Kommuner: Vi laver ikke frikadelle-politik

Skal svinekød være en del af menuen på de danske dagsinstitutioner?

Skal svinekød være en del af menuen på de danske dagsinstitutioner? Det spørgsmål deler vandene, efter at TV 2 Østjylland kunne fortælle, at to kommuner stiller krav til, at daginstitutionerne serverer svinekød. 

Men de to kommuner er relativt ene om dén politik. TV 2 har spurgt de danske kommuner om deres politik på området, og ud af de kommuner der har svaret på henvendelsen, er det kun Rødovre, Herlev og Ishøj, som melder sig ind i koret af kommuner, der pålægger deres institutioner at servere gris.

Institutioner må selv bestemme
Langt de fleste af landets kommuner lader det være op til institutionerne selv at vurdere og bestemme, om der skal serveres svinekød, mens enkelte kommuner går med tanker om at lave nogle mere fyldestgørende madpolitikker.

For eksempel vil Hørsholm Kommune i Nordsjælland overveje deres madpolitik. I dag bliver maden serveret ud fra forældrenes ønsker, men sådan bliver det ikke nødvendigvis i fremtiden.

- Der er lige nu ikke en politisk opmærksomhed på ovenstående problemstilling, men i takt med at Hørsholm Kommune modtager flere flygtninge, er det tænkeligt, at der kommer mere fokus på, om der skal/kan serveres svinekød i dagtilbuddene, lyder det fra Hørsholm Kommune.

Ishøj vil tilbyde svinekød
I Ishøj har man siden 2013 haft en madpolitik, som skal ’tilgodese alle forældres ønsker, så der ikke af religiøse grunde fravælges nogle kosttyper’. Det betyder blandt andet, at kommunen har ’et ønske om’ at tilbyde svinekød i deres institutioner.

- Det er vigtigt at lære børnene om mangfoldigheden, herunder at børn spiser forskellige typer af mad. Vi ønsker at tilbyde alle former for mad, herunder svinekød, lyder den skriftlige uddybning fra kommunen.

TV 2 har indtil videre fået svar fra 56 ud af landets 98 kommuner. Langt størstedelen skriver, at det vigtigste for dem, er at der bliver serveret sund og nærende mad i overensstemmelse med kommunens allerede fastsatte madpolitik.

Debatten har også kørt på TV 2s Facebook-side i forbindelse med Randers Kommunes beslutning om, at der skal serveres svinekød.

Så blusser debatten om svinekød op igen.

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Thursday, October 29, 2015

Svinekød i kommunerne

TV 2 har spurgt landets kommuner om daginstitutionerne selv skal bestemme deres madpolitik. Vi har spurgt kommunerne om deres holdning til, om der skal serveres svinekød i kommunens daginstitutioner og om de overvejer at lave retningslinjer for, hvad der serveres i daginstitutionerne.

56 kommuner har indtil videre svaret på TV 2s henvendelse.

Det er kommunalbestyrelsen i hver kommune, der udstikker de overordnede retningslinjer for en madpolitik, som hver enkelt daginstitution så tolker og forsøger at leve op til.