Nyt fedme-forsøg: 3.000 danske børn skal gentestes

16x9
Arkivfoto Foto: Scanpix

I et forsøg på at spotte risiko for overvægt i en tidlig alder skal alle børn mellem to og otte år i Holbæk have undersøgt deres gener.

I et forsøg på at spotte risiko for overvægt i en tidlig alder skal alle børn mellem to og otte år i Holbæk have undersøgt deres gener. Det skriver Berlingske.

Bag forsøget, der omfatter 3.000 børn, står Holbæk Kommune og Holbæk Sygehus, der skal analysere spytprøver og tarmbakterier fra kommunens børn.

Målet er, at oplysningerne skal bruges til langt tidligere at sætte ind med en forebyggende indsats for at forhindre fedme blandt børn og unge og de komplikationer, der kan følge med i form af forhøjet blodtryk, fedtlever, forhøjet kolesterol og forstadier til type 2 diabetes.

- Vi ved, at gener og miljø spiller sammen på dette område. Vi skal prøve at blive klogere på, hvad børn har af genetisk baggrund, som kan være med til at bestemme, hvor aktive de er, og hvor tilbøjelige de er til at vælge at spise noget, som er sødt og fedt, siger overlæge Jens-Christian Holm fra Enheden for Overvægtige Børn og Unge på børneafdelingen på Holbæk Sygehus til Berlingske.

Jens-Christian Holm har i mange år behandlet børn med overvægt, og erfaringer fra Holbæk Sygehus viser, at over halvdelen af de børn, som kommer i behandling, har begyndende eller for højt blodtryk, en tredjedel har fedtlever, og hver fjerde har for høje kolesteroltal.

Men det har også vist sig, at en særlig behandlingsmodel med bl.a. en række kostregler og regler omkring TV- og computerforbrug, som enheden har udviklet, kan reducere overvægten hos op til 80 pct. af børnene.

En femtedel er overvægtige
Børnene i Holbæk vil nu blive undersøgt både på sygehuset og hos den kommunale tandpleje og sundhedspleje. Her vil der blive kigget på både arvemasse – via en spytprøve – og hos en del børn også på tarmbakterier ved hjælp af en afføringsprøve. Det har nemlig vist sig, at sammensætningen af ens tarmbakterier kan have betydning for udvikling af overvægt.

Ifølge avisen skønnes det, at en femtedel af alle skolebørn er overvægtige og fire procent er svært overvægtige. Med det nye forsøg håber forskerne at kunne bidrage med resultater, der kan give en større forståelse for, hvordan overvægt kan opstå i en tidlig alder og dermed gøre det muligt at sætte hurtigere ind med en behandling, som kan reducere overvægten.