Elever slog ”katten af Støjberg” til fastelavn: Skoleleder vil snakke værdier

16x9
Foto: Polfoto/TV 2

De fleste elever på landets folkeskoler har den forgangne uge slået katten af tønden i forbindelse med fastelavn, men nok ikke helt på samme måde som en 9. klasse på Ørestad Friskole i København.

Ørestad Friskole kombinerede fredag starten på vinterferien med fastelavn, hvor alle skolens elever var klædt ud og slog katten af tønden. En 9. klasse havde imidlertid udsmykket deres fastelavnstønde med et billede af den danske udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg (V), som eleverne derefter kunne ”slå løs på.”

Ingen har intentioner om at tæske Inger Støjberg
Billederne bliver lige nu delt på de sociale medier, og mens det falder flere for brystet, forsvarer andre det som en vittighed, herunder to af de elever, der tilsyneladende var med til at hænge tønden op.

- Vi hang den selv op, og det var egentlig ment som en joke – tror ikke, der er nogen på skolen, hvis intention er at tæske Inger (Støjberg, red.), skriver Matteo Taddei under billedet af tønden. Et billede der er delt af profilen "Andershemmingsendk", der har mere end 70.000 'synes godt om'.

I samme tråd skriver Christina Hidalgo-Calderon:

- Det er ikke en 0. klasse eller nogle lærere, som fandt på det, men derimod en 9. klasse. Det var vores egen idé og ment som en joke. Det var udskolingen (7.-9. klasse,red.), der var til stede, mens vi ”slog Inger af tønden.”

Fastelavn på Ørestad Friskole.

Publicado por Andershemmingsendk em Sexta, 12 de fevereiro de 2016

Skidt signal at sende til børnene
De fleste på Facebook mener imidlertid, at det er et uheldigt signal at sende til børn:

- Skide godt signal at sende til børnene. Tæsk løs på dem, du er uenig med, skriver Katja Jeppesen.

Hun bliver bakket op af en anden bruger på Facebook:

- Jeg er tilhænger af, at man kan gøre grin med ALT! Også dette, men Katja har en god pointe her. Det er jo et skidt signal at sende til børn, hvis det vel at mærke er til et børnearrangement. Børnene kan opfatte det som legalisering af mobning, for ”når voksne må udstille en person, så må vi vel også.” Hold det på voksenplan, skriver Kasper Jensen.

Andre er af en anden holdning:

- Bare tæsk løs. Tæsk løs børn, skriver Lars Rasmussen.

Skoleleder beklager mange gange
TV 2 har talt med skolens leder, Anne Godt-Hansen, der beklager og understreger, at det ikke er udtryk for skolens politiske holdning.

- Det er sket, og det står jeg ved, men jeg beklager mange gange – og jeg beklager, at ingen voksne har grebet ind. Jeg var der desværre ikke selv. Vi tager det meget alvorligt, siger hun.

Hun vil over for TV 2 ikke bekræfte, om der var tale om elever fra 9. klasse, men hun understreger, at hun allerede har kontaktet alle elever og deres forældre via skolens intranet, ligesom hun nu vil tage sagen op i skolens bestyrelse.

- Og så skal vi have nogle værdimæssige snakke med alle eleverne på skolen – hvad vi står for som skole, og hvordan man opfører sig, siger hun og vil ikke kommentere på, om hun vil tage en samtale med de ansvarlige elever.

Samtidig vil skolelederen også tage en snak med lærerne:

- Jeg skal tale med mit personale om, hvordan vi skal håndtere alle de holdninger, der er på skolen, ligesom alt personale skal være enigt om, hvornår vi griber ind. Og det er uanset, om der er tale om en minister eller en hvilken som helst anden person. Det er ikke en måde at udtrykke sig på, siger Anne Godt-Hansen.

I forbindelse med fastelavnsfesten i fredags blev der slået katten af tønden med et billede af en kendt person på. Jeg...

Ørestad Friskole 貼上了 2016年2月13日

TV 2 afventer lige nu ministerens reaktion på tøndeslagningen på Ørestad Friskole. I mellemtiden har en anden minister - ministeren for børn, undervisning og ligestilling, Ellen Trane Nørby - reageret på Facebook. 

I sit opslag skriver hun, at det, uanset om men er enig i regeringens politik, er "langt ude," når der på en friskole bliver hængt et billede af en politiker op på en fastelavnstønde - uden at der bliver grebet ind:

- Hvad sender det ikke af signaler, når man lader eleverne slå med køller på et portræt af en folkevalgt politiker.Vores skoler - også friskolerne har i den grad en forpligtigelse til at danne til demokrati og folkestyre, ikke legitimere en adfærd, der er det modsatte.

Er før blevet gjort til grin på Facebook
Det er ikke første gang, der er blevet gjort grin med Inger Støjberg  på de sociale medier. I januar florerede således et billede af en hamburgerryg ved siden af et billede af Inger Støjberg.

Ministeren valgte efterfølgende at lægge et billede op på sin egen Facebook profil af en hamburgerryg med teksten: 'Jeg skal have gæster - noget som Inger Støjberg efterfølgende høstede mange roser for.'

Den historie kan du læse mere om her.