Efter klart nej: Det kommer der til at ske nu

Vælgerne har bestemt, at det danske retsforbehold ikke skal omdannes til en tilvalgsordning.

Her bringer vi dig et overblik over, hvad der nu kommer til at ske.

Løkke indkalder til stribevis af møder
Venstres ledelse holder møde i dag klokken 08.00 for at drøfte valgresultatet - efterfulgt af et møde for regeringens ministre klokken 09.00

Fra på mandag vil de enkelte partier blive indkaldt på skift, så regeringen kan blive klar over, hvad der er af ønsker, oplyste statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et pressemøde torsdag aften.

Fredag i næste uge mødes Lars Løkke Rasmussen med blandt andet formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, for at undersøge mulighederne for at lave parallelaftaler. EU-landenes ambassadører vil på tirsdag deltage i et møde i Statsministeriet.

Politikerne er de første i arbejdstøjet
Inden jurister og embedsfolk skal noget som helst, er det først og fremmest politikerne, der skal blive enige om, hvad der er blevet stemt nej til, og hvordan det nej skal bruges.

Selvom Enhedslisten og Dansk Folkeparti har været enige om at anbefale et nej, er der usikkerhed om, hvad de vil bruge resultatet til. . 

Europol: Parallelaftale, ny folkeafstemning eller helt uden for?
Danmark står til at blive smidt ud af Europol, når det bliver overstatsligt den 1. april 2017, men hvis Danmark ikke skal ende med at stå uden for, skal en parallelaftale eller ny folkeafstemning være på plads inden da.

Både Dansk Folkeparti og Enhedslisten har op til valget talt om, at Danmark med et nej kan blive i Europol. Enten via en parallelaftale eller gennem en ny folkeafstemning.

Parallelaftalen skal Danmark forsøge at forhandle på plads med EU, men det kan ifølge flere juridiske eksperter tage flere år at få igennem.

Den anden mulighed er en ny afstemning om en begrænset brug af tilvalgsordningen, hvor der for eksempel kun stemmes om Europol. Men præcist hvad den afstemning i givet fald skal handle om, skal politikerne også blive enige om.

Dansk Folkeparti vil undgå ny folkeafstemning
For Dansk Folkeparti har en ny folkeafstemning den ulempe, at vi får det overstatslige Schengen-samarbejde med, og det betyder, at partiet får svært ved at indføre permanent grænsekontrol. Derfor vil nej-sidens største parti gøre meget for, at det lykkes at få forhandlet en parallelaftale på plads.

Enhedslistens holdning til en fortsat dansk deltagelse i Europol er ikke helt entydig. Partiet har flere gange udtrykt sig kritisk over for blandt andet den demokratiske kontrol i politisamarbejdet, og de politiske drøftelser vil derfor vise, hvor langt enigheden rækker.

Danmark ryger løbende ud af andet samarbejde
Ifølge Rebecca Adler-Nissen, lektor på Københavns Universitet med speciale i EU og international politik, er der rigtigt meget usikkerhed om, hvilke dele af det øvrige europæiske samarbejde på retsområdet, politikerne ønsker at deltage i.

Det gælder inden for civilretten, men særligt også inden for det øvrige politi- og strafferetssamarbejde, som Danmark står til at ryge ud af i løbet af en årrække. Derfor er der mange områder, der skal tænkes og diskuteres igennem, siger hun.

- Man skal nok have tænkt sig en lidt længere strategi, for det er nok ikke det smarteste at komme med en ny parallelaftale, hver gang politikerne pludselig opdager, vi ryger ud af noget. Man skal nok begynde at tænke lidt mere langsigtet, siger Rebecca Adler-Nissen.

Jo mindre politikerne vil forhandle desto lettere
Når politikerne i den kommende tid skal drøfte, hvad der skal ske, skal de ifølge Rebecca Adler-Nissen hele tiden have med i overvejelserne, hvor langt de kan gå i forhold til nye parallelaftaler og samtidigt stadig respektere nej’et. Men generelt bliver det lettere, jo mindre europæisk samarbejde de vil deltage i, siger hun.

- Hvis bare vi skal have forbeholdet, er det vildt let. Så skal vi ikke noget. Så er vi ude, og så er der ikke noget, der skal forhandles. Derfor skal politikerne finde ud af, hvad de kan blive enige om, og så begynder det juridiske arbejde bagefter, siger Rebecca Adler-Nissen. 

Afklaring kan være måneder væk
Ifølge Derek Beach, forsker i international politik og EU ved Aarhus Universitet, bliver eventuelle danske forhandlinger om parallelaftaler langt fra førsteprioriteten hos EU.

Spørgsmål som flygtningekrisen, og hvad der skal ske med Storbritanniens medlemsskab har lige nu væsentlig højere prioritet i Bruxelles, og derfor kan der ifølge Derek Beach gå måneder før der er en afklaring. 

De vigtige ord, du skal kende, før du sætter dit kryds til folkeafstemningen den 3. december