Movia fjerner numser fra bagenden af fem busser

16x9
Movia fjerner denne reklame efter kritik. Foto: Facebook

En reklame for en stripklub på bagenden af fem københavnske busser er mødt af så massiv kritik, at Movia nu fjerner reklamen.

En reklame for en stripklub på bagenden af fem københavnske busser er mødt af så massiv kritik, at Movia nu fjerner reklamen. Det fortæller centerchef Søren Englund til TV 2.

Reklamen har indtil i dag prydet bagsiden af fem busser på linje 3A, 9A, 150, 173 E og 388 og forestiller en nøgen kvindenumse. #rigtigemændmødespåmirage, lyder budskabet.

- Der er lavet en fejlvurdering, og derfor tages reklamen ned i dag, siger Søren Englund.

Han fortæller, at reklamerne er udliciteret sammen med driften af busserne, og Movia er derfor ikke selv inde over de enkelte reklamer. Det er i stedet op til reklamebureauerne at vurdere, om en reklame overskrider en grænse eller ej.

I dette tilfælde har man ment, at reklamen var på niveau med reklamerne for Privathospitalet Nygarts brystoperationer, hvor bare bryster prydede bussernes sider. Her modtog Movia også klager, men valgte at lade dem blive.

Søren Englund mener ikke, at de to reklamer kan sammenlignes. Mirage-reklamen er blevet fejlvurderet, lyder det:

- Den er på grænsen til at være pornografisk. Reklamen er meget stor. Man kan i hvert fald ikke undgå at se den i gadebilledet.

Er det teksten omkring, der gør den stødende?

- Det er også det. Det er på grænsen. Det er også det, at en nøgen numse fylder en hel bagende af bussen og budskabet i reklamen i øvrigt, siger han.

Søren Englund vil ikke uddybe, hvad, han mener, forskellen på de to reklamer er.

Reklamen er blevet kritiseret af blandt andre komikeren Sanne Søndergaard og Dansk Kvindesamfund, efter at billeder af den blev delt på Movias Facebook-side.

- Denne gang lægger Movia busser til den sexistiske reklame for Mirage. Dansk Kvindesamfund har tidligere klaget til Movia og Forbrugerombudsmanden over Nygarts sexistiske reklamer, som eksponeres via Movias busser. Ikke overraskende fandt hverken Movia eller Forbrugerombudsmanden, at denne form for sexistisk og seksualiserende markedsføring var problematisk, skrev Dansk Kvindesamfund på Facebook i aftes.

Tak til én af vores yndlingsfeminister En Feminists Bekendelser for at illustrere hvor godt sexismen trives. Denne gang...

Posted by Dansk Kvindesamfund on Monday, June 29, 2015

Den oprindelige klage på Movias side er på knap et døgn blevet liket 2584 gange, delt 195 gange og har affødt over 1400 kommentarer.