Rekordmange flygtninge kom til Danmark i oktober

I oktober søgte omkring 3500 flygtninge asyl i Danmark.

I oktober søgte omkring 3500 flygtninge asyl i Danmark. Det bekræfter Integrationsministeriet over for TV 2.

Oktober slår dermed den hidtidige rekord, der blev sat i september sidste, hvor 3147 personer søgte asyl i Danmark.

I de seneste dage har ekstraordinært mange flygtninge krydset Danmarks grænser. TV 2 erfarer, at der alene mandag ankom flere end 300 flygtninge, og i den seneste uge har over 900 flygtninge søgt asyl i Danmark.

Og det er svært at finde plads til det store antal flygtninge, lyder det fra TV 2s reporter, der befinder sig ved Sandholmlejren.

- Med over 300 asylansøgere det sidste døgn er systemet ekstremt presset. Man har ikke oplevet noget lignende før, hører vi fra en lang række kilder, som TV 2 har været i kontakt med i dag. Der er simpelthen ikke plads til dem, siger Anders Lomholt, journalist hos TV 2.

Løkke: Kommunerne får ikke flere penge

På Christiansborg havde Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag sin første spørgetime som statsminister, og her udtrykte han bekymring over den store strøm af flygtninge, som Europa oplever.

- Hvis vi ikke samlet set fører en politik i Europa og Danmark, som gør, at vi har tilstrømningen under kontrol, så kommer vi til at stå med så mange mennesker, at vi ikke kan håndtere det, lød det fra Lars Løkke Rasmussen.

Statsministeren slog fast, at han ønsker at undgå tilstande, som lige nu hersker i Danmarks nabolande. Både i Sverige og i Tyskland har man svært ved at huse de mange flygtninge, og tyskerne er ifølge statsministeren ”nær sagt løbet tør for idræthaller”.

- De problemer vil vi også få i Danmark, hvis vi ikke holder det under kontrol, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Han understregede under dagens spørgetime, at kommunerne ikke skal regne med flere penge til at løfte opgaven. En fast og fair flygtningepolitik skal derimod sikre, at kommunerne landet over kan håndtere presset fra de mange flygtninge, der hver dag krydser Danmarks grænser.

Flygtninge: Fremtiden er i Danmark

Et stort flertal af de flygtninge, der netop er ankommet til Danmark, ønsker at blive i landet. Det viser en ny undersøgelse, som TV 2 har foretaget.

Her har vi spurgt om flygtningenes mål med opholdet i Danmark.

  • 82 procent ønsker at skabe en permanent fremtid i Danmark
  • 8 procent ønsker at vende tilbage til hjemlandet, når situationen tillader det
  • 1 procent ønsker at søge ophold i et andet land senere
  • 9 procent har svaret: Jeg ved ikke

Kilde: TV 2