TV 2 sætter fokus på håndværkere i Danmark

16x9
I et tv-eksperiment sætter TV 2 fokus på håndværkere i Danmark. Foto: Steffen Ortmann / Scanpix

I et unikt tv-eksperiment undersøger TV 2 forskellene på danske og østeuropæiske håndværkere, og hvad de forskelle betyder for boligejerne.

Der er mange fordomme om danske og østeuropæiske håndværkere. Nogle siger, at danske håndværkere er dygtige, men dyre og langsomme? Er østeuropæiske håndværkere fagligt dårlige, men hårdtarbejdende og billige? 

I programserien 'Danmark mod Østeuropa' sætter TV 2 to danske og to østeuropæiske hold til at udføre det præcis samme stykke arbejde under de samme vilkår - hvorefter vi sammenligner resultatet. 

I over ti år er østeuropæiske håndværkere strømmet til Danmark for at tilbyde deres arbejdskraft, og mere end 119.000 østeuropæere har det seneste år arbejdet inden for de danske grænser. Tallet er stigende.

I programmet sætter vi ansigt på nogle af dem, det handler om. Og deres arbejdskultur. 

Derfor er det et tv-eksperiment

'Danmark mod Østeruropa' er et tv-eksperiment, som blandt andet omhandler arbejdsforhold, arbejdsklima og faglig stolthed. Under selve byggeriet vidste håndværkerne, at de ville blive sammenlignet med andre. De vidste dog ikke, at de ville komme til at udføre det præcis samme stykke arbejde, og at sammenligningen var Danmark mod Østeuropa.

Det har været TV 2's intention at skabe et så virkelighedsnært arbejdsmiljø som muligt, og derfor har dele af eksperimentet ikke været kendt af håndværkerne fra starten. Målet var, at håndværkerne arbejdede så naturligt som muligt og ikke gjorde sig hverken mere eller mindre umage, end de ellers ville. 

Håndværkerne har været klar over og accepteret, at deres arbejdsdage under programmet blev fulgt tæt og optaget på både kamera og lyd. For at komme så tæt på dagligdagen som muligt har vi monteret robotkameraer på byggepladsen. Alle interview er foretaget uden for arbejdstiden, således greb TV-optagelserne aldrig forstyrrende ind i deres arbejdsdag

Kritik af TV 2 og STV

I første del af eksperimentet møder seerne det danske firma Boas Byg. Firmaet skal som de første renovere et tag, og her begår de en alvorlig fejl. De monterer dampspærren forkert, hvis formål er at forhindre fugttransport i dampform. Dampspærren, som består af plast, bliver lagt oven på spærrerne på taget, hvilket i værste fald kan medføre råd i konstruktionen efter få år. 

I programmet bliver taget vurderet af to skuemestre, som agerer censorer på tømreruddannelsen, og de har begge over 40 års erfaringer i branchen. Fejlen med dampspærren medfører, at Boas Byg får karakteren 00, som er en dumpekarakter. Derudover har TV 2 fået Claes Bohn-Willeberg, som er byggesagkyndig, til at vurdere det færdige resultat. Han er enig i vurderingen. 

Vurderingen har dog efterfølgende fået ejer af Boas Byg, André Boas, til at rette kritik mod TV 2. Han har ikke ønsket at medvirke i et opfølgende interview og på den måde komme til genmæle. På det sociale medie Facebook har han imidlertid flere gang gjort opmærksom på sin utilfredshed med programmets udformning. 

På sin Facebook-side skriver han, at de forhold, han er dumpet på, skyldes, at TV 2's produktionsselskab har givet ham instrukser om at udføre arbejdet på en bestemt måde. 

 - Men vi lægger den (dampspærren red.) i for at vise, hvordan taget ville komme til at se ud, så lægger vi også tagplader henover, så TV 2 kunne få deres billeder, skriver han blandt andet. 

Det bliver dog blankt afvist af TV 2's redaktør på de to programmer:

- Vi har ikke blandet os i, hvordan de forskellige firmaer udfører det konkrete arbejde. Hele ideen med programmerne er jo netop at se, hvordan de forskellige firma agerer på en række forskellige parametre som fx kvalitet, arbejdsmiljø, sikkerhed og kundevurdering. Så det er simpelthen ikke rigtigt, når André Boas skriver, at han skulle være blevet instrueret til at udføre sin arbejde på en bestemt måde, siger redaktør Jes Schrøder.

De tre resterende håndværkerhold, som deltager i eksperimentet, bekræfter alle over for TV 2's produktionsselskab, STV, at de ikke er blevet instrueret i, hvordan de skulle udføre deres arbejde.  

Bedømmelse af håndværkerne

Håndværkerne i 'Danmark mod Østeuropa' er valgt ud fra anmeldelser på blandt andre Trustpilot og håndværker.dk, og deres seneste kunder er desuden kontaktet for at få en vurdering af deres arbejde.

I selve programmet bliver de blandt andet bedømt på kvalitet og effektivitet. De udfører det nøjagtig samme arbejde på det samme sted, og vi undersøger derfor, hvem der leverer den bedste kvalitet til prisen, mens også arbejdsmiljø, arbejdsmoral og sikkerhed er afgørende. 

Fordi man ikke kan generalisere resultatet af programmet, har TV 2 ydermere benyttet sig af en mængde fakta og undersøgelser, mens en lang række eksperter har undersøgt og bedømt de forskellige aspekter i håndværkernes arbejde. Vi har blandt andre haft byggesagkyndige og skuemestre til at vurdere det færdige håndværk, mens både forskere i arbejdsmarkedets udvikling, arbejdsmiljøkonsulenter, fagforeninger og almene håndværkere har bistået med deres viden. 

Under selve bedømmelsen af det færdige håndværk, er de byggesagkyndige udelukkende blevet bedt om at vurdere kvaliteten af det håndværk, de iagttog. Hvor langt byggeriet var fremskredet, er ikke indgået i bedømmelsen. Derudover har eksperterne ikke haft kendskab til, hvilke byggerier, der er lavet af danske håndværkere, og hvilke der er lavet af østeuropæiske. 

'Danmark mod Østeuropa' består af to programmer. Det første program bliver vist torsdag den 12. januar klokken 20 på TV 2, mens du fra torsdag morgen kan se det på TV 2 PLAY. Det følgende program bliver vist torsdag den 19. januar på TV 2. Serien er produceret for TV 2 af STV Production A/S med støtte fra Public Service Puljen. 

Er du godt tilfreds med håndværkere i Danmark? Vi vil gerne høre om dine gode eller dårlige oplevelser med danske eller udenlandske håndværkere. Kontakt os på mrum@tv2.dk eller rh@stv.dk