Hvorfor skulle statens flagstænger tælles? Det skal Claus Hjort nu svare på

16x9
Pernille Skipper beder nu finansministeren svare på hvorfor der skal tælles flagstænger. Foto: Scanpix

Det fik flere finansordførere til at ryste på hovedet, da TV 2 tidligere på måneden kunne fortælle, at Finansministeriet har bedt alle statens institutioner tælle sine flagstænger.

Ikke mindst fordi Finansministeriet var meget fåmælt i sin begrundelse for tællingen. Oplysningerne skulle bruges ”i forbindelse med en undersøgelse af praksis for statens flagning”, oplyste ministeriet i en sms til TV 2 – men ønskede ikke at uddybe hvad undersøgelsen skal bruges til. Ministeriet afkræftede dog, at der var tale om et spørgsmål fra et folketingsmedlem.

Nogle mener at vide, at der er tale om indkøb af nye flag – mens Socialdemokraternes finansordfører Benny Engelbrecht har luftet den tanke, at det måske var for at oprette automatiske anlæg, der kan hæve og sænke flagene. Sådan et står allerede i dag på den dansk-tyske grænse.  Men ingen ved det.

Fjollet spørgsmål i fjollet sag
Men nu kommer finansminister Claus Hjort Frederiksen til at levere et svar. Enhedslistens Pernille Skipper har nemlig stillet ham et udvalgsspørgsmål i sagen. Hun erkender, at det ikke er det mest seriøse spørgsmål, hun har stillet.

- Det er et lidt fjollet spørgsmål, men det handler jo egentlig mest af alt om, at det forekommer fjollet at begynde at tælle flagstænger. Det er mange ansatte, der skal tælle, udfylde Excel-ark og sende tilbage. Det går der en rum tid med, siger Pernille Skipper til TV 2.

Finansministeren har tre uger til at besvare spørgsmålet.