Thulesen Dahl: Hvis ikke Levakovic udvises, skal reglerne laves om

Hvis ikke en mand som Gimi Levakovic bliver udvist af Danmark, så skal reglerne på området laves om. Det siger Kristian Thulesen Dahl (DF), efter Ø

Hvis ikke en mand som Gimi Levakovic bliver udvist af Danmark, så skal reglerne på området laves om.

Det siger Kristian Thulesen Dahl (DF), efter Østre Landsret ikke udviser Gimi Levakovic på trods af, at han er blevet fundet skyldig i besiddelse af en halvautomatisk Walther P38-pistol samt for trusler på livet mod børn og voksne i en anden roma-familie.

- Hvis ikke en mand af sådan en type, kan udvises under de gældende regler, er det reglerne, den er gal med. Så skal vi som politikere selvfølgelig sørge for at lave reglerne om, så sådan en udvisning kan finde sted, siger Kristian Thulesen Dahl i en debat på TV 2 med forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen.

Strammere regler strider mod rettigheder
Ifølge Michael Juul Eriksen, som har arbejdet med række udvisningssager, er det ikke muligt at stramme lovgivningen mere, end den allerede er.

- Domstolen er forpligtet til at udvise, medmindre den strider imod menneskerettighederne. Det står direkte i loven, når det drejer sig om ikke EU-statsborgere, og det kan man ikke formulere strengere, hvis man ønsker at holde sig indenfor menneskerettighederne, siger Michael Juul Eriksen

Alligevel ser Kristian Thulesen Dahl stadig, at der er en mulighed for, at Højesteret udviser Gimi Levakovic.

- Hvis der ikke kommer en udvisning, viser det, at reglerne skal strammes – og det er noget, der skal ske hurtigt, siger han.

Du kan se debatten mellem Kristian Thulesen Dahl og Michael Juul Eriksen i klippet øverst oppe.

Hvem er Levakovic?

  • Familien Levakovic kom til Danmark i begyndelsen af 1972.
  • Familien består i dag af omkring 50 personer, der bor i København og omegn.
  • Alle voksne i familien - på nær én - har én eller flere domme på straffeattesten.
  • Fem mænd fra familien Levakovic har i dag fået en udvisningsdom - alle afsoner stadig i danske fængsler.