Ny måling: Så langt er Thorning fra sejren

Lars Løkke Rasmussen har kurs mod Statsministeriet.

Der er nemlig stadig massivt flertal blandt de partier, der peger på Lars Løkke Rasmussen som regeringsleder, viser en ny meningsmåling, foretaget af Megafon for TV 2 og Politiken.

Målingen er foretaget efter en periode, hvor både Venstre og Socialdemokraterne har været i offensiven med store annoncekampagner. Venstre med budskabet om at kontanthjælpen er for høj, og at det ikke i tilstrækkelig grad kan betale sig at arbejde. Og Socialdemokraterne og statsminister Helle Thorning-Schmidt med budskabet om, at regeringen har strammet asyl-reglerne og kræver at indvandrere i højere grad end i dag skal i arbejde.

Og Megafon måler da også fremgang for begge partier. S går ét procentpoint frem til 22,6 procent, mens Venstre kan glæde sig over en tilslutning på 24,2 procent.

Stilstand mellem blokkene
Fremgangen er dog ikke umiddelbart meget værd for statsminister Helle Thorning-Schmidt, da en række af de øvrige partier i rød blok går tilbage: Enhedslisten mister 2,1 procentpoint og SF 1,1.

Partiet Alternativet, med tidligere R-minister Uffe Elbæk i spidsen, er for første gang nogensinde en del af en Megafon-måling, og det nye parti er tæt på at have opbakning fra de to procent af vælgerne, der er nødvendigt for at nå over spærregrænsen.

I blå blok går både Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Konservative en smule tilbage.

Alle er optaget af målinger
- Det er tydeligt at mærke, at alle partier på Christiansborg lige nu er enormt optaget af de her målinger. Det samme er Statsministeriet, hvor Helle Thorning-Schmidt skal tage stilling til, hvornår det er det rigtige tidspunkt at trykke på valgknappen, siger Peter Lautrup-Larsen, TV 2’s politiske analytiker.

- Valgene vindes ikke kun i de tre ugers valgkamp – og de mange annoncekampagner i øjeblikket er forsøg på at skabe det momentum på vej ind i valgkampen. Drømmescenariet er at begynde en valgkamp med medvind.

Tidligere torsdag offentliggjorde Danmarks Radio en meningsmåling, der viste tættere løb mellem blokkene. I DR’s måling er styrkeforholdet mellem rød og blå blok 47,2 - 52,8.

- Tre-fire gode målinger i træk kan betyde, at Thorning trykker på valgknappen. Men denne Megafon-måling viser i hvert fald ikke en tendens i den rigtige retning for rød blok, siger Peter Lautrup-Larsen. 

Der skal senest afholdes valg til Folketinget 15. september.

Hele målingen

(Tallene i parentes er fra sidste måling)

Soc.dem: 22,6 (21,6) Valget: 24,8
Rad.V: 7,9 (6,7) Valget: 9,5
Kons.: 4,4 (5,0) Valget: 4,9
SF: 5,4 (6,5) Valget: 9,2
Lib.All: 5,3 (6,4) Valget: 5,0
Krist.dem.: 0,9 (0,5) Valget: 0,8
DF: 19,1 (19,6) Valget: 12,3
Venstre: 24,2 (23,0) Valget: 26,7
EL: 7,9 (10,0) Valget: 6,7
Alter.: 1,8 (0,0) Valget: 0,0

Rød blok: 45,2 (45,3) Valget: 50,6

Blå blok: 54,8 (54,7) Valget: 49,4

Målingen er foretaget i perioden 23.-25. marts blandt 1006 respondenter. Den maksimale usikkerhed er 2,9 procentpoint for partierne og 3,4 procentpoint i forhold til blokfordelingen. 18 procent af de adspurgte var i tvivl om partivalg/ønskede ikke at stemme. Citat skal ske med angivelse af kilde: Megafon for TV 2 og Politiken.