Niels Brinch stopper på skærmen

Niels Brinch har stået i spidsen for 'Station 2' gennem to årtier. Nu stopper han som studievært på grund af stemmeproblemer.

Når de nye 'Station 2'-programmer ruller over skærmen, bliver det uden to af de sædvanlige ansigter.

Karin Cruz Forsstrøm skal fra mandag være vært på 18 Nyhederne, mens den mangeårige kriminalreporter Niels Brinch stopper som vært på grund af hæshed i stemmen.

Han vil fortsat være en del af krimiredaktionen, og siden juni har han fungeret som redaktør for ’Station 2 Politirapporten’ og for krimireportagerne i programmet.

- Niels Brinch stopper, fordi han har nogle stemmeproblemer, og det gør det svært at være på skærmen. Så vi har sammen besluttet, at han hellere skal være bag skærmen, hvor han i forvejen har gjort et stort stykke arbejde, siger Ulla Pors Nielsen, der er TV 2 Nyhedernes event- og udviklingschef.

Selv irriteret over hæsheden

Kriminalreporteren synes selv, det er ærgerligt at skulle forlade værtsrollen på sit hjertebarn. Sammen med Jes-Dorph Petersen skabte han 'Station 2' for 23 år siden, og siden dengang har han været på skærmen.

- Jeg er selv irriteret over min hæse stemme, og det, tror jeg også, seerne er. Og det er det dummeste, man kan gøre som vært – at irritere seerne. Jeg er i gang med at få gjort noget ved min hæshed, og det er jo heldigvis ikke noget alvorligt, lyder det fra Niels Brinch.

Han ser dog frem til opgaven som krimi-redaktør:

- Den vigtigste del af mit job har altid været indholdet både i forhold til krimi-stoffet og de andre stofområder, jeg har været og er involveret i. Jeg glæder mig til at prøve rollen som krimi-redaktør. Og med de ekstremt dygtige kolleger jeg har på 'Station 2', kommer programmet ikke til at lide under mit fravær fra skærmen.

De nye værter på skærmen bliver Kristian Bech, der har stået i spidsen for 'Eftersøgt' på Kanal 5 og Rikke Hemmingsen, der tidligere har været vært på programmet.

Seerne vil dog stadig få Niels Brinch at se på skærmen fra tid til anden - han fortsætter nemlig som terrorekspert på TV 2 News.

Torsdag 1. september sendes sæsonens første klassiske udgave af ’Station 2’, hvor der blandt andet er fokus på hævnporno.