Efter Operation X-afsløring: Hvem hænger på million-regning?

Du kan se hele Operation X på TV 2 Play her Københavns Kommune har siden 2012 udbetalt 35 millioner kroner i jobrotationsydelse til en Københavnsk

Du kan se hele Operation X på TV 2 Play her

Københavns Kommune har siden 2012 udbetalt 35 millioner kroner i jobrotationsydelse til en Københavnsk callcenter-virksomhed, uden at undersøge om pengene reelt er gået til de rigtige formål.

Det kunne Operation X afsløre på TV2 i går.

Callcenter-firmaet 24native har fået ikke mindre end 154 jobrotationsvikarer i støtte for udenlandske medarbejdere, som firmaet tilsyneladende sendte på uddannelse i blandt andet Prag. Landets største kommune spurgte Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om den konstruktion, hvor medarbejdere i udlandet, kan udløse rotationsvikarer i Danmark, nu også var lovlig.

- Da den daværende ledelse i Københavns Kommune i sin tid bevilligede de her rotationsprojekter, har man forespurgt i den relevante styrelse om denne konstruktion. De svar man har modtaget på daværende tidspunkt, det har ikke givet anledning til, at vi har kunnet afvise sagen, siger Janus Krarup, Erhvervschef Københavns Kommune til Operation X.

Derfor godkendte Københavns Kommune projektet. Og umiddelbart er det da heller ikke kommunen, der står med regningen for de mange rotationsvikarer. Kommunerne får nemlig refusion af staten, når de sender en ledig i jobrotation. Indtil 1.januar 2015 fik kommunerne 100 procent af pengene tilbage for deres udgifter i forbindelse med jobrotationsordningen. Efter 1. januar kan kommunerne kun få 60 procent i refusion.

Kommunen kan have handlet ansvarspådragende
Men Københavns Kommunen skulle ifølge beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) slet ikke have godkendt konstruktionen. Beskæftigelsesministeriet har spurgt Kammeradvokaten, som har vurderet, at den konstruktion er ulovlig.

- De har ikke fra Københavns Kommune fået et ja fra styrelsen til den konstruktion. Derfor er næste skridt for mit vedkommende at få set på, om Københavns Kommune har handlet ansvarspådragende i denne her sag på en sådan måde, at de er ikke levet op til den lov som Kammeradvokaten jo har sagt er klar nok. Det her, det er ulovligt, og skal vi så kræve pengene tilbage fra Københavns Kommune. Der må jeg så se, hvad Kammeradvokaten kommer med at svar, siger Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S)

Efter Operation X søgte aktindsigt i sagen har Københavns Kommune stoppet udbetalingerne til 24native og iværksat et tilsyn. Hvis Københavns Kommunes undersøgelse fører til, at kommunen kræver et beløb tilbage af 24native, kan det blive særdeles svært for kommunen rent faktisk at få de penge. Ejeren af 24native, David Junge, erklærede nemlig firmaet konkurs i marts måned.

Beskæftigelsesministeriet afventer Kammeradvokatens redegørelse for, hvem regningen lander hos – staten eller Københavns Kommune. 

Hvad er jobrotationsordningen?

Fakta om jobrotationsordningen
Offentlige og private arbejdsgivere, som sender faglærte eller ufaglærte medarbejdere af sted i videreuddannelse eller opkvalificering, har ret til at få udbetalt jobrotationsydelse af jobcentret, når der samtidig ansættes en ledig som vikar for medarbejderne.

Virksomheden udbetaler sædvanlig løn til den ansatte i hele uddannelsesperioden samt evt. kursusudgifter eller deltagerbetaling. Vikaren skal modtage overenskomstmæssig løn for de timer, som vedkommende er ansat i.

I 2014 blev der brugt 1,6 milliarder kroner på jobrotationsordningen i Danmark. Korrigeret for udgifter til dagpenge og kontanthjælp samt skat og tilbageløb, ender det beløb på 361 millioner kroner.

Kilde: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering - www.star.dk

Hvad er Operation X?

Operation X er TV 2's program for undersøgende journalistik.

Med Morten Spiegelhauer som frontfigur afslører Operation X forhold og sager, som ellers ikke ville komme til befolkningens kendskab, og de ansvarlige konfronteres.

Har du selv en sag, som du mener redaktionen bag programmet skal kigge nærmere på, kan redaktionen kontaktes på x@tv2.dk.

Eller på telefon hverdage mellem kl. 9-17 - tlf.: 39 166 000

Operation X er også på Facebook.