Fagbosser: Børnene betaler prisen for skattelettelser

16x9
Børn og unge har ingen grund til at klappe af finansloven for 2016, mener en række fagforeninger. Foto: Scanpix

Det bliver uden tvivl børnene og de unge, der kommer til at mærke, at der skal være penge til skattelettelser i finanserne for 2016.

Det mener Pædagogernes fagforbund, Bupl, fagorganisationen FOA og Danmarks Lærerforening, efter at de borgerlige partier torsdag har forhandlet finansloven på plads.

Facebook-gruppe skulle stoppe milliardbesparelser
Fagforeningerne har tidligere på året sammen med HK Kommunal og Socialrådgiverne oprettet en gruppe på Facebook, der hedder "Stop regeringens milliardbesparelser på kernevelfærden".

Et tiltag, som de vil følge op med en kampagne i det nye år. Og det kan der blive brug for, mener formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen.

- Jeg forstår simpelthen ikke, at politikerne laver en folkeskolereform, som hænger så meget i bremsen, og så kan kommunerne igen få lov til at skære på børne- og ungeområdet.

- Jeg er bange for et massivt pres på skolerne. Det er ikke det, som skolerne, daginstitutionerne og en stor del af befolkningen havde forventet, siger han.

Bekymret for fremtiden
Og samme kritik lyder fra formanden for Bupl, Elisa Bergmann.

- Det er børnene og de unge, som betaler prisen. Og det er jeg bekymret for. De er vores fremtid. Vi får flere børn, der nu kommer til at vokse op i lavindkomstfamilier, og som bliver udfordret økonomisk og socialt.

- Det får store konsekvenser for dem, men det går også ud over hele vores samfund, som skal betale ekstra penge til at kunne tage mere hånd om dem.

Kernevelfærden kan lide 
Derimod bliver der sat 2,4 milliarder kroner af til sundhedsområdet med fokus på ældre og en milliard kroner yderligere til "værdig ældrepleje."

Og det er Dennis Christensen, formand for FOA, glad for. Dog er han bekymret for, hvad slutresultatet bliver for kernevelfærden.

- Der er ikke sat penge af til børn og de udsatte, og derfor kan jeg godt være bekymret for, om hunden så at sige spiser sin egen hale. Hvor man giver det ene sted, men tager fra et andet, siger han.

Ifølge DF-formand Kristian Thulesen Dahl er der dog god grund til at være tilfreds.

- Jeg er ret overbevist om, at realvæksten næste år vil vokse - også ud over de 0,3 procent, som lå i regeringens oprindelige finanslovsforslag.

- Det bliver der regnet på nu, efter at vi er færdige med aftalen, og så kommer der en konstatering om det, siger DF-formanden.

* Sundhedsområdet får i alt tilført 2,4 milliarder kroner i 2016. Pengene gives med "fokus på ældre" og skal gå til hurtigere udredning og behandling, indsats for demente og ældre medicinske patienter, løft til fødeafdelinger og tryghed for akuthjælp i alle dele af landet.

* Der skabes en årlig "værdighedsmilliard" på ældreområdet. Pengene skal gå til udbredelse og implementering af en "værdighedspolitik" i alle kommuner.

* Der afsættes 1,9 milliarder kroner mere til politiet i de kommende fire år.

* Der indføres en "fast" udlændingepolitik, hvor flere omfattes af den nye integrationsydelse.

* Registreringsafgiften sænkes fra 180 procent til 150 for personbiler og motorcykler.

* Grundskylden fastfryses på beløbsniveau i 2016.

* Forældre, der sender deres børn i frie grundskoler, får en højere tilskudsprocent til betalingen.

* Boligjobordningen genindføres for 2015 og videreføres som en ny "grøn ordning" i 2016 og 2017.

* Der indføres et nyt kontanthjælpsloft, som skal øge incitamentet til at tage et arbejde.

* Der skabes en ramme på 150 millioner kroner om året til "vækst og udvikling i hele Danmark".

* NOx-afgiften nedsættes, og reklameafgiften annulleres.

* Der skabes bedre vilkår ved generationsskifte i familieejede virksomheder.

* En ny ramme på 75 millioner kroner årligt til fødevare- og landbrugspakke.

* Kompenserende miljøtiltag for lempning af landbrugets kvælstofregulering.

Kilde: Finansministeriet