31-årig sygeplejerske idømt fængsel på livstid

Den 31-årige sygeplejerske, Christina Hansen, idømmes fængsel på livstid efter drab på patienter. Anklageren beskriver hende som en koldblodig morder.

Retsformand Henrik Linde idømmer den 31-årige sygeplejerske, Christina Hansen, fængsel på livstid.

Anklager Michael Boolsen er tilfreds med dommen på livstid til den 31-årig sygeplejerske, der er dømt for tre drab og et drabsforsøg. 

- Vi har at gøre med en farlig person. Nu har vi indtil videre en farlig person væk fra gaderne og sygehusene. Det er for samfundet et meget tilfredsstillende resultat, siger han. 

Forsvarsadvokat Jørgen Lange anker på stedet dommen til Østre Landsret.

- Dommen er meget overraskende for både mig og min klient, lyder det fra forsvarsadvokat Jørgen Lange. Forsvarsadvokaten vil nu bede om en hasteberammelse.

- Både jeg og min klient fastholder, at hun er uskyldig. Det er bekymrende, at min klient er blevet idømt fængsel på livstid ud fra alene indicier og ikke beviser, siger Jørgen Lange efter domsafsigelsen.

Anklagemyndigheden begærede i retten fredag formiddag fortsat varetægtsfængsling af Christina Hansen. Anklager Michael Boolsen argumenterede med, at sagen nu skal for landsretten. 

Forsvarsadvokat Jørgen Lange ønskede at få besøgs- og brevkontrollen ophævet, hvilket retsformanden imødekom.

Anklager omtalte sygeplejersken som dødsdjævel 

- Tiltalte har fuldstændig forsømt sin opgave som sygeplejerske og har gjort sig selv til en koldblodig morder - en dødsdjævel, lød det ved strafudmålingen fra anklager Michael Boolsen, inden retsformanden afsagde dommen.

Den 31-årige sygeplejerske får frakendt retten til foretage pleje på instituitioner og privat. Både da skyldkendelsen og domafsigelsen blev læst op af retsformand Henrik Linde, sad den sorthårede, let buttede Christina Hansen helt roligt i retten. Hun havde en mørkegrå t-shirt på og håret samlet i en høj hestehale. På øjnene havde Chrstina Hansen sort eyeliner og kraftig mascara - en forurettet mine var at spore i ansigtsudtrykket.

Erstatninger til patienter og pårørende

Samleveren til den ene af de afdøde patienter, Viggo Holm Petersen, får, ifølge anklager Michael Boolsen, 427.000 kroner i erstatning.

Hun skal også betale sagens omkostninger og erstatning til Maggi Rasmussen på 25.000 kroner, som er den fjerde patient, som Christina Hansen er kendt skyldig i at have forsøgt at dræbe.

Gravkammerstemning i retten

Familien til Christina Hansen reagerede med tårer i retten, da skyldkendelsen blev læst op. Moderen, faderen og kæresten til Christina Hansen var mødt op og sad på første række i en retssal, der var fyldt til randen. I alt 120 siddepladser til familie, pårørende, tidligere kollegaer samt pressen. Omkring yderligere 20 personer valgte at stå langs væggen, da retsformand og dommer Henrik Linde afsagde dommen.

Familiemedlemmerne gav hinanden store knus og kram ude foran retssalen i de mellemliggende pauser i retsmødet samt efter retten var hævet.

En enkelt havde taget en blomsterbuket med til moderen. Familien havde efter domsafsigelsen 15 minutter med Christina Hansen. 

Herefter havde kæresten til Christina Hansen arrangeret, at familien og de nærmeste pårørende skulle samles på bopælen.

Ingen fra familien eller de pårørende til familien har haft lyst til at tale med journalister fredag. 

Det er den tidligere sygeplejerske dømt for

Sygeplejersken Christina Hansen fra Nykøbing Falster Sygehus er blevet idømt fængselsstraf på livstid for drabet på patienten Arne Herskov i 2012. Derudover er hun dømt for at have dræbt patienterne Anna Lise Poulsen og Viggo Holm Petersen på en nattevagt mellem den 28.februar og 1.marts 2015 og for på samme natvagt at have forsøgt at dræbe patienten Maggi Rasmussen.

I skyldkendelsen står, at der fra anklager, retsformanden og nævningenes side er lagt vægt på, de lighedspunkter der er mellem de fire fohold.

De afdøde patienter, Arne Herskov, Anne Lise Poulsen, Viggo Holm Petersen var alle ældre, svagelige patienter. Det samme var den fjerde patient, som den 31-årige sygeplejerske findes skyldig i at have forsøgt at dræbe, Maggi Margrethe Rasmussen. I blodet på alle fire patienter blev der fundet en morfin og diazepam.

Mængden af mofin har i alle tilfælde været mellem 40-50 mg, mens mængden af diazepam er beregnet til ca. 6-15 mg.

I skyldkendelsen lægges der vægt på, at stofferne er givet intravenøst, altså direkte i venen eller via et venekateter, også kaldet en venflon. 

Yderligere lægges der vægt på, at den eller de personer, der har ingivet stofferne, må have haft adgang til medicinrummene på sygehuset - derfor må vedkommende antages at have sygeplejemæssig baggrund.

Christina Hansen er desuden fundet skyldig i at have givet sin i dag otte-årige datter receptpligtigt sovemedicin, at have stjålet medicin fra sin arbejdsplads og for uberettiget at have besiddet medicin.

Skyldig i alle punkter i anklageskriftet pånær ét

Den 31-årige sygeplejerske er fundet skyldig i punkt 1 til og med punkt 8 i nedenstående anklageskrift. Den 31-årige frifindes således kun for punkt 9.

Forhold 1 beskriver sygeplejerskens påståede drab på den 72-årige Arne Herskov. Forbrydelsen skete 4. marts 2012 i tidsrummet mellem klokken 09.00 og klokken 21.30 på Nykøbing Falster Sygehus ved indgivelse af en overdosis af morfin og diazepam - bedre kendt som Stesolid.

Forhold 2 handler om, at den tiltalte skal have misbrugt sin stilling og gjort sig skyldig i tyveri ved at stjæle forskellige typer medicin fra sin arbejdsplads, herunder det kraftige sovemiddel Zopiclone og morfin. Alt sammen til en værdi af 145 kroner.

Forhold 3 anklager sygeplejersken for overtrædelse af autorisationsloven ved i tidsrummet mellem 1. januar 2015 og 1. marts 2015 at have givet sin dengang syvårige datter kraftige og receptpligtige sovepiller af mærket Zopiclone, som ikke må gives til børn.

Forhold 4 beskriver sygeplejerskens påståede drab på den 86-årige Anna Lise Poulsen. Ifølge anklageskriftet skete det 28. februar 2015 mellem klokken 19 og 20.30. Igen skal der være tale om en dødelig overdosis af morfin og diazepam.

Forhold 5 beskriver sagens tredje drab. Her er offeret den 66-årige Viggo Petersen, som ifølge anklagen er blevet dræbt i samme tidsrum som Anna Lise Poulsen. Også fremgangsmåden - en dødelig cocktail af morfin og diazepam - går igen.

Forhold 6 zoomer ind på drabsforsøget på den 73-årige Maggi Rasmussen. Ifølge anklageskriftet bliver hun forsøgt dræbt i tidsrummet fra 28. februar klokken 19 til 1. marts klokken 05.35 med en dødelig dosis af morfin, diazepam og hjertemedicinen Cordarone. Drabet mislykkes imidlertid, da kolleger fatter mistanke og når at give patienten modgift.

Forhold 7 er en tiltale for overtrædelse af både straffe- og autorisationsloven, da den tiltalte i sit virke som sygeplejerske skal have misbrugt sin stilling til at krænke privates ret og udvist grovere forsømmelse eller skødesløshed, idet hun i forbindelse med de tre drab og drabsforsøget fejlbehandlede de angivne patienter.

Forhold 8 anklager sygeplejersken for overtrædelse af bekendtgørelse om euforiserende stoffer ved i forbindelse med sin anholdelse uberettiget at besidde morfintabletter, Zopiclone samt en sprøjte, der havde indeholdt Stesolid.

Forhold 9 går på, at den 31-årige kvinde under sin varetægtsfængsling har besiddet og anvendt en mobiltelefon.

Kilder: Anklageskriftet fra Statsadvokaten i København