Megafon: S standser vælgerflugt efter intern uro

16x9
Trods tilbagegangen har Mette Frederiksen stadig sikker kurs mod Statsministeriet. Foto: Scanpix

Socialdemokraterne taber stadig terræn blandt vælgerne, men styrtblødningen synes standset. 21,9 procent af vælgerne ville i dag sætte kryds ved det tidligere regeringsparti mod 19,3 procent i sidste måling fra januar. 

Det viser en ny meningsmåling, som Megafon har foretaget for TV 2 og Politiken.

Der er stadig 4,4 procent op til valgresultatet fra juni i fjor, men det lader altså til, at vælgerne nu langsomt vender tilbage partiet efter en tid med heftig debat - ikke mindst på de interne linjer - som følge af, at partiet lagde stemmer til den såkaldte smykkelov, L87. Foruden at give mulighed for at beslaglægge personlige ejendele uden affektionsværdi strammer loven også reglerne for familiesammenføring.

Megafons analyse af de vælgere, der har forladt Socialdemokraterne siden valget, viser, at det er udlændingedebatten, der har fået dem til at skifte parti. Det vurderer TV 2s politiske analytiker Peter Lautrup-Larsen også.

- Man skal altid være påpasselig med at slå ned på én grund, men den sidste måling kom i de dage, hvor ophidselsen var størst. Tiden læger alle sår, og i mellemtiden har Mette Frederiksen været ude at forklare sig. Det stoppede protesterne i offentligheden. Samtidig har hun så sat en ny dagsorden med integration - hvilket er en meget mere socialdemokratisk dagsorden, siger han.

Udlændingedebatten er og har gennem mange år været svær for Socialdemokraterne, men ifølge Peter Lautrup-Larsen er der gode muligheder for, at Mette Frederiksen kan erobre flere vælgere tilbage. 

DF stadig størst i blå blok
I den borgerlige blok må Dansk Folkeparti med 19,9 procent notere sig en mindre tilbagegang i forhold til valget i juni. Også Venstre må aflevere et par mandater, og står nu til 17,9 procent, mens Liberal Alliance og De Konservative holder skansen.

Blandt oppositionspartierne går både Radikale Venstre og Alternativet tilbage i forhold til sidste måling, men frem, hvis man sammenligner med valgresultatet. Mens Enhedslisten kan mønstre et enkelt mandats fremgang, ligger SF på status quo.

Megafon-målingen ændrer ikke på styrkeforholdet mellem blokkene. Det borgerlige flertal bag Lars Løkke Rasmussen (V) er væk. I dag ville oppositionen kunne mønstre 89 mandater, hvilket - forudsat at bare ét af de nordatlantiske mandater støtter hende - giver Mette Frederiksen (S) nøglerne til Statsministeriet. Ved valget i juni støttede alle fire mandater fra Færøerne og Grønland en socialdemokratisk ledet regering.

Socialdemokraterne har ikke ønsket at kommentere meningsmålingen, der er gennemført som en kombineret web- og telefonundersøgelse i perioden 8.-11. februar. 1.106 har deltaget.

Sådan falder mandaterne

Tal fra valget 2015 er angivet i parentes:

Venstre: 32 (34)
Dansk Folkeparti: 35 (37)
Liberal Alliance: 13 (13)
Konservative: 6 (6)
Kristendemokraterne: 0 (0)

Regeringen og støttepartier: 86 (90)

Socialdemokraterne: 39 (47)
Enhedslisten: 17 (14)
Alternativet: 14 (9)
Radikale Venstre: 11 (8)
SF: 8 (7)
Oppositionen: 89 (86)

Kilde: Megafon for TV 2 og Politiken.