Efter nazi-tegning af Løkke: Dansk Industri bekymret

En satiretegning af den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen i nazi-lignende tøj og med klare referencer til en række store danske virksomheder får næppe i sig selv nogen større negativ betydning for dansk økonomi og de pågældende virksomheder.

Men tegningen, bragt onsdag i den store britiske avis The Guardian, er et eksempel på en bredere tendens, som vi skal tage særdeles alvorligt.

Sådan lyder budskabet fra Peter Thagesen, underdirektør i Dansk Industri.

- Det her er en satiretegning, bragt i en engelsk avis. Og hele den disciplin, der hedder at lave satiretegninger, er meget fremherskende og elsket i Storbritannien. Og de går meget, meget langt. Jeg synes ikke, at den er morsom, jeg synes den er klart over stregen, siger han og fortsætter:

- På den korte bane tror jeg ikke, den betyder så meget, men det her kan jo være et udtryk for, at nogle af de ting, der foregår i Danmark, måske bliver misforstået i udlandet. Og her er det bare, jeg siger, at det er vigtigt, at vi tager det seriøst og får ryddet de misforståelser, der måtte være, af vejen hurtigst muligt.

Godt omdømme er ingen naturlov
Tegningen er en blandt flere, der er lavet i kølvandet på, at et flertal i Folketinget tirsdag vedtog det omdiskuterede og udskældte L87  – et lovforslag, der indebærer en lang række udlændingestramninger.

Særligt den del af lovforslaget, der giver danske myndigheder mulighed for at beslaglægge flygtninges værdigenstande, har vakt opsigt – på trods af, at regeringen har præciseret forslaget, så det stod klart, at eksempelvis vielsesringe ikke vil kunne beslaglægges.

- Det er både ærgerligt og bekymrende. Dårlig omtale i udlandet vil vi helst undvære, siger Peter Thagesen.

Underdirektøren i Dansk Industri advarer mod at tage det for givet, at Danmarks omdømme internationalt bliver ved med at være godt.

- Vores omdømme har historisk været enestående godt, og det skal vi værne om. Det er vigtigt, at vi ikke bare ser det som en naturlov, at vores omdømme bliver ved med at være det.

Han mener, at både danske politikere, medier og virksomheder i kølvandet på den voldsomme internationale debat om de danske udlændingestramninger, kan lære noget:

- For det første, så handler det her i høj grad om, hvordan vi kommunikerer i Danmark og i udlandet. Der er nogle store kulturelle forskelle – det har jeg også selv lært på den hårde måde, efter at have arbejdet mange år i udlandet. Vi er meget kontante i Danmark, når vi formulerer os -  og eksempelvis i Bruxelles formulerer man sig helt anerledes. Og der skal vi altså vænne os til at blive bedre til at forstå, at når vi kommunikerer lokalt, kommunikerer vi også globalt, siger Peter Thagesen.

- Derudover skal vi huske på, at der også er rigtig mange gode historier at fortælle om Danmark. Og dem glemmer vi ofte at fortælle. For eksempel er vi i dag blevet kåret som verdens mindst korrupte land for fjerde år i træk.

R: Regeringens skyld
Blandt de danske politikere er der stor uenighed om, hvem der er skyld i den negative omtale af Danmark, der i øjeblikket præger internationale medier.

Udlændingeordfører hos Radikale, Sofie Carsten Nielsen, mener at regeringen ligger, som den har redt:

- Regeringen har jo indrykket skræmmeannoncer i aviser rundt omkring i verden for at skræmme flygtninge i andre retninger. Og når man har det, har man jo selv bedt om at kommunikere til hele verden, at her er forfærdeligt. Så satire er satire, det hylder vi i alle mulige andre sammenhænge, og jeg synes, regeringen ligger, som den har redt. Man kan ikke kommunikere en skræmmekampagne til flygtninge, og så tro, at resten af verden ikke kigger med, siger hun.

Omvendt mener Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen, at det er regeringens opgave at understrege, at Danmark absolut intet har at skamme sig over, når det kommer til behandlingen af flygtninge:

- Jeg tror, at det som udlandet reagerer på ikke er niveauet i Danmark – det er bevægelsen. At vi nu ikke er 10 kilometer foran de andre lande, men at vi er 9,9 kilometer foran. Dén bevægelse har man bemærket, og den reagerer man på. Så det, der er vores opgave, er at fortælle vidt og bredt om, hvordan vi faktisk håndterer tingene i Danmark. Vores engagement i verden, hvor vi sammenlignet med andre lande bestemt ikke har noget at skamme os over. Og så vores indsats over for mennesker, der kommer hertil, hvor vi bestemt heller ikke har noget at skamme os over, siger Jakob Ellemann-Jensen.