Ny beregner viser, hvad din bolig er værd om 2 år: - Det er helt åndssvagt 

16x9
Du har nu mulighed for at tjekke, hvad du kan forvente at sælge din bolig for i fremtiden. Direktør for Boligøkonomisk Videncenter kalder det "helt åndssvagt". Foto: Jeppe Michael Jensen / Scanpix Denmark

- Det er det glade vanvid, siger boligøkonomisk ekspert om ny funktion, hvor du får et bud på din boligs fremtidige pris.

I stedet for at gætte på hvad din bolig er værd et par år ud i fremtiden, kan du nu få en idé gennem en prisprognose - men en boligøkonomisk ekspert advarer om den nye funktion.

Hjemmesiden Bolighed har skabt 'BoligAktien', der giver brugere mulighed for at se en prisprognose over den forventede værdiudvikling for deres lejlighed, villa eller rækkehus. 

- Vi vil gerne gøre det helt enkelt for boligejerne at få et fingerpeg om, hvordan værdien på deres bolig har udviklet sig og et kvalificeret gæt på fremtidig udvikling, oplyser administrerende direktør i Bolighed, Christian Jaspers i en pressemeddelelse.

Funktionen giver et overblik over boligens anslåede værdiudvikling tilbage fra 2003. Samtidig kan man se prisprognosen for de næste 24 måneder for ens bolig.

Men det advarer direktøren for Boligøkonomisk Videnscenter om:

- Det er helt åndssvagt, så er det sagt. En ting er, at man ikke kan forudsige boligpriserne for Danmark, USA eller Europa som helhed. Noget andet er, at hvis man går ned på den enkelte bolig, bliver det endnu vanskeligere, fordi der er enorme regionale forskydninger, siger Curt Liliegreen.

Overblik over landets ejerboliger

Bolighed samler data for flere end 1,7 millioner danske ejerboliger og ejes af de fire banker Nykredit, Sydbank, Spar Nord og Arbejdernes Landsbank.

Beregningerne er baseret på blandt andet makroøkonomiske parametre som renteforecast, vækstprognoser, arbejdsløshedstal og inflationsudvikling.

Boligens anslåede værdi er resultatet af en computerberegning med udgangspunkt i offentligt tilgængelige oplysninger om ejendommen, bygningen, matriklen, beliggenheden og lokalområdet.

Desuden inddrages ejendommens tidligere handelspriser samt realiserede handler af sammenlignelige ejendomme i nabolaget, oplyser Bolighed.

Det glade vanvid

Direktør Curt Liliegreen fra Boligøkonomisk Videnscenter er meget skeptisk overfor prisprognosen.

- Det er meget sødt med apps og internetmuligheder, som lover folk, at hvis de lige tilmelder sig, kan man beregne værdien af deres hus fremover, men det her lykkedes jo ikke for de økonomiske vismænd, for nationalbanken, for regeringen, for EU-kommissionen, for OECD eller for den amerikanske nationalbank at forudsige sammenbruddet i boligpriserne. Hvad pokker tror de så? At de er i stand til at forudse det bedre end alle de anerkendte økonomiske institutioner?

Det er sådan, du kan skabe en boligboble - at bilde folk ind, at tingene bare går fremragende

Curt Liliegreen, direktør i Boligøkonomisk Videncenter

Han mener, at problemet er, hvis folk begynder at regne med en succesfuld udvikling af prisen på deres ejendom.

- Det er sådan, du kan skabe en boligboble - at bilde folk ind, at tingene bare går fremragende og at det er en boligaktie, siger han. 

- Det, der er problemet, er, at bag de her lokale udsving gemmer der sig konjukturer og strukturforhold, som vi ikke er i stand til at se, så det skal tages med et meget stort gran salt. Det er ikke alle mennesker, der er i stand til at gennemskue det, og så hopper de måske på den og disponerer efter det, og det vil jeg advare imod. 

Prognoser for den enkelte bolig skal man altså ikke stole på, lyder rådet fra Curt Liliegreen. 

- Alle, der arbejder med økonomisk teori, ved, at det er det glade vanvid. 

Et øjebliksbillede

Pressetalsmand for Bolighed, Esben Würtz Sørensen, siger til TV 2, at det er vigtigt at understrege, at der er tale om en anslået værdi ud fra et øjebliksbillede. 

- Vi tror stadig, at de fleste boligejere hellere vil have en fornemmelse af, hvilken vej det peger. Det er en algoritme, der tager mange forskellige data ind og forventningerne til konjukturerne. Men det er klart, at jo længere ud, vi kommer, jo mere usikkert bliver det. 

Han kan godt forstå, hvorfor nogen er skeptiske:

- Men det her er det bedste skøn, vi kan give på baggrund af en computerberegning, og de prognoser vi har om, hvordan fremtiden vil forme sig. Hverken computere eller vi kan spå om fremtiden, men vores udgangspunkt er, at boligejere hellere vil vide, hvilken retning, det bevæger sig i, siger han.

Hjemmesiden Bolighed kører her til aften ustabilt.

Nysgerrig...?

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Thursday, September 8, 2016