Dronning Elizabeth melder igen afbud på grund af sygdom

Den 90-årige britiske monark har pådraget sig en slem forkølelse og dukker ikke op til en gudstjeneste nytårsdag.

Storbritanniens dronning Elizabeth dukker ikke op til nytårsmesse 1. januar.  

Det oplyser det britiske kongehus Buckingham Palace i en meddelelse. 

Det er en hård omgang forkølelse, der har været skyld i flere aflysninger. 

- Dronningen føler sig endnu ikke klar til at deltage i gudstjenesten, da hun fortsat er ved at komme sig over en slem forkølelse, siger en talsperson fra kongehuset ifølge The Guardian, som skriver, at dronningen ikke har vist sig i offentligheden i 12 dage. 

Den britiske monark menes dog at være oppe. 

For første gang i 28 år

Dronning Elizabeth og prins Phillip blev begge ramt af forkølelser inden jul. Det betød blandt andet, at parret måtte aflyse en traditionel togtur til deres Norfolk-hjem til jul.

I stedet blev parret fløjet direkte dertil med helikopter.

Dronningen missede også en julegudstjeneste for første gang i 28 år på grund af sygdommen.

Hendes mand, den 95-årige prins Philip, lader til at være kommet sig over sygdommen, og han ventes at deltage i dagens gudstjeneste i Norfolk.