Sådan bliver den nye danske grænsekontrol

Den danske regering indfører nu midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse.

Det meddeler statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et pressemøde.

- Vi kan og skal passe på Danmark. Det skal vi også gøre i den aktuelle situation, siger han.

- Grænsekontrollen vil bestå af stikprøver af den løbende trafik over grænsen. Der er ikke tale om, at alle fra Tyskland bliver kontrolleret. Politiet vil altså ikke bede alle om at vise pas, lyder det fra statsministeren.

Grænsekontrollen vil vare i 10 dage, men kan forlænges.

Ikke transportøransvar
Til gengæld indføres der ikke det såkaldte transportøransvar, som pålægger transportfirmaer at tjekke ID hos deres passagerer. Sverige har derimod mandag indført transportøransvar.

- Vi indfører ikke på nuværende tidspunkt transportøransvar. Det hænger sammen med, at sådan, som vi vurderer situationen, lader vi hensynet til den frie bevægelighed veje tungest, siger Løkke, der samtidig meddeler, at han har orienteret den tyske forbundskansler, Angela Merkel, om situationen.

Udmeldingen fra Lars Løkke kommer efter at Sverige fra natten til mandag indførte id-kontrol, så alle, der rejser til Sverige, skal vise gyldig ID, inden de krydser grænsen. Et skridt, som den svenske regering har taget med det formål at begrænse tilstrømningen af asylansøgere til landet. Og et skridt, der nu har fået den danske regering til at tage lignende skridt ved den dansk-tyske grænse.

- De nye svenske krav om id-kontrol indebærer en alvorlig risiko for, at et stort antal illegale udlændinge på kort tid ophober sig – for eksempel i og omkring København – til fare for den offentlige orden og sikkerhed. Det ønsker vi ikke. Og det er i det lys, vi ser os nødsaget til at indføre midlertidig kontrol ved grænsen til Tyskland, siger Løkke. 

- Grænsekontrol betyder ikke, at vi kan afvise dem, der søger asyl i Danmark. Som jeg har sagt ved flere lejligheder kan det ikke udelukkes, at grænsekontrol vil betyde flere asylansøgere. Når regeringen alligevel har valgt at indføre midlertidig grænsekontrol, skyldes den en afvejning af, hvad der er bedst for Danmark.

Thulesen: Et skridt i den rigtige retning
Dansk Folkeparti har længe argumenteret for at genindføre grænsekontrol, og umiddelbart efter Løkkes melding kaldte DF-formand Kristian Thulesen-Dahl beslutningen for "et skridt i den rigtige retning". 

Et skridt i den rigtige retning! Der kommer en form for grænsekontrol... Men hvorfor skal det være så omstændeligt og...

Posted by Kristian Thulesen Dahl on Monday, January 4, 2016

 

Dansk grænsekontrol

* Grænsekontrollen vil foreløbig blive gennemført frem til 14. januar 2016 med mulighed for forlængelse - altså 10 dage. Derefter kan den forlænges til 20 dage og vil herefter igen kunne forlænges.

* Regeringen har indtil videre undladt at indføre det såkaldte transportøransvar - det vil sige, at der foreløbig ikke er kontrol af alle passagerers id i tog, færger og busser ved den dansk-tyske grænse.

* Til gengæld indføres der stikprøver af id ved den dansk-tyske grænse i Jylland samt ved færgelejerne i Gedser, Rødby og Rønne.

* Stikprøven vil bero på politiets vurdering. Man skal altså have sit pas eller lignende id med sig, men det er ikke sikkert, politiet vinker en ind til siden.

* Har man ikke et gyldigt id på sig, skal myndighederne spørge, om man vil søge asyl i landet. Ønsker man ikke det, vil man blive sendt tilbage.

Kilder: Statsministeren og Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.