- Situationen ude af kontrol - om et par dage eksploderer det

Regeringen skylder offentligheden nogen svar.

Sådan lyder det fra TV 2’s politiske kommentator Peter Lautrup-Larsen efter stor forvirring omkring flygtningesituationen i Danmark – en situation, der onsdag aften og torsdag morgen har udviklet sig til, at flere hundrede flygtninge i Padborg og Rødby har fået frit lejde til at rejse gennem Danmark til fortrinsvis Sverige.

- Det er svært at forstå. Der skyldes nogle svar på, hvad det er, der foregår. Regeringen kan ikke fralægge sig ansvaret – det er tydeligt for enhver, at politiet ikke vidste, hvad de skulle gøre. Rigspolitichefen måtte tage ned i Rødbyhavn (onsdag aften, red.), fordi der var forskellige meldinger fra politiet, siger Peter Lautrup-Larsen.

- Jeg er ikke sikker på, at svenskerne er glade
Onsdag lød meldingen fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og udlændinge- og integrationsordfører Inger Støjberg, at Danmark ikke har en aftale med Sverige om, at flygtningene og migranterne kan rejse til Sverige sådan som de ønsker.

Regeringen fastholder den udmelding torsdag morgen, og sent onsdag aften blev flere personer fra Danmark anholdt på Øresundsbroen mistænkt for menneskesmugling af nogle af flygtningene fra Rødbyhavn. En af personerne var den kendte danske salafist, Adnan Advic.  

Ifølge Peter Lautrup-Larsen er den kaotiske situation omkring de mange flygtninge, der de seneste dage er ankommet til Danmark fra Tyskland udtryk for, at asylsystemet i hele Europa er brast sammen:

- Jeg er ikke sikker på, at svenskerne er glade for den danske regering lige nu. Omvendt kan den danske regering sige til svenskerne, at I jo har gjort jer selv til flygtningemagnet ved at give så gode forhold og ved at stå med åbne arme – hvorfor skal vi lide under det.

Løkke har problemer på flere planer
Peter Lautrup-Larsen påpeger, at Lars Løkke Rasmussen har problemer på flere planer: Det time-mæssige i forbindelse med håndteringen af de mange flygtninge.

- Så er der dét problem, som vil eksplodere om nogle dage: Forholdet til svenskerne. Og så er der det langsigtede problem i forhold til EU, kvotefordelingen og Dublin-forordningen. Så Løkke har fået meget at tænke over. Han bad om serveretten hos vælgerne – og det må man sige, at han har fået.

Han fremhæver, at situationen er ude af kontrol og ser ud til at være eksploderet i hænderne på Danmark:

- Nogen skal gøre noget.

Der er endnu ikke kommet nogen udmeldinger fra Venstre-regeringen. Justitsminister Søren Pind (V) har afbrudt en studietur i USA og er på vej hjem til Danmark.

Sådan har flygtningesituationen udspillet sig onsdag

  • Rigspolitiet oplyser, at der fra søndag morgen til onsdag aften er ankommet over 3000 udlændinge til Danmark. Størstedelen har ikke ønsket at søge asyl her i landet.
  • Rødby
    Natten til onsdag ankom et tog efter lang tids forsinkelse til Rødby. Omkring 100 flygtninge og migranter nægtede at forlade toget, som politiet har bevogtet siden.
    Onsdag formiddag ankom endnu et tog med omkring 140 flygtninge og migranter til Rødby. Også dette tog bevogtes af politiet.
    Onsdag eftermiddag flygtede mellem 25 og 30 personer fra togene. Størstedelen er siden blevet anholdt.
    Senere på eftermiddagen lagde en færge til med et tog med yderligere 100 flygtninge og migranter ombord. De lod sig flytte til en bus for at blive kørt væk og registreret.
    Sent onsdag aften stak flere flygtninge af fra togene, og ved 23-tiden lod politiet dem gå og køre væk i private biler.
  • Padborg
    Et tog med omkring 75 flygtninge og migranter ankom onsdag til Padborg. De nægtede at lade sig registrere i Danmark.
    Omkring 300 flygtninge og migranter udvandrede fra Frøslev Skole og er på vej nordpå ad motorvej E45.
    Omkring klokken 15:15 onsdag ankom endnu et tog med omkring 150 flygtninge og migranter til stationen.
  • Andre steder
    I Grenå er den første dansker anholdt for menneskesmugling. En 41-årig mand forsøgte at fragte fem udlændinge til Sverige med færgen.
    På Øresundbroen har toldere iværksat eftersøgning af biler for at forhindre menneskesmugling.
    DSB oplyste, at man på ordre fra politiet har indstillet al togtrafik mellem Danmark og Tyskland på ubestemt tid.