Nu beklager Facebook: Censur af dansk guldalder-maleri var en fejl

16x9

Reglerne for hvor meget hud, der må vises på Facebook har gentagne gange været udsat for kritik, da de set med mange danskeres øjne ofte er lidt for s

Reglerne for hvor meget hud, der må vises på Facebook har gentagne gange været udsat for kritik, da de set med mange danskeres øjne ofte er lidt for strikse.

I denne uge blev det sociale medie igen anklaget for censur, da man afviste en annonce med et maleri af den danske guldalder-maler C.W. Eckersberg.

Maleriet 'Kvinde foran et spejl' fra 1841 viser en afklædt kvinde stå ved et spejl og rette på sit hår. Spejlbilledet skjuler det meste af hendes barm, mens et hvidt klæde dækker det meste af bagdelen. Alligevel var billedet for hård kost, mente Facebook.

- Vi tillader ikke billeder eller videoer, der antyder nøgenhed gennem f.eks. sløring eller beskæring. Sådanne annoncer er ømtålelige og fremkalder typisk negative reaktioner fra seere, lød begrundelsen fra Facebook med henvisning til deres retningslinjer.

Facebook: Det var en fejl
Bag annoncen står turistorganisationen The Copenhagen Book, der ville gøre reklame for museet Den Hirschsprungske Samling, der huser nogle af hovedværkerne i dansk kunst fra det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede.

Organisationen ville reklamere for samlingen med en annonce på Facebook, og her valgte man C.W. Eckersbergs berømte maleri som blikfang, men da man bad Facebook promovere opslaget, blev man afvist, som Berlingske kunne fortælle tidligere på ugen.

Men det var en fejl, at annoncen blev afvist, oplyser Facebooks kommunikationschef i Norden, Peter Münster, nu i et skriftligt svar til TV 2. Her lyder det:

- Vores retningslinjer tillader dette billede. Desværre er der sket en fejl, så billedet blev afvist. Den fejl er nu rettet, og vores ads policy team har underrettet administratorerne af siden om, at de kan lægge annoncen op, hvis de ønsker det.

Her er maleriet af C.W. Eckerberg i sin helhed.
Her er maleriet af C.W. Eckerberg i sin helhed.

Nøgenhed kan forvirre computer
Det er langt fra første gang at danskere bliver ramt af Facebooks nøgen-forskrækkelse. Tidligere er blandt andet en forside fra filmmagasinet Ekko, ammende kvinder og et billede fra forfatteren Peter Øvig Knudsens bog "Hippie" blevet afvist trods protester.

Problemet opstår, fordi alle annoncer på Facebook skal godkendes, og det er i høj grad er computerprogrammer, som overvåger billederne. Det forklarer tidligere medarbejder i Facebooks europæiske afdeling, Mikael Lemberg fra virksomheden Falcon Social.

- Programmerne kigger blandt andet på hvilke ord, der bliver brugt i annoncerne, og så laver de en billedskanning for at kigge efter sådan noget som kønsdele og brystvorter. Klokkeklare tilfælde som billeder af kønsdele vil altid blive afvist, men der er andre grænsetilfælde. Her er amning et godt eksempel, for Facebook tillader billederne, men algoritmerne i programmerne misforstår dem ofte, fortæller Mikael Lemberg.

Hvis annoncebillederne fanges af censuren, skal de aktivt godkendes af en medarbejder. Men der er måske tale om omkring 100 billeder i minuttet, og her kan der sagtens være acceptable billeder, der ikke slipper igennem godkendelsen.

Oplever man at blive bortcensureret på Facebook har man som privatperson ikke de samme supportfunktioner, som hvis man er annoncør.

Facebook frygter at blive spærret
Når et socialt medie som Facebook bruger ressourcer på at overvåge sit indhold og bortcensurere eksempelvis nøgenhed, er der en helt enkel forklaring på det. Også selvom det betyder, at et kunstbillede, et pladecover eller et uskyldigt feriebillede bliver fjernet.

- Først og fremmest handler det om, at hvis man begyndte at tillade nøgenhed på platformen, ville der være visse lande og områder i verden, hvor regeringer ville lukke ned for befolkningens adgang til Facebook. Og det ønsker man selvfølgelig ikke, siger Mikael Lemberg.

Det skyldes ifølge Mikael Lemberg to ting. Først og fremmest har man et kommercielt udgangspunkt, hvor man gerne vil nå ud til flest muligt, og samtidig mener Facebook, at man netop i flere af disse lande spiller en vigtig rolle i forhold til at sikre borgerne mere demokrati og mulighed for at ytre sig.