Tabu: Så mange mænd bliver voldtaget om året

I videoen øverst kan du se et indslag fra 19-Nyhederne torsdag om en 16-årig mand, der har været udsat for voldtægt.

I videoen øverst kan du se et indslag fra 19-Nyhederne torsdag om en 16-årig mand, der har været udsat for voldtægt.  

Det er meget lidt belyst, men hvert år anmelder mænd ligesom kvinder voldtægt og seksuelle overgreb både på centre og til politiet.

I løbet af en periode på 10 år har 123 mænd henvendt sig til centre for voldtægtsofre og fortalt, at de er blevet voldtaget eller udsat for forskellige former for seksuelle overgreb.  

De fleste mænd, der er blevet voldtaget, fortæller, at de er blevet voldtaget eller udsat for forskellige former for seksuelle overgreb begået af andre mænd.

Kun set toppen af isbjerget
Ifølge Malene Hilden, der er overlæge på Center for Seksuelle overgreb på Rigshospitalet, så er der en langt større barriere for mænd i forhold til at henvende sig. Det er ifølge overlægen kun to til tre procent af alle mænd over 12 år, der henvender sig selv eller sammen med politiet efter et seksuelt overgreb eller en voldtægt.

- Der er meget stor sandsynlighed for, at vi kun har set toppen af isbjerget, siger Malene Hilden.

Ifølge overlægen finder de fleste overgreb sted i homoseksuelle miljøer såsom homoseksuelle natklubber, barer eller i parker. Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet konsulterer i gennemsnit fire mænd om året, der har været udsat for voldtægt eller seksuelle krænkelser.

Kvinder tør bedre anmelde
Malene Hilden forklarer, at kvinder i højere grad end mænd får anmeldt, hvis de er blevet udsat for voldtægt eller seksuelle overgreb.

- Til sammenligning bliver omkring 25 procent af alle voldtægter eller seksuelle krænkelser begået mod kvinder anmeldt på voldtægtscentre eller til politiet.

Mænd er bange for at fremstå som svage
På Center for Voldtægtsofre i Aarhus modtager man mellem en og seks mænd årligt, der har været udsat for voldtægt eller seksuelle overgreb.

Ifølge Anja Hareskov, der leder centeret, så er langt de fleste, der henvender sig på centeret, blevet udsat for overgreb, der er blevet begået af en, de kender.

- Når der er så få mænd, der henvender sig for at få behandling, er det fordi, det er så tabubelagt. Det er ikke fordi, det ikke sker. Det er mere tabubelagt, fordi mænd slet ikke tænker, det er noget, de bør få behandling for, fortæller Anja Hareskov. 

Når tallet er så lavt, hænger det ifølge lederen sammen med, at mændene er bange for at fremstå som svage mænd. Maskulinitet er ofte forbundet med fysisk styrke, og at manden kan beskytte sig selv og andre.

- Det går imod den fornemmelse af, hvad vil det sige at være mand. Det er for mange mænd meget svært at fortælle, at man ikke kunne være stærk mand i netop dén situation, siger Anja Hareskov og forklarer, at det er anderledes for kvinder.

- Kvinder hører i hele deres opvækst, at de skal passe på, når de går hjem, og de ved, at det er en del af det, der kan ske for en kvinde. Men det er jo ikke noget drenge nogensinde får at vide, mens de vokser op, at nu skal de tænke på, at de kan blive udsat for en voldtægt. Så det er meget chokerende for mændene.

400-600 voldtægter årligt
I Danmark bliver der hvert år anmeldt mellem 400 og 600 voldtægter til politiet. Størstedelen af voldtægtsofrene er kvinder, men mænd bliver også udsat. Hver måned henvender mindst én mand sig til et krisecenter for voldtægtsofre, efter at have været udsat for et seksuelt overgreb. Ifølge eksperter er antallet formentlig langt højere, fordi det er så stort et tabu, at mange mænd vælger ikke at fortælle andre om det.

Hvad er STATION 2?

Station 2 er hele Danmarks kriminalmagasin, og vores værter er altid klar på at vise den mere lyssky side af det danske samfund. 

Programmet blev sendt for første gang d. 18. september 1993 – med Jes Dorph-Petersen og Niels Brinch som studieværter.
Det er nu mere end 800 programmer siden.

Programmet sendes på TV 2 hver torsdag kl. 20:50.

Rikke Hemmingsen er vært i 'Station 2 Efterlyst', som sendes direkte fra brændpunkter i Danmark og omtaler nye og aktuelle kriminalsager, som politiet har brug for hjælp til at opklare. Seerne får også mulighed for at følge opklaringsarbejdet med sager, der tidligere har været omtalt i 'Station 2'.

Station 2 kan ses på TV 2 PLAY.