Minister vil gøre det lettere at klage over p-bøder

16x9
Klagenævn skal gøre det lettere at klage over p-bøder. Foto: Kim Haugaard / Scanpix

Minister vil pålægge den private parkeringsbranche at oprette et uvildigt klagenævn.

Bilister, der vil klage over en parkeringsafgift på en kommunal parkeringsplads, har pligt til at få klagen behandlet sagligt i kommunen. 

Men bilister, der vil klage over en parkeringsafgift på et offentligt tilgængeligt privat område, er nødt til at gå rettens vej. 

Det går ud over bilistens retssikkerhed, og derfor vil transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) pålægge den private parkeringsbranche at oprette et uvildigt klagenævn. 

- Hvis bilisten vil klage over en afgift, som er udstedt på en offentligt tilgængelig privat parkeringsplads, er bilisten i praksis nødt til at lægge sag an ved domstolene. 

- Det er omkostningsfuldt og uoverskueligt og afholder mange fra at klage, udtaler Ole Birk Olesen i en pressemeddelelse. Ministeren har netop sendt et lovforslag i offentlig høring. Det indeholder også en ændring af det nuværende forbud mod standsning og parkering i yderrabatten. 

Utilsigtet konsekvens for private grundejere

Det har vist sig at have en utilsigtet konsekvens for private grundejere, hvis ejendom grænser op til en vej, påpeger ministeren: 

- Det har blandt andet betydet, at en borger i Nordjylland ikke har kunnet parkere en trailer på græsplænen foran sit hus, selv om græsplænen lå på borgerens egen grund. 

- Det er ikke rimeligt. Derfor foreslår jeg, at vi ændrer denne bestemmelse, så der ikke er nogen tvivl om, at man selvfølgelig må parkere en trailer på sin egen grund, siger Ole Birk Olesen.