Dødssyge Troels Kløvedal hædret af Dronningen: - Et af de største øjeblikke i mit liv

Eventyreren Troels Kløvedal bliver nu hædret på flotteste vis - han er nemlig blevet tildelt Ridderkorset af Dronningen.

Hans liv har budt på et hav af rejser, som er blevet beskrevet i bøger, film og under foredrag. Og det er den 73-årige søfarer Troels Kløvedal nu blevet hædret for af Dronning Margrethe.

Tirsdag den 27. december blev Troels Kløvedal nemlig tildelt Ridderkorset ved et privat arrangement i København, fremgår det af en pressemedelelse.

Ridderkorset blev overrakt af kontreadmiral Nils Wang på Dronning Margrethes vegne.

- Gennem sit forfatterskab, tv-serier, og utallige foredrag har Troels Kløvedal bragt den store verden ind i de danske stuer. Han har været en meget fornem ambassadør for sit land. Jeg har gennem de seneste mange år haft et tæt venskab med Troels, som jeg har lært at kende som et menneske, der udover at nære en stor kærlighed til livet og havet, også nærer en stor kærlighed til sit land, siger kontreadmiral Nils Wang.

Uhelbredelig syg 

Tidligere i år fortalte Troels Kløvedal, at han er uhelbredelig syg, og at han kun har få måneder tilbage at leve.

Det er lungesygdommen bronkiektasi, og især den sjældne og aggressive sygdom ALS, der langsomt lammer kroppen, der har ramt ham hårdt.

Det fortalte han i bogen 'Modne Mænd' i sommer.

På trods af det, var den 73-årige søfarer tirsdag på benene, for det en stor ære at få overrakt Ridderkorset.

Troels Kløvedal og admiral Nils Wang, da den 73-årige eventyrer tirsdag blev tildelt Ridderkorset
Troels Kløvedal og admiral Nils Wang, da den 73-årige eventyrer tirsdag blev tildelt Ridderkorset Foto: Finn Hageman

- Livet har været kærlighed og kildevand, men at få Dronningens værdsættelse og tilmed få den overrakt af Admiral Wang, der i sin tid bad mig lave flådens 500 årige historie, er nok et af de største øjeblikke i mit liv, siger Troels Kløvedal i pressemeddelelsen.

Frygter ikke døden

Symptomerne på sygdommen mærkede Troels Kløvedal første gang tilbage i februar 2015, hvor han sad og skrev på filmmanuskriptet til sin sidste serie om græsk kultur.

Serien blev sendt på TV 2 i foråret under navnet ’Nordkaperen i Grækenland’. 

- At jeg skal dø er helt sikkert, og de fleste dør efter få år, men for mig er spørgsmålet, om det er om to måneder eller om et halvt år. Jeg håber, at jeg dør af mine lunger, inden lammelserne begynder at indfinde sig, siger Troels Kløvedal i bogen 'Modne Mænd'.

Da TV 2 tidligere på året talte med den 73-årige eventyrer, satte han også ord på sine tanker om døden

- Der er jo ingen katastrofe i, at jeg dør. Det er ligesom, når jeg fælder de gamle træer hjemme i min have, og jeg kan se, at det ikke ser for godt ud inde i midten af stammen. Det svarer til mine organer, sagde han tilbage i februar.

Troels Kløvedal blev født Troels Beha Erichsen, men tog navnet Kløvedal, da han i sin ungdom var medlem af kollektivet Maos Lyst.

Han er far til TV 2-værten Mikkel Beha Erichsen og har derudover også døtrene Gurli Marie, Sille og Lærke samt sin yngste søn Asbjørn.

Herunder kan du se et udpluk af Troels Kløvedals liv i billeder:

Troels Kløvedals liv
1943
Troels Kløvedal - eller Troels Beha Erichsen, som han hed dengang - blev født 2. april i København. Her voksede han op som det midterste barn i en søskendeflok på fem i et dyrlægehjem på Østerbro.
Da han var tre år, blev forældre dog skilt, og familien splittet op. Troels Kløvedal endte først på et børnehjem og kom derefter i familiepleje tre år på en gård på Lolland. Senere blev han forenet med sin mor i Jægerspris. Hun døde dog få år efter, og han kom derfor på kostskole i Hellebæk
1958
Ungdomsbillede af Troels Kløvedal, der dengang hed Troels Beha Erichsen. Scanpix Danmark
Som 15-årig kom han i mesterlære i fire et halvt år på Helsingør Skibsværft, først som skibsbygger, men han endte med at få et svendebrev som skibselektriker, så han kunne komme ud og sejle.
1960
Troels Beha Erichsen, som han hed i sine unge dage Scanpix Denmark
I1960'erne startede han på Krogerup Højskole, blev scenemester på Fiolteatret og begyndte at arbejde i filmbranchen. Under produktionen af filmen "Er I Bange" af Henning Carlsen kom han i forbindelse med kollektivet Maos Lyst, som han senere flyttede ind i.
1966
Troels Kløvedal sammen med sin søn Mikkel Beha Erichsen og barnebarnet Teis. Scanpix Danmark
Som 23-årig blev han far til Mikkel Beha Erichsen, som han fik med daværende tv-redaktør Marianne Kjær. På det tidpunkt hed Troels stadig Beha Erichsen, og derfor har far og søn i dag ikke samme efternavn. 
1967
Troels Kløvedal med Nordkaperen POLFOTO
I 1967 købte han skibet Nordkaperen sammen med to venner, og i 1974 drog han ud på sin første jordomsejling. I dag har han rejst tre gange rundt om jorden og taget små og store rejser i havområder som Ægæerhavet, Polynesien, Det Kinesiske Hav og hundredvis af indonesiske øer.
 
1968
Troels Kløvedal Mogens Ladegaard / Scanpix Denmark
Troels Kløvedal flyttede i slutningen af 60'erne ind i kollektiet Maos Lyst. Det var her, han skiftede Beha Erichsen ud med navnet Kløvedal. Et navn, som alle medlemmerne af kollektivet tog, opkaldt efter elverfolkets rige i Tolkiens 'Ringenes Herre'.
1970
Når man har fødselsdag samme dag som H.C. Andersen kommer det selvfølgelig til at præge en resten af livet, siger Kløvedal selv. POLFOTO
I 1970'erne begyndte Troels Kløvedal at sende billeder fra sine rejser ind til et billedbureau med tilhørende lange tekster. En redaktør blev fanget af historierne, og den unge sømand fik derefter tilbudt at skrive rejsereportager, hvilket - ifølge ham selv - udviklede ham til forfatter.
1977
Troels Kløvedal sammen med Maiken Junker Kløvedal. Troels Kløvedal / Scanpix Denmark
I 1977 blev han gift med sygeplejersken Maiken Junker Kløvedal, som han fik datteren Lærke Kløvedal med. Parret blev dog skilt efter tre år.
Derefter mødte han Ruth Hagerup Andersen, som han levede med i 16 år. De fik sammen døtrene Gurli Marie Kløvedal og Sille Freydis Kløvedal sammen.
1978
Troels Kløvedal med sin skrivemaskine Scanpix Danmark
Han udgav sin første bog ‘Kærligheden, kildevandet… og det blå ocean.’ i 1978. Siden er det blevet til 17 bøger, mange film og omkring 2.000 foredrag.
2002
Troels Kløvedal med sin kone Else Marie Meldgaard og deres fælles søn Asbjørn. POLFOTO
Troels Kløvedal blev i 2002 gift med Else Marie Meldgaard, som han har dannet par med lige siden. De har sammen sønnen Asbjørn, der i dag er 18 år.
2010
Troels Kløvedal har flere gange været sammen med den danske kongefamilie - her ses han med kronprins Frederik Scanpix Denmark
Sømanden optrådte i 2010 som fortæller og tilrettelægger i syv DR-programmer om den danske flådes historie, hvor han blandt andet interviewede dronning Margrethe.
I dag har han produceret over 46 film, hvor han har virket som både fortæller, tilrettelægger og kaptajn.
2013
Troels Kløvedal Richard Sylvestersen / Scanpix Denmark
I sommeren 2013 rejste Troels Kløvedal med Nordkaperen rundt i Danmark og fortalte om dansk historie, geografi, natur, kultur og religion.
Det blev til programserien 'Mit Danmark', der kan ses på TV PLAY
2015
Kløvedal med besætningen i Grækenland Finn Hageman/TV 2
Kløvedal fik for få år siden en gammel drøm opfyldt, da han sejlede Nordkaperen til Grækenland og fulgte i sin helt Odysseus fodspor. Det blev til TV 2-programmet 'Nordkaperen i Grækenland', der blev sendt i februar 2016 på TV 2 FRI.
- Jeg er rigtig glad for at have lavet de her film. Odysseus rejse er alle rejsers moder, og jeg ved ikke, om jeg laver flere film. Det er ikke livet for mig at gøre det, og derfor er det her en stor oplevelse for mig, sagde Troels Kløvedal i februar 2016 til TV 2.
2016
Troels Kløvedal har rejst verden rundt det meste af sit liv på skibet Nordkaperen. Han lider nu af den aggresive skleroseform ALS. Foto fra 'Modne Mænd' af Bo Østlund
I juli 2016 fortalte Troels Kløvedal åbent i et interview til bogen 'Modne mænd', at han var alvorligt syg. Af den uhelbredelige lungesygdom bronchiectasia og af den sjældne og aggressive sygdom ALS, der langsomt lammer kroppen.
- At jeg skal dø er helt sikkert, og de fleste dør efter få år, men for mig er spørgsmålet, om det er om to måneder eller et halvt år, siger Troels Kløvedal i bogen.
2016
roels Kløvedal modtog Ridderkorset af admiral Nils Wang i december 2016. Finn Hageman
Den 28. december 2016 modtog Troels Kløvedal Ridderkorset af dronning Margrethe.
- Livet har været kærlighed og kildevand, men at få Dronningens værdsættelse og tilmed få den overrakt af Admiral Wang, der i sin tid bad mig lave flådens 500 årige historie, er nok et af de største øjeblikke i mit liv, sagde Troels Kløvedal i den forbindelse. 
Senere modtog han hædersprisen 'Årets Otto' til tv-prisfesten, og i maj 2017 modtag han en hæderbevisning fra det officielle Grækenland for sin livslange indsats for Grækenland.