Her er de dyreste lån, som du bør undgå

Hvad koster det egentlig i kroner og øre at tage et quicklån?

Hvad koster det egentlig i kroner og øre at tage et quicklån? TV 2 har bedt John Norden fra Mybanker om at undersøge sagen og kåre de tre dyreste.

- Et quicklån er et lån, du optager, typisk på nettet eller på mobiltelefonen. Ofte drejer det sig ikke om vildt store beløb, men beløb på 3000-4000 kroner, som man så vil modtage efter ganske få minutter. Lånet løber som oftest kun i 30 dage, og der er ingen kreditvurdering, siger John Norden.

Her er listen over de tre dyreste lån, hvis du ønsker at låne 4000 kroner:

3. Mobillån: Hos Mobillån koster det 835 kroner i oprettelsesgebyr at låne 4000 i en måned. Der er ingen renter på selve lånet. De 835 kroner svarer i årlig omkostninger i procent - det der hedder ÅOP - til 872 procent.  

2. På andenpladsen finder vi Folkia: Her er det igen oprettelsesgebyret, der koster. Det koster 850 kroner at låne 4000 kroner i en måned. Det svarer til en ÅOP på 943 procent. 

1. Vinderen af den ikke særligt attraktive titel indtages af Mikrokredit: De har et oprettelsesgebyr på 800 kroner, men derudover tager de en rente på 27,24 procent om måneden. Det giver en samlet udgift på 880 kroner for at låne de 4000 kroner i 30 dage. Det svarer til en årlig omkostning i procent på lidt over 1000 procent. Helt nøjagtigt er den på 1023,4 procent.

Ifølge forbrugerombudsmanden er det 25 procent af alle quicklånere i Danmark, som ender med ikke at kunne betale deres lån tilbage.

Men selvom, der er en fjerdedel, der ikke kan betale lånet tilbage, så er forretningsmodellen profitabel, da ¾, altså hovedparten, betaler de meget dyre gebyrer, hvorfor der så er råd til, at de 25 procent ikke kan betale, siger John Norden.