DSB-direktør: Jeg tager ikke toget til arbejde

Forleden fortalte DSB, at de vil investere i nye tog, som skal gøre rejsen lettere for danskerne. DSB-direktøren tager dog ikke selv toget til arbejde

Det kan ikke altid betale sig at tage toget til arbejde. Det siger administrerende direktør Flemming Jensen her til aften i magasinet 'Lippert - et walk and talkshow' på TV 2 NEWS.

- Hvordan kommer du selv på arbejde?

- Nogle gange med toget, ofte med bilen. Lige der, hvor jeg bor, er det lidt besværligt, siger Flemming Jensen.

- Du bor i Haslev - der tager man ikke toget fra?

- Jo, det kan man godt, så skal jeg til Høje Taastrup, men der er ikke de bedste forbindelser i dag, siger Flemming Jensen.

- Så hvis du skal være helt ærligt, så er det ikke så tit, at du tager toget til arbejde?

- Ikke til arbejde, men jeg rejser meget med toget.

DSB satser på eltog

I tirsdags blev det offentliggjort, at DSB vil udfase de skandaleramte IC4-tog og i stedet satse på 26 nye el-lokomotiver. Indkøbet af el-lokomotiver er første skridt i en proces, der skal sikre DSB moderne el-drevet materiel til at løfte fremtidens trafikale udfordringer, siger Flemming Jensen.

Nyheden kom sammen med et halvårsregnskab med røde tal på bundlinjen. Underskuddet endte på 447 millioner kroner før skat.