Bøn foran udlændingestyrelsen: Vi løb fra helvede

16x9

Fire syriske mænd protesterer lige nu, nogle af dem med deres børn, foran Udlændingestyrelsens Borgerservice i København.

Fire syriske mænd protesterer lige nu, nogle af dem med deres børn, foran Udlændingestyrelsens Borgerservice i København. De er flygtet fra krig og ødelæggelse og kæmper nu for at få deres koner og børn til Danmark. Siden klokken 12 mandag har de lavet en såkaldt "sit-in" foran styrelsens servicecenter for immigration - Borgerservice i Ryesgade. En har ventet i fire måneder, en anden i seks måneder, tre har ventet i 9 måneder og to har ventet i ti måneder. 

45-årige Hazim Abd Rahem Elshaikh Abdalla, der har en kandidatgrad i økonomi, er en af de syrere, der sidder på fortovet i protest. Han kom til Danmark i september sidste år. Nu kæmper han for at få sine kone og fire børn op til Danmark. Siden den 3. februar 2015, hvor ansøgningspapirerne om at få sammenbragt familien igen blev sendt afsted, har han afventet Udlændingestyrelsens svar.

- Min kone og børn tror, at jeg lyver, når jeg siger, at jeg arbejder på at få dem til Danmark. Min søn vil ikke tale til mig mere, siger Hazim Abd Rahem Elshaikh Abdalla til TV 2. 

Hazim Abd Rahem Elshaikh Abdalla har selv fået permanent opholdstilladelse i Danmark, og han bor nu i en lejlighed i Esbjerg. 

Da han ansøgte om familiesammenføring manglede hans kones underskrift i en oversættelse af deres ægteskabsbevis. Udlændingestyrelsen gav Hazim Abd Rahem Elshaikh Abdalla 14 dage til at indhente den vigtige underskrift - ellers skulle ansøgningen ifølge Hazim Abd Rahem Elshaikh Abdalla begynde forfra, hvilket kunne betyde en ventetid på op til fem måneder.

Hazim Abd Rahem Elshaikh Abdalla har, grundet den manglende underskrift, nu ventet i seks måneder på at få familiesammenføring. Det til trods for at servicemålet i Udlændingestyrelsen er fem måneder. 

- Min kone og jeg har været gift i 15 år og har fire børn sammen. Folk her foran Udlændingestyrelsen har ventet i fire op til ti måneder på at få familiesammenføring. 

Mindretal af forsinkede sager i Udlændingestyrelsen
Ifølge styrelsen er det et mindretal af sagerne om familiesammenføring blandt flygtninge, der tager længere tid end de fem måneder, selvom der ikke er registreret et præcist antal. 

To gange tidligere på året har flygtninge protesteret ved at sætte sig foran Borgerservice. Efterfølgende har personalet på Borgerservice i Ryesgade lyttet syriske flygtninge.

Først var det en mand, der protesterede og senere to personer. Medarbejdere på Borgerservice gik ud og hørte deres historie, hvorefter de gav et individuelt brev til dem med status på deres ansøgning.

Fire syriske mænd foran Udlændingestyrelsens Borgerservice i København.
Fire syriske mænd foran Udlændingestyrelsens Borgerservice i København.

Lange ventetider ikke grundet mangel på ansatte
Ifølge styrelsen er har de lange ventetider ikke noget at gøre med manglende personale. I sidste uge ansatte styrelsen 15 jurister, der skal tage sig af sager om familiesammenføring.

I begyndelsen af året var den såkaldte screeningstid fra en asylansøgning blev sendt til den blev åbnet og behandlet hos Borgerservice oppe på fire måneder, hvilket betød længere ventetider.

Det hang sammen med den ekstra store tilstrømning af flygtninge, der fandt sted i slutningen af sidste år og begyndelsen af 2015.

I de første par måneder af 2015 var antallet af familiesammenføringer omkring 1200 om måneden. I sommermånederne i 2015 blev mellem 800 og 1200 familier sammenført oplyser styrelsen.

Sidste år kom 14.800 flygtninge til Danmark.

Hazim Abd Rahem Elshaikh Abdalla ønsker at arbejde og bo i Danmark, men ikke uden sin familie. 

- Jeg vil gerne arbejde og bo i Danmark. Jeg leder efter et arbejde, men det er vigtigt for mig, at min familie kommer her til landet. Hvordan ville du selv have det, hvis du skulle bo og arbejde i et land langt fra din familie? afslutter han.

 

På skiltet står

Vi løb fra helvede af krig og ødelæggelse. Vi befandt os i et helvede af frygt og bekymringer. Vi ønsker at leve i fred med vores familie!!??

We ran for the hell of war and destruction. We found ourselves in a hell of fear and worries. We want to live in peace with our families!!??