod for en bogklub – blev ledelsen gjort opmærksom på Leylas holdninger.

I en mail til TV 2 skriver trossamfundets talsmand:

"Vi er ikke et arnested for ekstremisme - tværtimod - og det fandt den pågældende pige ud af."

Leyla blev bortvist fra Islamisk Trossamfund.

PET: Kvinderne er enormt vigtige for terrororganisationen

Hos Politiets Efterretningstjeneste (PET) er man opmærksom på, at Islamisk Stat har kvinder - også i Danmark - der er med til at sprede terrororganisationens budskab.

Kvinderne er enormt vigtige for terrorbevægelsen overlevelse, fordi de er de bedste til at sprede budskabet, fortæller Søren Jensen, chef for Center for Terroranalyse hos PET.

- Hvis den alene levede af, at man skulle læse dens hovedprodukter, så tror jeg i virkeligheden ikke, at der ville være så mange, der ville blive påvirket. De er temmelig kedelige. De er simpelthen lange og temmelig omfattende, siger Søren Jensen.

I stedet bliver budskabet spredt via sociale medier af unge kvinder – eksempelvis af en som Leyla Olgun.

- Det går direkte ind og taler til de unge på deres eget sprog i de lande, de bor i - som Danmark.

Leyla viste altså tydelige tegn på radikalisering og påtog sig en rolle som vejleder. Men der dukker også nye oplysninger op om hendes lillesøster Hazal.

Hun var indblandet i en konflikt på sit gymnasium, H.C. Ørsted Gymnasiet på Frederiksberg, fortæller direktør Lone Hansen.

- Du skal dække dine fødder

Direktøren fortæller, at Hazal var en del af en gruppe på fire til seks piger, som forsøgte at styre klassen, da hun gik i 2.g.

- De havde også en tendens til at missionere bestemte religiøse overbevisninger, siger Lone Hansen.

Hazal på et klassebillede fra H.C. Ørsteds Gymnasium på Frederiksberg.
Hazal på et klassebillede fra H.C. Ørsteds Gymnasium på Frederiksberg. Foto: Privatfoto

Men efterhånden som den lille gruppe af piger blev mere og mere dominerende, følte skolen sig tvunget til at gøre noget.

- Vi kunne jo se, at der var flere episoder, hvor man synligt udøvede bøn inde i et kemilokale. Der blev praktiseret bøn i vores indgangsparti.

- Det tager simpelthen overhånd, og det hører ikke hjemme i en skoledag. Det gør det simpelthen ikke. Og derfor er vi nødt til at lave de regler, siger Lone Hansen med henvisning til, at skolen valgte at forbyde religiøse ritualer.

Forbuddet fik en større gruppe elever til at forlade gymnasiet. Heriblandt Hazal, der skiftede til HF på en anden skole.

Klassekammeraten Sila Safiye Karacan fortæller, at Hazal tog konflikten med gymnasiet og forbuddet som en hetz mod muslimer. Hun ignorerede forbuddet.

- Hazal bad på trods af den her regel om, at man ikke måtte bede på skolen. Og der prøvede de at stoppe hende, imens hun var i gang med at bede, og det gjorde selvfølgelig, at hun blev mere vred. Og at hun begyndte at diskutere med de lærere, der prøvede at stoppe hende.

Skolekammeraten oplevede også, hvordan den konservative fortolkning af islam begyndte at betyde mere for Hazal. Hun kunne finde på at kommentere sine veninders påklædning.

- Der var en dag, jeg ikke havde strømper på. Der sagde hun åbenlyst til mig: ”Sila, det er meningen at du skal tildække dine fødder, så du skal i det mindste tage strømper på.” Det var første gang, jeg hørte noget lignende, fortæller Sila Safiye Karacan.

Noget tyder altså på, at søstrene ikke blot blev radikaliseret, få måneder før de rejste.

Deres far, Yasar Olgun, reagerer kraftigt, da TV 2 vil tale med ham om de nye oplysninger.

Kræver dokumentarudsendelse stoppet

TV 2 fastholder, at der ikke er brudt nogen aftaler

Her forholder TV 2s chefredaktør Hans Peter Blicher sig til Yasar Olguns krav om at stoppe dokumentaren:

- TV 2 har selvsagt ikke brudt nogen aftaler - hverken mundtlige eller skriftlige. Yasars afstand til dokumentaren falder sammen med, at vi finder oplysninger, der ikke passer ind i hans billede af virkeligheden. Det er naturligvis ærgerligt, at Yasar har valgt at reagere på den måde. Og det er dobbelt ærgerligt, at han ikke ønsker at forholde sig til de oplysninger, vores journalister har fundet frem. Men det kan ikke i sig selv få os til at stoppe en samfundsrelevant dokumentar.

- Det program skal stoppes, siger Yasar Olgun på telefonen til TV 2. Han er vred.

TV 2 ville gerne have spurgt Yasar, hvad han mener om de nye oplysninger – særligt om Leylas radikalisering. Men pludselig kræver han, at TV 2 ikke må sende den dokumentar, som ellers har været undervejs i flere måneder.

- I skal ikke bruge mit navn. Heller ikke mine døtres navne.

- Det skal stoppes nu. Jeg vil ikke finde mig i det. Jeg ringer ikke mere. Og det skal stoppes.

Yasar Olgun mener, at dokumentaren har taget for lang tid at lave. Ifølge Yasar er det for sent at efterlyse døtrene gennem et tv-program. 

Hvorfor vil du ikke gerne have det her program frem?

- Jamen, jeg skulle have et program så hurtigt som muligt. Så hvis nogen havde set mine piger, kunne de ringe. Det er det, jeg tænkte. At jeg skulle have sådan et program, siger han.

Men TV 2 har aldrig lovet Yasar Olgun, at dokumentaren skulle sendes på et bestemt tidspunkt. TV 2 fortæller ham, at en vigtig historie om radikalisering af danske kvinder ikke kan stoppes.

TV 2 fortsætter arbejdet med dokumentaren og eftersøgningen af pigerne uden farens hjælp.

Den tidlige kontakt til politiets terrorchef giver pludselig afkast. Han ringer til TV 2 og siger, at vi kan mødes.

Nægter at forholde sig til nye oplysninger

I Istanbul er interviewet med chefen for politiets terrorafdeling endelig kommet i stand. Det er denne afdeling, der har efterforsket Leyla og Hazals sag.

Chefen forklarer, at TV 2 ikke kan optage mødet. Men han har ny og afgørende information om søstrene.

Han har netop fået efterretninger om, at Leyla og Hazal har forladt Tyrkiet. De befinder sig nu i Syrien, siger han. TV 2 har ikke været i stand til at finde endegyldige beviser på, hvor pigerne er, men flere andre kilder bekræfter politichefens oplysninger: De har krydset grænsen til Syrien.

Vi forsøger at overbringe den nye information til Yasar, men han nægter fortsat at tro på, at hans døtre er i Syrien.

- Det er falske dokumenter, du har, siger Yasar i telefonen, da TV 2 fortæller ham om mødet med politichefen.

Det er falske dokumenter?

- Ja, alt er falsk.

I samme samtale spørger TV 2 igen ind til Leylas rolle i islamistiske kredse i Danmark.

Er du interesseret i at høre de ting, vi har fundet ud af?

- Jeg er slet ikke interesseret mere. For de ting, du har lovet mig, de passer ikke sammen. Og de oplysninger, du har, er også falske. Jeg tror ikke på dig.

Så de ting, vi har fundet om dine døtre, vil du slet ikke vide?

- Du har slet ikke fundet noget frem. Det tror jeg ikke på, siger Yasar.

I Danmark sidder venner og familie tilbage uden at kende Leyla og Hazals skæbne. Ingen ved om søstrene nogensinde vender tilbage til Danmark.

Leylas barndomsveninde Samira er ked af at have mistet sin veninde.

- Jeg er da ked af, at hun er taget af sted. Jeg ville da gerne have, at hun skulle være her og få de børn, hun altid har snakket om, og vi skulle ses og køre barnevogn og de der ting. Men det gør mig ked af det, fordi jeg husker hende stadig som den Leyla. At tænke på, at hun er dernede nu, hvis hun er det.

Et klip fra dokumentaren \"Er mine piger hellige krigere?\". Leylas veninde fortæller, hvordan hun har det med, at Leyla er væk.