Ditte kom ikke ind sidste år: Sådan gik det denne gang

16x9
Ditte Arnfjord fik i nat en glædelig besked, da hun sammen med kæresten tjekkede sit optagelsesbrev. Foto: Privatfoto

Torsdag morgen vågnede 93.924 danskere op til svaret om, hvorvidt de er kommet ind på en videregående uddannelse, og for Ditte Arnfjord er situationen

Torsdag morgen vågnede 93.924 danskere op til svaret om, hvorvidt de er kommet ind på en videregående uddannelse, og for Ditte Arnfjord er situationen i år en helt anden end for et år siden.

Sidste år havde hun kun søgt om optagelse på ét enkelt studie - nemlig professionsbacheloren i ernæring og sundhed på Metropol. Dittes gennemsnit fra gymnasiet rakte dog ikke, og det var derfor en noget slukøret Ditte, der sidste sommer fortalte TV 2, at hun nok ville søge lidt bredere næste år.

Dirrede af nervøsitet
Og det har hun gjort. Ditte er i år kommet ind på sin førsteprioritet.

- Da jeg i nat sad og tjekkede, om jeg var kommet ind, var jeg virkelig nervøs, fordi jeg tænkte på sidste år. I år er jeg virkelig også klar til at komme i gang med at læse, så jeg blev bare så glad, fortæller Ditte Arnfjord til TV 2.

Det er dog ikke ernæring og sundhed, hun er kommet ind på, for det har hun slet ikke søgt i år. Hun er derimod kommet ind på uddannelsen i markedsføringsøkonomi i København, som i år var hendes førsteprioritet.

- Jeg er i løbet af året gået væk fra tanken om at læse ernæring og sundhed, fordi jeg har nogle venner omkring mig, som rådede mig i retning af markedsføring. Så tog jeg et suppleringskurus i virksomhedsøkonomi for at se, om det var noget for mig, fortæller Ditte Arnfjord.

På et hængende hår
Det var i den grad noget for Ditte. I år har hun derfor søgt ind på syv forskellige udgaver at markedsføringsøkonom-uddannelsen i forskellige byer. Og det var godt, hun gjorde det, for selvom Ditte kom ind på førsteprioriteten, var det på et hængende hår.

Dittes gennemsnit fra gymnasiet er 5,9 og fordi hun kunne gange det op for hurtig studiestart, nåede hun lige akkurat over de 6,1, som i år blev adgangskvotienten for at blive markedsføringsøkonom i København.

- Det er lidt ligesom at vinde i lotto. Set i bakspejlet er jeg jo glad for, at jeg ikke kom ind på ernæring og sundhed, for nu har jeg fundet det helt rigtige uddannelse. Der er så mange muligheder som markedsføringsøkonom både under og efter endt uddannelse, fortæller den nu kommende studine, der har brugt det sidste år på at arbejde og blive klogere på studievalg.

65.298 personer er i år blevet optaget på en videregående uddannelse

Studieoptag 2015

Den 30. juli offentliggøres årets adgangskvotienter til de videregående uddannelser.

TV 2 har samlet alle adgangskravene, så du kan se, om dit karaktergennemsnit er højt nok til at direkte optage på drømmeuddannelsen.

Hele dagen sætter vi fokus på de tendenser og udviklinger, som tallene afspejler.