Kritiseret embedsmand sad også midt i Tamil-sagen

16x9
Tidligere departementschef i Integrationsministeriet, Claes Nilas, på vej til afhøring i Statsløsekommissionen. Foto: Scanpix

Mandag har tidligere departementschef i Integrationsministeriet Claes Nilas fået kritik for sin rolle i statsløsesagen. Men det er ikke første gang den højt rangerende embedsmand har siddet tæt på en sag af den karakter.

Claes Nilas var nemlig også ministersekretær for Erik Ninn Hansen under Tamil-sagen, og sad midt i begivenhederne da man syltede sagerne i ministeriet. Men som Jyllands-Posten skrev om sagen, så var det ikke Claes Nilas, der ”lå på fejebakken, da den store kost havde gjort rent i det skandaleramte Justitsministerium”.

Men denne gang lykkedes det altså ikke Claes Nilas helt at undslippe. I dag er han blevet ”sendt hjem” fra sin nuværende stilling som kommitteret i Integrationsministeriet. Præcis hvad konsekvenserne bliver for Nilas vides endnu ikke, men Statsløsekommissionen giver ham en stor del af ansvaret for fejlbehandlingen af statsløses ansøgninger om dansk statsborgerskab.

Den vurdering er Claes Nilas dog uenig i. Han vil ikke udtale sig om sagen, men i en pressemeddelelse sendt ud gennem Djøf, siger han, at han ser frem til en høring om kommissionens beretning.

- Men jeg ser frem til, at jeg gennem en høring kan få rettet nogle af kommissionens misforståelser omkring sagsforløbet. Så samlet set er jeg godt tilfreds med, at der nu kommer en høring, siger Claes Nilas.

Ifølge Carsten Henrichsen, juraprofessor med speciale i forvaltningsret på Københavns Universitet, er kommissionens over de to embedsmænd i statsløsesagen alvorlig, og der vil komme et retligt efterspil.

- Hvis man sammenligninger det her med skattekommissionen, kan man konstatere, at i den sag, der blev departementschefen (Peter Loft) frikendt for et tjenstligt ansvar. I den her sag drager man så de to embedsmænd til ansvar. Så der kan man jo regne ud, at kommissionens vurdering i den her sag er af en anden karakter, siger han.

Hvor vidt der skal indledes en tjenestemandssag mod Claes Nilas og nuværende afdelingschef Kim Lunding, der også får kritik af kommissionen, er op til Udlændinge-, integrations- og boligministeriet, hvor Inger Støjberg i dag er minister. Hun har ”noteret sig”, at kommissionen vurderer, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage de to til ansvar.

- Mit ministerium og Finansministeriet vil nu håndtere det videre disciplinære forløb i forhold til disse embedsmænd, der indtil videre fritages fra tjeneste. Da der er tale om personalesager, finder jeg det rigtigst ikke at udtale mig nærmere om det videre forløb på nuværende tidspunkt, lyder det i en skriftlig kommentar. 

 

Statsløsekommissionen

Statsløsekommissionen skal afhøre relevante vidner om Integrationsministeriets brud på FN-konventionen om statsløses rettigheder.

Tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) måtte 8. marts 2011 træde tilbage, da det kom frem, at Integrationsministeriet i årevis har brudt to FN-konventioner om statsløses rettigheder.

Det skete, selv om myndighederne kendte til konventionerne, der giver unge statsløse ret til dansk statsborgerskab på særligt lempelige vilkår.

Birthe Rønn Hornbech har erkendt, at hun personligt hørte om problemerne allerede i efteråret 2008. Først i januar 2010 informerer hun Folketinget og retter fejlene.

Der går yderligere et år, før ministeriet informerer om sagen på deres hjemmeside. Herefter får 400-500 statsløse tilsendt et brev om, at de kan søge om indfødsret i Danmark.

Kommissionen skal ikke udtale sig direkte om ministre. Men den kan udtale sig om, hvorvidt embedsmænd kan tænkes at blive stillet til ansvar.

Læs mere om kommissionen her

Ritzau/ TV 2