Tillid i frit fald: Danskerne lider af politikerlede

Mens de fleste politikere folder de retoriske skjorteærmer godt op og gør klar til folketingsvalg, viser en ny analyse fra den uafhængige tænketank Kraka, at danskernes tillid til dem er i frit fald.

I 2002 havde 35 procent af befolkningen høj tillid til politikerne, men i 2012 var det blot 26 procent, viser analysen, der bygger på tal fra Den Europæiske Samfundsundersøgelse (ESS).

En del af forklaringen er den globale finanskrise, mener chefanalytiker Julie Hassing Nielsen fra Kraka, der står bag analysen. Efter 2008, hvor krisen satte ind, tager tillidskurven nemlig et alvorligt dyk.

- Forskningen inden for økonomiske konjunkturers betydning for det politiske system peger i hvert fald på, at økonomien har stor betydning, siger hun.

Trætte af udendomssnak
Julie Hassing Nielsen peger også på, at forskellen mellem politikere og befolkningen kan spille ind.

- Tallene tyder på, at der er et problem med politikerlede. En anden undersøgelse, vi har foretaget viser, at hvis ikke man identificerer sig med politikerne og ikke føler, de repræsenterer en, så lider tilliden et alvorligt knæk, siger hun.

Professor i retorik ved Københavns Universitet, Christian Kock, der har skrevet bogen ”De svarer ikke” om politikeres udenomssnak, er ikke i tvivl om hvorfor befolkningen er trætte af at høre på politikerne.

- Hvis du forestiller dig, at dine venner og familie talte til dig som politikere gør, så ville du hurtigt blive træt af at tale med dem. Politikerne taler nemlig udenom i ét væk, siger han til TV 2.

Se Christian Kock forklare hvorfor politikerne ikke svarer - og se mere om den faldende tillid til politikerne i 22 Nyhederne i aften. 

Følg valget på Twitter: #tv2valg

#tv2valg er TV 2's officielle hashtag under valget, og her kan du løbende få seneste nyt fra TV 2, dem du følger på Twitter og selv deltage i debatten med dine tweets