Teltferie storhitter blandt danske campister

Sneglehuset sat fast på bilen og så syd på på sommerferie.

Sneglehuset sat fast på bilen og så syd på på sommerferie. Det er campingferie-classic for de fleste danske campister.

Men noget nyt er undervejs, for stadig flere danskere tager i disse feriedage et telt med på campingpladsen i stedet for campingvognen.

Det er topmoderne og mere komfortable telte og særlige tilbud på campingpladserne, der gør hele forskellen, lyder det fra branchen.

Indehaver af Skyttehuset Camping, Bente Hickman, forklarer, at der helt klart er tale om en stigende tendens.

- Det er vores fjortende sæson, og vi oplever, at der kommer flere og flere, og teltene bliver større og større, siger Bente Hickman.

Hyggeligt når regnen trommer på teltduen
Noget tyder altså på, at teltene har fået deres revival.

Informationschef for Dansk Camping Union, Anne-Vibeke Isaksen, fortæller, at flere danskere søger væk fra hjemmets trygge rammer og elektronik for at erstatte det med naturoplevelser og nærvær.

- Mange søger væk fra deres komfortable hverdag med PlayStation og IPads og vil gerne ud og have noget græs under tæerne og mærke det helt nære sammenhold i familien, som der er, når man bor i telt, siger Anne-Vibeke Isaksen og fortsætter:

- Det er noget helt andet, langt væk fra hverdagen, og det kan godt være, at det regner en gang imellem, men det er smadder hyggeligt at ligge inde i teltet og mærke og høre regnen tromme på teltduen.

Konvertit fra vogn til telt
Dem der tjener penge på at sælge teltene kan også mærke en øget efterspørgsel.

- Vi går efter et rekordår igen i år. Halvtreds procent af vores omsætning kommer fra salg af telte. Der er en klar stigning i teltsalg på tværs af de europæiske markeder og segmenter, og særligt familiecamping fylder meget, forklarer Lotte Simonsen, Marketingschef, Oase Outdoors.

I de moderne telte er der både højt til loftet, og i nogle er der sågar indrettet en form for garderobeskab, så det næsten er som at være i en hytte.

Men det er nu ikke det, der har fået Kenneth Gundestrup Sørensen til at skifte campingvognen ud med et telt.

- Det er hyggeligere. Man kommer tættere på naturen og hinanden. Vi har foreksempel ikke strøm, men kun gas og stearinlys. Vi får snakket om nogle ting, som vi ikke gør til hverdag, når vi er så tæt på hinanden, siger Kenneth Gundestrup Sørensen.