V-ordfører raser over tegning: Så sølle og rædselsfuld, at jeg ikke kan beskrive det

Usmageligt, utilstedeligt, historieløst, sølle, rædselsfuldt.

Det er usædvanligt hårde ord, der kommer ud af munden på Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen som reaktion på, at Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen onsdag bliver hængt ud som nazist i en satiretegning bragt af en af de største og mest anerkendte engelske aviser, The Guardian.

Under et Venstre-logo, der er lavet med samme skrift som Carlsbergs gamle ikoniske logo, står den danske statsminister med et armbind med dødningehoved og en ledsaget tekst, der lyder:

- Sandsynligvis det dummeste politiske parti i verden (probably the stupidest political party in the world, red.)

- Jeg synes, det er dybt usmageligt, helt utilstedeligt, historieløst og en skændsel, at det skal komme fra et land, som end ikke når Danmark til sokkeholderne i deres behandling af asylansøgere. Og så er det en skændsel over for de mennesker, som blev myrdet af nazisterne under holocaust. Det er en historieløshed, som ikke klæder et britisk medie, siger Jakob Ellemann-Jensen til TV 2.

- Vi har selv en del af ansvaret
Tegningen er en blandt flere, der er lavet i kølvandet på, at et flertal i Folketinget tirsdag vedtog det omdiskuterede og udskældte L 87 – et lovforslag, der indebærer en lang række udlændingestramninger.

Særligt den del af lovforslaget, der giver danske myndigheder mulighed for at beslaglægge flygtninges værdigenstande, har vakt opsigt – på trods af, at regeringen har præciseret forslaget, så det stod klart, at eksempelvis vielsesringe ikke vil kunne beslaglægges.

- Men det er jo den måde, det stadigvæk bliver fremstillet på. Jeg sagde i går, at det (at beslaglægge smykker, red.) ikke kommer til at ske. Og alligevel insisterer man fra forskellige medier og politikeres side på at italesætte det her på en måde, som ikke har hold i virkeligheden. Det er klart, det skal vi kæmpe imod. En del af ansvaret for det her ligger også hos os selv, og på at vi skulle have kommunikeret bedre. Men vi bliver ikke ligefrem hjulpet af danske og udenlandske medier, eller af visse danske politikere, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Der er jo tilsyneladende gået noget helt galt i kommunikationen, siden at man nu ser den danske statsminister sammenlignet med nazisterne i en førende engelsk avis. Hvad har I gjort galt her?

- Det eksempel er så grotesk og langt ude, at det må stå for deres egen regning. Det mener jeg ikke, at vi har ansvaret for. Det med at trække nazikortet er så usympatisk, sølle og rædselsfuldt, at jeg slet ikke kan beskrive det. Men set i bagklogskabens ulideligt klare skær, skulle vi have haft en klarere kommunikation fra starten. Det lærer vi noget af, og gør noget ved nu.

Der tales meget om, at Danmarks ’brand’ har taget skade som følge af det her forløb. Hvad vil I gøre herfra for at rette op på det?

- Jeg tror, at det som udlandet reagerer på ikke er niveauet i Danmark – det er bevægelsen. At vi nu ikke er 10 kilometer foran de andre lande, men at vi er 9,9 kilometer foran. Dén bevægelse har man bemærket, og den reagerer man på. Så det, der er vores opgave, er at fortælle vidt og bredt om, hvordan vi faktisk håndterer tingene i Danmark. Vores engagement i verden, hvor vi sammenlignet med andre lande bestemt ikke har noget at skamme os over. Og så vores indsats over for mennesker, der kommer hertil, hvor vi bestemt heller ikke har noget at skamme os over. Vi er et af de lande, der bruger allerflest penge på modtagelse af asylansøgere – kun overgået af Sverige. Og det synes jeg måske hører med til historien. Men det er klart, at det skal vi fortælle, for man bemærker kun bevægelsen, ikke det høje niveau, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Radikale: Regeringen ligger, som de har redt

Noget anderledes ser Radikales udlændingeordfører Sofie Carsten Nielsen på tegningen. 

- Regeringen har jo indrykket skræmmeannoncer i aviser rundt omkring i verden for at skræmme flygtninge i andre retninger. Og når man har det, har man jo selv bedt om at kommunikere til hele verden, at her er forfærdeligt. Så satire er satire, det hylder vi i alle mulige andre sammenhænge, og jeg synes regeringen ligger, som den har redt. Man kan ikke kommunikere en skræmmekampagne til flygtninge, og så tro, at resten af verden ikke kigger med, siger hun blandt andet.

Hvad mener du om tegningen?

Posted by TV 2 Politik on Wednesday, January 27, 2016