Camre efter terror: Begynd udrensning af truende elementer

16x9
Begyndt en omfattende udrensning af de elementer, som truer den vestlige verden, siger Mogens Camre. Foto: Scanpix

Artiklen er opdateret klokken 11.17 med de seneste dødstal. Følg udviklingen gratis på TV 2 News - Begynd en omfattende udrensning af de elementer,

Artiklen er opdateret klokken 11.17 med de seneste dødstal. Følg udviklingen gratis på TV 2 News

- Begynd en omfattende udrensning af de elementer, som truer den vestlige verden. Etablér en alliance mellem de vestlige stater og bomb terroristerne tilbage til stenalderen.

Det er budskabet fra Mogens Camre, medlem af Dansk Folkeparti, efter fredagens terrorangreb i Paris, hvor mindst 127 personer mistede livet. Den franske præsident, Francois Hollande, fortalte på et pressemøde lørdag formiddag, at terrorbevægelsen Islamisk Stat står bag angrebet.

På sin Facebook-side skriver Camre, der tidligere har gjort sig bemærket med yderst kritiske udtalelser om islam, at angrebet er præcis, hvad han og andre har advaret om.

- Europa er under angreb, millioner fra fejlslagne stater strømmer ind, kræver plads, forsørgelse og respekt og ødelægger infrastruktur og økonomi. Så sætter hardcore fanatikerne ind og skræmmer med terror de fredelige europæere til ikke at gøre modstand og om senest ti år er Europa islamiseret, det frie samfund er fortid og europæerne er "dhimmier" slaverne, som arbejder og finansierer den islamiske stat, skriver Camre.

Til TV 2 forklarer Mogens Camre, at det ikke kan nytte noget, at man kender til terrorister uden at reagere. Man skal slå til, inden angrebene sker.

- Man må indfange dem og putte dem i fængsel - eller udvise dem, hvis nødvendigt, siger Mogens Camre til TV 2.

"Stop al indvandring fra de fejlslagne stater"
Efter fredagens terrorangreb i Paris er Frankrig erklæret i undtagelsestilstand. Ifølge Camre ”puster politikerne sig op”, men sikkerhedsforanstaltninger kan ikke hindre fremtidige terrorangreb, mener DF’eren.

- Vi står over for en undergrundshær, som skjuler sig i mængden. Den ene dag som pæne studerende, hvis ophold vi betaler, den næste dag som fanatiske terrorister, skriver Camre på Facebook.

Løsningen for at undgå kommende angreb fra terrorister er ikke mere sikkerhed, men i stedet en udrensning, lyder det.

- Skrot konventionerne. Luk grænserne både de ydre og de indre. Stop al indvandring fra de fejlslagne stater. Begyndt en omfattende udrensning af de elementer, som truer den vestlige verden. Etablér en alliance mellem de vestlige stater og bomb terroristerne tilbage til stenalderen, skriver Camre.

Kast flere bomber
DF'eren synes ikke, at man har bombet nok i mellemøsten, men så gerne, at forsøget på at udrydde terrorbevægelser så som Islamisk Stat blev mere offensivt. 

- Det er jo klart. Det er nødvendigt at være mere omfattende. Russerne har været mere ivrige, og det burde vi også, siger Mogens Camre til TV 2.

Han understreger, at hans udtalelser er udtryk for en personlig holdning og ikke er Dansk Folkeparties officielle linje.