Pigge, bure og betalingsbænke: Her er våbnene mod de hjemløse

Debatten om initiativer mod hjemløse i bybilledet raser igen.

Debatten om initiativer mod hjemløse i bybilledet raser igen. Denne gang hos de svenske naboer, efter at avisen Dagens Nyheter har sat fokus på den svenske hovedstad Stockholms arbejde med "ekskluderende design".

Det indebærer en række tiltag, som gør det ubehageligt eller decideret umuligt for de svenske hjemløse at opholde sig på visse områder i storbyen.

Men det er langt fra første gang, at en storby har igangsat den slags initiativer. Tv2.dk har samlet en liste fra de senere år, som du kan se herunder.

(Kender du andre eksempler, så tip os ved at skrive til mifs@tv2.dk)

LONDON (England)
Sidste år skabte et billede fra et supermarked i London vild debat. Her havde man installeret små metalpigge, der skulle afholde hjemløse og andre fra at opholde sig på visse områder. Vreden mod supermarkedskæden Tesco voksede sig så stor, at de til sidst fjernede piggene.

GUANGZHOU (Kina)
Tidligere har store pigge under kinesiske broer vakt en tilsvarende debat. I 2012 begyndte de omkring 20 cm høje betonpigge at dukke op flere og flere steder, og billeder af piggene skabte debat flere steder i verden, rapporterede blandt andre Daily Mail.

Pigge under bro i Guangzhou
Pigge under bro i Guangzhou Foto: Arkivfoto

YANTAI (Kina)
I 2010 kom det frem, at en park i Yantai i Shangdong-provinsen i Kina havde installeret betalingsbænke for at forhindre folk i at blive hængende på bænkene. Små pigge stikker op af bænkbrædderne, men trækker sig ned i bænken, når man betaler for at sidde på bænken. Det rapporterede blandt andet Metro.

MALMØ (Sverige)
I Malmø indførte man for nogle år siden skæve bænke for at holde de hjemløse væk. Men hældningen gjorde også at funktionshæmmede og andre havde svært ved at bruge bænkene. Efter en klage til Ligestillingsombudsmanden fik bænkene derfor igen en normal hældning, har Sydsvenskan tidligere fortalt.

STOCKHOLM (Sverige)
I den svenske hovedstad har man taget "ekskluderende design" i brug for at holde de hjemløse væk, skriver Dagens Nyheter. Det indebærer armlæn midt på bænkene, gitter for trappeskakter, stole i stedet for bænke i parkerne og skrå flader.

ANGOULEME (Frankrig)
I 2014 valgte den franske by Angoulême op mod jul at opsætte stor metalbure rundt om byens offentlige bænke. Ifølge France24 skulle formålet være at holde hjemløse og alkoholikere væk fra områderne.

Metalbure rundt om bænkene i den franske by Angoulême
Metalbure rundt om bænkene i den franske by Angoulême

TOKYO (Japan)
I Ueno Park i den japanske hovedstad Tokyo har man opsat bænke med bølgende sæder, der forhindrer folk i at læne sig bagud eller at ligge ned på bænkene, rapportede nyhedsbureauet Reuters sidste år.

En mand forsøger at hvile sig på en bænk i parken i Tokyo.
En mand forsøger at hvile sig på en bænk i parken i Tokyo. Foto: Reuters

SAN FRANCISCO (USA)
I 2012 var bestyreren af Bill Graham Civic Auditorium i San Francisco så træt af hjemløse, der overnattede ved bygningens indgangsparti, at han begyndte at afspille optagelser af motorsave, motorcykler og trykloftsbor om natten. Det skrev Los Angeles Times.

DANMARK
Også herhjemme har der flere gange været debat om hjemløses forhold - og om initiativerne mod dem. Hjemløseorganisationer peger eksempelvis på armlæn midt på bænke og  betalingstoiletter som gener mod hjemløse.

Hertil kommer, at Metrostationerne i København bevidst er designet uden siddebænke, og på flere togstationer er der områder, hvor der spilles musik, som skal forhindre at hjemløse sover i krogene.