Undervisere: Mange studerende er uegnede

Der bliver optaget for mange studerende på de danske universiteter, mange af dem er uengagerede og uegnede til universitetet og mange undervisere må n

Der bliver optaget for mange studerende på de danske universiteter, mange af dem er uengagerede og uegnede til universitetet og mange undervisere må nedgradere sværhedsgraden af deres undervisning.

Det viser en rundspørge, som Berlingske har lavet blandt 1.200 undervisere på landets otte universiteter.

Her siger en tredjedel, at de studerendes niveau er faldet massivt og en tredjedel siger også, at de må sænke niveauet for at få alle med. 

Gennemsnittet for alle de adspurgte er, at en ud af 10 studerende ikke hører hjemme på universitetet.

Lektor: Der er forkælede curlingbørn iblandt
Lars Fabricius Nielsen, der er lektor på CBS, er en af de kritiske undervisere.

- Jeg oplever studerende, som er forkælede curlingbørn i mit job som lektor. Cirka halvdelen af mine studerende møder velforberedte op og følger undervisningen, mens den anden halvdel hverken har akademisk format eller vilje til at gennemføre. De kommer dalrende, når det passer dem, og ødelægger showet for de andre, siger han i Berlingskes undersøgelse.

Kritikken kommer i kølvandet på flere års målrettet politisk indsats for at uddanne flere unge. Fra 2006 til 2014 steg optaget på en bacheloruddannelse på universiteterne med næsten 50 procent.