Nyt bevis: Vikingetiden begyndte i Ribe

Det kan være overraskende, hvor meget man rent faktisk kan bruge nogle godt 1300 år gamle takker fra et hjortegevir til.

Det kan være overraskende, hvor meget man rent faktisk kan bruge nogle godt 1300 år gamle takker fra et hjortegevir til. Men på Aarhus Universitet kan forskeren Søren Sindbæk glæde sig over, at der gemte sig et helt nyt stykke Danmarkshistorie i netop resterne af et gammelt gevir.

Det er disse takker, forskerholdet har undersøgt.
Det er disse takker, forskerholdet har undersøgt. Foto: John Lee

Hjortetakkerne er nemlig fundet i Danmarks ældste by Ribe. Og ved hjælp af en ny teknik har forskerne lavet et udtræk af benprotein fra takkerne, som viser at de stammer fra Norge. Dette resultat betyder ifølge Søren Sindbæk, at beboerne i Ribe omkring år 720 handlede med nordmændene og med andre ord er det bevis for en teori, som forskerne længe havde gået og grublet over.

- Det betyder vi får et missing link på plads, som vi har savnet i den del af historien. De første vikinger, vi hører om i historiefortællingerne, er nogle der kommer fra Norge og tager på krigeriske togt i England. Vi har dog også ment, at de også rejste på handelstogter og har udviklet deres knowhow om sejlads på den måde, men vi har manglet et bevis for dette. Det er det, vi har fundet nu, forklarer Søren Sindbæk, der er professor i Middelalder- og Renæssancearkæologi ved Aarhus Universitet.

Nyt kapitel i Danmarkshistorien
Ifølge forskergruppen, som også består af to britiske forskere, er konklusionen, at vikingetiden faktisk begyndte i Ribe, og ikke kun i de norske fjorde, som man hidtil mente. Ribe fungerede som et knudepunkt for handel. Og at det var mange års forskning, der nu har fået en ekstra brik til at falde på plads i det historiske puslespil, vækker begejstring.

- Ved hjælp af den nye teknologi, som er forholdsvis billig, så kunne vi få resultater ud fra fund, som vi ellers havde lagt på hylden for mange år siden. Nu lykkedes det så at få ny viden frem, og det er altså en lækker følelse, når man får det som forsker, fortæller Søren Sindbæk.

Hvad er Kulturen på NEWS?

Kulturen på NEWS er et program på TV 2 NEWS, der sendes hver torsdag klokken 18.10
I Kulturen på NEWS tages kulturen seriøst. Meninger brydes, kulturkampe udkæmpes og følelser foldes ud, når kunstnere og politikere, kunstmæcener og kulturkøbmænd, forskere og debattører mødes i TV 2 NEWS' kulturnyhedsmagasin.

Programmet vandt Årets Aktualitetsprogram 2012. 
Nomineret til ArtBeat-prisen 2013 og Årets Aktualitetsprogram 2013.

Se Kulturen på NEWS på TV 2 PLAY