Pind klar med respektpakke: Truer du offentligt ansatte, skal du straffes hårdt

Inden månedens udgang vil justitsminister Søren Pind (V) præsentere den såkaldte Respektpakke, der skal slå hårdere ned på de personer, der truer offentlige ansatte.

- Det er uacceptabelt, og derfor kommer vi til at gribe ind over for det, siger Søren Pind til TV 2 og uddyber:

- Jeg har det udgangspunkt, at folk skal rette sig efter de anvisninger, de har.

Sygeplejersker truet på Slagelse Sygehus
Den nye deadline på Respektpakken kommer efter Slagelse Sygehus i går var scene for et voldsomt tumult, der endte med fire anholdelser.

En gruppe på 30 indvandrer ville ind på en sengeafdeling for at besøge et familiemedlem, men blev af personalet bedt om at komme tilbage i mindre grupper. Ifølge sygehuset gik noget galt i kommunikationen mellem personalet og de pårørende, som blev vrede og truende.

Personalet flygtede til et rum, hvor de låste sig inde og tilkaldte politiet, der måtte bruge deres stave for at få ro på gruppen.

"Pøbeladfærd"
Justitsministeren annoncerede på Twitter, at han ikke vil tolerere ”den form for trusler og pøbeladfærd” og fortæller til TV 2, at offentligt ansatte skal ”mødes med venlighed.”

- Den (red. Respektpakken) kommer blandt andet til at søge straffen forøget for trusler mod de mennesker, som vi sender ud. I det her tilfælde politibetjente og sygeplejersker, siger Søren Pind.

Allerede i sommer varslede justitsministeren en ny Respektpakke, efter voldlige demonstranter lavede hærværk på Nørrebro i København.

Danmarks sherif
Udmeldingen fra Søren Pind kommer ikke overraskende for politisk kommentator Hans Engell. Justitsministeren fanger tidens aktuelle historier og følger regeringens strategi, hvor man vil profilere sig på retsområdet.

- Han vil som landets førende sherif gerne være hård. Venstre og justitsministeren vil selv tage teten, siger Hans Engell til TV 2.

Den nye respektpakke handler i høj grad om politisk markering og vil glæde mange vælgere, lyder vurderingen.

- Det her er et problem, og der er ingen tvivl om, at vælgerne bredt vil opleve det som en meget alvorlig sag. Det, at man på noget så helligt som vores sygehuse ikke har fredelige forhold, er noget, som vælgerne reagerer på, siger Hans Engell.