Sognerådsmentaliteten hersker

- Da Danmark valgte at blive middelmådig, mistede vi indflydelse og magt. Længere er den ikke.

’Det er da noget ævl, at vores omdømme i udlandet har taget skade – de kender os stadig for vores kønne, blonde piger, vores frisind, demokratiske værdier -  og vores snaps’, siger klogeågerne, debattører og andre mennesker med hang til at udtale sig om mangt og meget uden nødvendigvis at have fattet en bønne af, hvad der foregår internationalt.

Og dem lytter vi så alle til – i radioprogrammer og avisindlæg i forbindelse med årsskiftet, når de udlægger teksten efter et år med shitstorm mod Danmark. Så luller vi os ind i vores egen lille mikroskopiske verden, og bekræfter os selv og hinanden i, at vi er gode nok, verden elsker os som de plejer, og at den førte politik i Danmark absolut ingen konsekvenser har for noget som helst.

Jeg har det lidt ligesom når min computerskærm ind imellem ’fryser’. Jeg vrisser ’vågn op! ’, mens jeg hamrer ned i retur-tasten og seriøst overvejer om der overhovedet er nogen hjemme i dette lille stykke teknologiske vidunder. For er der overhovedet nogen hjemme i det etablerede debatforum i vores lille land? Er de alle sammen frosset fast i en slags ’før-2015-tilstand’? Har de overhovedet fattet en bønne?

For selvfølgelig handler den reelle debat ikke om, hvorvidt udlandet har et realistisk billede af danskerne på nethinden. Det handler ikke om, hvorvidt ordet Danmark fremkalder et billede på nethinden af den flittige vindmølle-producerende dansker i tjekket arbejdstøj og sikkerhedshjelm. Eller om den hårdtarbejdende slagteriarbejder, der sikrer bacon til resten af verden. Eller om den folkedragtbeklædte dansker, der læser op af H.C. Andersens eventyr med den lille havfrue i baggrunden. Det handler om magt. Det handler om indflydelse. Dansk magt og dansk indflydelse.

Den har vi mistet – big time.

Vågn venligst op til den virkelige verden, som ikke nødvendigvis handler om, hvad folk siger ved kakkelbordene, ved sushidisken, i dineren eller hos chaiwallaen. Det handler om, hvad der tales om ved verdens magtfulde borde i Bruxelles, Washington, Moskva, Beijing, Tokyo, Paris, Berlin – og ikke mindst i FNs hovedkvarter i New York. Og lige netop ved de borde, er der sket en meget, meget deprimerende udvikling: Danmark er blevet ligegyldig. Det er problemet.

Da Danmark valgte at blive middelmådig, mistede vi indflydelse og magt. Længere er den ikke. Når Lars Løkke Rasmussen på Danmarks vegne beslutter, at det er ligegyldigt om vi ligger som nr. 1, 2 eller 3 på et område, mister vi magt. Når det pludselig er helt fint at ligge blandt de 5 eller 10 bedste i verden på et område, falder Danmark ned i ligegyldighedens glemsel. Og SÅ mister vi magt. Hvis ikke man står på podiet, når medaljerne skal uddeles, går man heller ikke over i historiebøgerne – længere er den ikke.

Når Danmark har haft verdens mest ambitiøse klimapolitik eller har ligget i den absolutte top når det gælder udviklingsbistand eller har lovet EU gå forrest, når det gælder luftforurening, så skyldes det IKKE, at et par ton mere eller mindre CO2 fra Danmark gør hele forskellen for klodens klimaforandringer. Forskellen ligger i, at Danmark er blevet lagt mærke til. Danmark har været det lille land, hvor det er lykkedes.

Beslutningstagere i udlandet ser ikke kun vores vindmøller. De ser hele pakken. Et land, der vælger vindmøller OG er rige. Et lille land, der satser massivt på FN. Er det godt for FN? Ja, men det er dælen dyleme også godt for Danmark. For her var alle døre åbne. Som dansk politiker har du næsten haft direkte adgang til de mest magtfulde borde i verden. Dørene var åbne, verden lyttede – og Danmark gik foran. På den fede måde. Embedsmænd og –kvinder i den danske udenrigstjeneste blev lyttet til. Vi politikere blev inviteret med til alt. Eller sagt på godt dansk: Vi fik magt, magt og mere magt.

På de seneste måneder er det lykkedes os at blive skammet ud i stedet. Vores klimaminister måtte lide den tort, at Danmark blev valgt til ’dagens fossil’ ved COP21 i Paris – en pris, der gives til dem, der virkelig har svigtet klimasagen. Vores udenrigsminister fik at vide, at han alligevel ikke var velkommen til den største folkelige manifestation i Central Park under FNs generalforsamling da man skulle fejre FNs verdensmål. Jeg græmmes – og krummer tæer.

Og så siger Danmarks klogeåger: ’Hvem har alligevel hørt om den der pris? Det er sgu da lige meget’. Eller: ’Sådan en ubetydelig lille fest i en park i New York, hvem har alligevel hørt om den?’. Det kan jeg godt svare på: Det har verdens magtelite. Det er muligvis gået hen over hovedet på en small-town dansk blogger eller kommentator. Men ude i den virkelige verden. Der hvor indflydelsen ligger. Der hvor magten måles og vejes. Lige præcis der, betyder det noget. Og der er Danmarks indflydelse raslet ned.

Man kan naturligvis vælge at være ligeglad. Som en ægte indadvendt dansker, der har nok i sig selv, kan man vende verden ryggen og vælge i stedet at gå op i prinsgemalens apanage, nu hvor han går på pension. Men at påstå, at det ikke betyder noget for Danmarks indflydelse. At påstå, at det ikke betyder noget for Danmarks fremtid – det kan man kun, hvis man ikke har fattet en bønne.

Velkommen til 2016. 

Mette Gjerskov

  • Hun er udviklingsordfører og formand for Europavalget
  • Har siden 2005 været medlem af Folketinget for Socialdemokraterne.
  • Hun har haft flere ordførerposter hos Socialdemokraterne, herunder miljø- og klimaordfører, energiordfører, forbrugerordfører og hun været minister for fødevarer, landbrug og fiskeri