Professor lever med orme i tarmen for at hjælpe andre

I to år og to måneder har omkring 120 piskeorme levet i Peter Nejsums tyktarm. Hver dag tager han en prøve af sin afføring og tæller de små ormes æg.

I to år og to måneder har omkring 120 piskeorme levet i Peter Nejsums tyktarm. Hver dag tager han en prøve af sin afføring og tæller de små ormes æg. Han inficerede sig selv med vilje efter at have bestilt afføring fra et ugandisk barn.

Det lyder skørt, men tjener alt sammen et større formål. Peter Nejsum er nemlig lektor og parasitolog ved Københavns Universitet, og han bruger sig selv i sin forskning, som forhåbentligt kan hjælpe underernærede børn, som kan få alvorlige skader af ormeinfektionen.

- Har du mange piskeorme, kan din vækst blive reduceret, du får ondt i maven, du får det dårligt, og du får også reduceret din indlæring i skolen. Så det kan både påvirke din mentale udvikling og også din fysiske udvikling, siger han.

Kæresten var ikke begejstret
Hans forsøg betyder, at toilettet derhjemme nærmest er at betegne som et laboratorium, da det jo er her, han må udtage sine afføringsprøver. Og det var kæresten i første omgang ikke begejstret for.

- Men hun har ligesom vænnet til tanken nu, siger Peter Nejsum.

Han har tidligere haft det dårligt under forløbet, hvor der var lidt for mange orme i ham. Han måtte derfor tage en ormekur på lav dosis, så der kunne blive ryddet en anelse ud i bestanden. I dag har han det fint.

- Men jeg er sund og rask, jeg har god næringsbalance i modsætning til børn, som måske er underernærede i Afrika, siger han.

Ormene får lov at leve videre
Piskeormene lever i tyktarmen, hvor de parrer sig og lægger æg. Æggene kommer ud af kroppen med afførringen, og herude modnes det. Normalt smitter de ikke så let, men steder, hvor man ikke har toiletter, er risikoen større.

Peter Nejsums forskning har allerede givet ny viden. Blandt andet ved man nu, at der går 13 til 15 uger, fra man først er blevet inficeret, til at man har symptomer nok til at kunne stille en diagnose. Man ved også, at ormene kan leve i mindst to år og to måneder – så længe har de nemlig levet inde i Peter Nejsum.

- Den viden kan bruges til at forbedre vores diagnostik, så vi ved, hvornår vi skal stille diagnosen, og den kan også bruges til at forstå, hvordan det kan være, at de her børn bliver ved med at være inficeret. De skal have en ormekur for at komme af med deres orm, eller vi skal have indført toiletter, bedre sanitære forhold, siger Peter Nejsum.

Han har ingen planer om at stoppe forsøget lige foreløbig – han vil nemlig gerne vide, hvor længe ormene kan leve.