Virtual Reality: Verdens første butik åbner i København

Virtual Reality-teknologien er spået sit store gennembrud i år - og nu gør danske Simon Lajboschitz sit til at bringe teknologien ud i virkligheden.

Fredag åbner den første dedikerede Virtual Reality-butik i verden, og det sker i Kødbyen i København.

Her kan man afprøve og eventuelt købe det nyeste udstyr fra producenter som Google og det Facebook-ejede Oculus.

Og Virtual Reality kommer til at handle om mere end bare spil og film, siger Simon Lajboschitz, der er én af mændene bag butikken.

- Vi vil gerne udbrede viden om virtual reality og de utallige muligheder, det bringer med sig, hvis vi forstår at anvende teknologien rigtigt. Som arkitekt kan du med VR gå rundt i det hus, du har tegnet, inden det bliver bygget. Som kirurg kan du forberede dig på en svær operation, inden patienten lægges i narkose. Det er den slags viden og oplevelser, vi gerne vil dele med andre, fortæller Simon Lajboschitz.

Også tech-journalist og spilanmelder Christina Majcher ser en lys fremtid for Virtual Reality.

- Mit største oplevelse var at prøve en flysimulator. Jeg gik i timevis bagefter og troede, at jeg var en god pilot, og jeg var født til at flyve. Her ligger magien i Virtual Reality. Man har fornemmelsen af have gjort noget og have udrettet noget, siger Christina Majcher.

De første VR-briller fra Oculus ligger hos kunderne i slutningen af marts, og PlayStation har annonceret, at deres udgave kommer i første halvår af 2016.