Kommentator: Så vanvittig er Sepp Blatters løn

Han rejser konstant. Hotellerne er første klasse, og flysæderne, han sætter sig i, er ligeledes de ypperste.

Han rejser konstant. Hotellerne er første klasse, og flysæderne, han sætter sig i, er ligeledes de ypperste. Hans skyhøje løn har han ikke meget at bruge til, for han får alt betalt af FIFA. I tv-indslaget herover får du indblik i FIFA-præsident Sepp Blatters luksusliv og vilde rigdom.

FIFA-præsident Sepp Blatter tjener mellem 20 og 50 millioner kroner om året. Sådan lyder konklusionen fra den amerikanske professor Roger Pielke, der har gennemgået lønningerne i FIFA og derigennem lavet en vurdering af, hvad Sepp Blatter tjener.

At FIFA-præsidenten er yderst velhavende, er der ingen tvivl om, fastslår sportskommentator ved Ekstra Bladet, Jan Jensen, overfor TV 2.

- Sepp Blatter er god for mange hundrede millioner kroner. I forhold til hans årsløn vurderer jeg, at den ligger i nærheden af de 50 millioner kroner, siger Jan Jensen, der ved flere lejligheder har besøgt FIFAs hovedkvarter i Schweiz. I den forbindelse har han – uden for citat - talt med centrale medarbejdere  om fodboldorganisationens lønforhold.

FIFA betaler alt for Blatter
Udover millionlønnen peger Jan Jensen på, at Sepp Blatter ikke har nogen udgifter af betydning.

- Han har ikke udgifter til noget som helst, og hvis han endelig har, er det 'guldkortet' fra FIFA, der betaler. Han rejser verden rundt på første klasser, han bor på de bedste hoteller, hvis han ikke bor ved statsoverhoveder, og han fører sig frem som om, han var en af verdens statsledere. Sådan opfatter han også sig selv, og sådan bliver han modtaget rundt i verden, siger Jan Jensen.

Blatter ser sig selv som statsleder
Sepp Blatter har tidligere udtalt, at han står i spidsen for 1,6 milliarder mennesker. Det er størrelsen på verdens såkaldte ”fodboldfamilie”, mener han. Dermed mener præsidenten, at han står i spidsen for en gruppe, der i antal er større end såvel befolkningerne i Indien og Kina, ligesom Sepp Blatters venner også tæller den russiske præsident Vladimir Putin.

- Han ser sig selv som en af verdens statsledere. Han ser sig selv på fuld højde med Vladimir Putin, og Putin sendte også et telegram til ham, da han blev genvalgt i fredags, siger Jan Jensen.

Hvordan sportskommentatoren ser på Sepp Blatters fremtid kan du ligeledes se i indslaget øverst.

Hør mere om Sepp Blatters afgang i indslagene herunder:

Herunder kan du høre, hvem DBU mener, skal efterfølge Sepp Blatter som præsident for FIFA:

 

 

Sepp Blatter

Sepp Blatter er kæreste med 50-årige Linda Barras som han ses med på billedet herover.

Offentliggørelsen af Barras og Blatters forhold fremstod som en skandale, da Linda Barras daværende ægtemand blev konfronteret med rygterne via medierne. Det skete efter, at Blatter og Barras blev fotograferet sammen til et officielt arrangement - men altså på et tidspunkt, hvor ægtemanden til Barras ifølge eget udsagn ikke kendte til hendes forhold til den magfulde FIFA-boss.

79-årige Sepp Blatter har datteren Corinne fra et af sine tre tidligere ægteskaber.

Han har været gift tre gange.

Privat ejer Sepp Blatter sit barndomshjem i den schweiziske by Visp, hvor begge hans forældre ligger begravet. Han er desuden æresborger i Visp.

Sepp Blatter har i alt været ansat i FIFA i 40 år, og har været præsident siden 1998.

Han har netop stillet sit mandat som præsident for FIFA til rådighed på grund af mistanke om korruption i FIFA.

Vær på forkant med TV 2 BUSINESS, der samler den digitale kanal TV 2 BUSINESS og TV 2 NEWS i nyt digitalt lommeformat