Pia Kjærsgaard: Derfor bør avis trække nazi-tegning af Løkke tilbage

16x9
Pia Kjærsgaard mener, at The Guardian bør trække en satiretegning, der forestiller den danske statsminister, tilbage. Foto: Scanpix

Den store britiske avis The Guardian bør beklage og trække den satiretegning af statsminister Lars Løkke Rasmussen tilbage, som de bragte onsdag.

Det mener Folketingets formand og tidligere formand for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard.

- Jeg synes, det er så uretfærdigt over for Danmark og over for vores statsminister. Det er ikke rimeligt, hvad der foregår i øjeblikket. Tingene er kørt op og kørt i selvsving i allerhøjeste grad. Og hvis der ikke er nogen, der siger fra, bliver det bare værre og værre, siger Pia Kjærsgaard til TV 2.

Tegningen, der forestiller Lars Løkke Rasmussen i nazi-lignende tøj og har klare referencer til en række store danske virksomheder, har været heftigt debatteret det seneste døgn. Blandt andet har Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen kaldt den ”så usympatisk, sølle og rædselsfuld, at jeg slet ikke kan beskrive det”.

- Og så kender jeg godt dit næste spørgsmål. Jeg ved udmærket godt, hvorfor du ringer, fortsætter Pia Kjærsgaard:

- Og læg mærke til, at jeg siger ”bør” og ”burde”, og jeg stiller selvfølgelig ikke nogle krav. De må gøre, som de vil, fuldstændig. Men jeg synes bare ikke, at det er rimeligt, og derfor siger jeg, at det bør de trække tilbage.

Kan ikke sammenlignes med Muhammed-tegninger
Men jeg går ud fra, at du stadig ikke mener, at Jyllands-Posten bør beklage og trække deres Muhammed-tegninger tilbage. Hvad er egentlig forskellen på de satiretegninger?

- Nej, men jeg synes også, der er meget stor forskel. Det her er et lovforslag i Danmark, som i den grad er kørt op og misforstået. Og så synes jeg, at det er forkert, at man bare kører løs på de misforståelser. Man ved udmærket godt, hvad det drejer sig om. Og det synes jeg faktisk, er den meget store forskel. Jeg synes ikke, der er nogen sammenligning – overhovedet. Og prøv lige at hør; jeg har heller ikke tænkt mig at brænde ambassader af, gå i demonstration på mod den britiske ambassade eller trampe på deres flag.

Men profeten Muhammed med en bombe i turbanen, er der jo også folk, som synes er langt over stregen og med til at tegne et forkert billede?

- Så snart man begynder at trække nazi-kortet, synes jeg virkelig, at det er for groft. Specielt set i lyset af, hvordan vi ellers er i Danmark. Hvordan vi behandler flygtninge, som jeg synes vi behandler rigtig godt på alle måder. Så jeg synes overhovedet ikke, at der er nogen sammenligning. Og helt ærligt, jeg synes man bør have lov til at sige, at det bør de trække tilbage, uden at man begynder at køre det helt op.

Omdiskuteret lovforslag
Tegningen fra The Guarduan er en blandt flere, der er lavet i kølvandet på, at et flertal i Folketinget tirsdag vedtog det omdiskuterede og udskældte L 87 – et lovforslag, der indebærer en lang række udlændingestramninger.

Særligt den del af lovforslaget, der giver danske myndigheder mulighed for at beslaglægge flygtninges værdigenstande, har vakt opsigt – på trods af, at regeringen har præciseret forslaget, så det står klart, at eksempelvis vielsesringe ikke vil kunne beslaglægges.

Pia Kjærsgaard, bør man ikke som ansvarlige politikere, der træffer vigtige beslutninger, kunne tåle hån, spot og latterliggørelse?

- Det kan vi da også.

Men hvorfor er det så nødvendigt at snakke om, at den bør trækkes tilbage, i stedet for bare at trække på smilebåndet?

- Jeg synes ikke, der er nogen grund til at trække på smilebåndet.

Så trække på skuldrene?

- Jeg synes, at man også er nødt til at sige, at det her bare er for meget. Træk det tilbage. Nøjagtigt det samme, som hvis én slynger en eller anden gemen bemærkning i hovedet på én, hvor man siger; gider du ikke godt holde op, sige undskyld og trække det tilbage?