Dorte Ortved underviste flygtningebørn: Jeg ville ikke kende deres historie

Shemuz' yndlingsfag i skolen er fodbold. I frikvarteret spiller Amel bordtennis med alle de andre børn. Magomed er bekymret for at skifte skole, fordi han ikke kender de andre børn.

På mange måder er børnene på Røde Kors Skole i Lynge i Nordsjælland fuldstændig ligesom alle andre børn. Der er bare lige det, at Shemuz' familie er flygtet fra forfølgelse i Syrien, at Amels mor er blevet psykisk syg af borgerkrigen i Bosnien, og at Magomeds far i flere omgange er idømt hjemsendelse til Tjetjenien.

Alt det usagte fylder meget i de ellers helt klassiske klasseværelser i Lynge, hvor Dorte Ortved gennem syv år forsøgte at lære flygtningebørnene dansk.

- Børnene er helt normale. De ser normale ud, og de opfører sig også normalt. Men man skal ikke kradse meget i overfladen for at kunne se, at de har været igennem nogle helt unormale ting, siger hun.

Ville ikke kende deres historie
Hun underviste på Røde Kors Skolen indtil 2013, hvor besparelser betød, at hun midlertidigt blev afskediget, og i den periode fandt et nyt job. Du kan møde hende og opleve hendes arbejde med flygtningebørnene i dokumentarfilmen 'Et Hjem i Verden', som kan ses på TV 2 og TV 2 Play tirsdag aften klokken 22.45.

Dokumentaren er optaget fra 2011 til 2013 og følger Dorte Ortved og særligt fem af de 120 flygtningebørn på skolen.

- Jeg gjorde tidligt op med mig selv, at jeg ikke skulle kende deres fulde historie, fortæller hun.

Det er nemlig helt afgørende at behandle børnene som alle andre børn, trods de ekstraordinære omstændigheder.

- De vil gerne behandles normalt. De vil gerne have, man stiller krav til dem. Og det kan være svært, hvis man ved, hvad de har været ude for, siger Dorte Ortved.

Børn ville ikke hjem fra skolen
Noget af det sværeste ved jobbet var for Dorte Ortved, når børnenes familier fik afslag på deres ansøgning om opholdstilladelse og skulle sendes ud af landet.

- Jeg kan tydeligt huske to piger fra mit første år på skolen. De havde fået afslag og skulle udvises. Jeg gik med dem ud til bussen og vinkede til dem, da de forlod skolen. Der var jeg simpelthen nødt til at gå væk, for det kunne jeg mærke, at jeg ikke kunne holde til det, fortæller hun.

Fordi mange af børnene var traumatiserede, krævede jobbet, at lærerne knyttede sig meget til børnene. De er nemlig ofte så lukkede, at de ikke tør stole på en person, før de har en stærk relation til dem.

- Men når man så har bevist, at man er der dag efter dag, så knytter de sig også, siger hun.

Særligt en eftermiddag med den afghanske dreng Ali, der også er med i dokumentarfilmen, står stærkt for Dorte Ortved.

- En dag sagde han bare, at han ikke ville hjem. Han kunne simpelthen ikke tage hjem på asylcenteret. Men det var han jo nødt til, sagde jeg til ham. Det eneste, jeg kunne love ham, var, at han kunne komme igen i morgen.